Copenhell '19: Krigerisk og klassisk dødsmetal
Unleashed leverede en af de få klassiske dødsmetalkoncerter, da de fredag på Pandæmonium gav en tur rundt i hele deres bagkatalog. Med vikinger, naturligvis.
2. Lead Us Into War
3. Don't Want to Be Born
4. Hammer Battalion
5. The Hunt For White Christ
6. Stand Your Ground
7. The Dark One
8. The Longships Are Coming
9. I Have Sworn Allegiance
10. Into Glory Ride
11. Death Metal Victory
Svenske Unleashed er et af de få bands, der nærmest ikke har ændret i kernen af bandet siden halvfemserne. Johnny Hedlund er stadig chef, forsanger og bassist. Som det har været tilfældet i 30 år. Med sig har han Anders Schultz på trommer, der også har været med fra dag 1, og guitaristerne Tomas Olsson og Fredrik Folkare har været med bandet siden 1990 og 1995. Så når Unleashed ikke gæster Danmark, er det altså hverken pga. interne stridigheder i bandet, der har betydet pauser og manglende aktivitet. Næ, bandet har såmænd eksisteret i 30 år og i den periode udsendt ikke mindre end 13 plader, hvoraf den seneste, ’The Hunt for White Christ’, udkom sidste år.
Alligevel har Unleashed ikke spillet på dansk grund siden 2009, hvor de spillede med østrigske Belphegor på hedengangne The Rock. Østrigerne spiller pudsigt nok også på Copenhell i år.
Nu skriver vi 2019, og i mellemtiden har vi oplevet dem på Wacken Open Air i 2010 og på Sweden Rock Festival i 2016. Begge gange veloplagte koncerter fra et band, der ikke umiddelbart viser tegn på, at de har tænkt sig at stoppe sådan lige foreløbig. For det her er ufortyndet og uforfalsket dødsmetal leveret direkte fra Sverige. Hedlund entrerer scenen efter en klassisk intro med råbet ’Welcome, warriors,’ og så sætter de ellers i ’Blood of Lies’ fra deres plade ’Midvinterblot’ fra 2006. Så er festen i gang. Stor spilleglæde og klassisk dødsmetal emmer ud af anlægget på Pandæmonium-scenen.
Det er lige før, koncerten her går i stå, for der er lidt udfordringer med trommerne, men Hedlund holder gryden i kog og træder lidt vande ved at hylde deres 30-årsjubilæum med fællesråb. Derefter høvler de gennem ’Lead Us into War’ og videre i den melodiske ’No One Wants to be Born’. Så bliver det tid til at introducere bandet, som næppe kan være vanskeligt at huske, eftersom bandmedlemmerne som nævnt har været med i mere end 20 år. ’Hammer Battalion’ kan fortsætte opvisningen i halvfemserdødsmetal, skønt skrevet efter årtusindeskiftet.
Det fortsætter, selvom de tager et par numre fra den seneste ’The Hunt For White Christ’, hvorefter det går helt tilbage til demoerne med ’The Dark One’, der også kom med på debutpladen ’Where No Life Dwells’ fra 1991. Det er ægte, langsom dødsmetal, som deres genrebrødre Obituary har gjort en karriere ud af. Det er så old school, som det kan blive. Den åre bliver i vandet med ’The Long Ships Are Coming’, hvor det heller ikke går alt for hurtigt, og alle kan synge med på omkvædet. Tempoet bliver sat lidt mere op på ’I Have Sworn Allegiance fra førnævnte ’Midvinterblot’, og så begynder vi at nærme os koncertens afslutning.
Der skal vi dog lige gennem ’Into Glory Ride’, hvor publikum meget højt skriger nej tilbage i hovedet på Johnny Hedlund, da han spørger, om det skal være sidste sang. Så moshpitten eksploderer ,og ølhornene hentes frem, så der kan blive skålet som ægte vikingekrigere. For Unleashed har holdt kølen lige og sikret, at det her blev en klassisk dødsmetalkoncert fra start til slut. Og hvordan bedre lukke det ned end med sangen ’Death Metal Victory’, hvor publikum naturligvis skulle skråle disse tre ord igen og igen.
Unleashed genopfinder ingenting her 30 år inde i karrieren. De er godt tilfredse med den lyd, de har haft gennem flere årtier, og har ingen ambitioner om at gøre det anderledes. Publikum hyldede nok netop bandet for dette, hvorfor koncerten på Pandæmonium for de fremmødte utvivlsomt var en succes. Udfordringen er naturligvis, at det netop er den samme koncert, som de har spillet på små spillesteder og store festivaler rundt om i verden i lige så mange år, som de har eksisteret. Vi har set dem i ind- og udland og blev derfor ikke væltet helt bagover. Men det er absolut noget, vi sagtens kunne finde på at deltage i igen så snart som muligt.