WMMF ´23: Stilfuld retrookkultisme
Retrorockerne fra Lucifer så godt ud og lød helt rigtigt, men løftede sig alligevel først for alvor mod slutningen.
Man må sige, at denne fredag på Winter Metal Magic står i det okkultes tegn. Denial of God spillede tidligere, dernæst Mortuary Drape og så det svensk/tyske okkulte rockband Lucifer, dannet af sangerinden Johanna Sadonis, med ægtefællen Nicke Andersson på trommer siden 2017.
Hvor de to førstnævntes okkulte side på en gang fremstår ægte spektral og stemningsmættet og gyserfilmstrashy, som kommer den friskopgravet fra kirkegården, er Lucifers okkulte stemning mere luksuriøs. Det virker som den type, dekadente og let dilettantiske rigmænd dyrker på film, med alt hvad dertil hører af kokainorgier, gruppesex iført masker og flotte kostumer og kutter i dyre materialer blandt smagfuldt møblement.
Som hos de fleste bands med kraftigt svensk islæt er der styr på looket. Sadonis er godt nok tysker, men har et stramtsiddende læderoutfit med frynser langs torsoen, som blafrer flot i vindmaskinens blæst. Hun drikker af og til vin af flasken, og det er sgu fedt nok, man kan godt savne, at bands gør det lidt oftere. En af guitaristerne har en virkelig flot snoet stofledning mellem guitar og forstærker. Orange-kabinetterne er placeret oven på forstærkerne. Alle har smukt og bølget langt hår. Andersson troner bag trommerne med sin signaturkasket. Det ligner et rockband, der spiller til en af føromtalte filmrigmænds fester. Det er meget tjekket, og den slags kan jeg ikke lade være med at sætte pris på.
De spiller egentlig også vældig godt. Andersson er en formidabel trommeslager, og lyden på det hele er varm og støvet, som det skal være inden for denne gang 70'er-rock med doom-tendenser. Egentlig fungerer det helt fint. Men alligevel er det, som om noget mangler. Jeg er ikke helt inde i bagkataloget, måske er det derfor, men jeg synes simpelthen, at sangskrivningen halter. Det hele lyder rigtigt, der spilles godt, men som med Kadavar (der er noget mere energiske) savner jeg hooks, tydelige melodier. Sadonis synger næsten hele tiden, men vokalmelodierne forsvinder lidt.
Og arrangementerne savner lidt af den flair, der kan skabe den nødvendige variation, så stiløvelsen løfter sig og bliver til mere. Man kunne ønske sig keyboards, akustiske passager, afdæmpede stykker som afveksling fra rockgrøden, backingvokal, længere instrumentale passager. Det er jo ligesom den slags, der gjorde de åbenlyse forbilleder fede, og det er det, mange nyere bands savner.
De instrumentale passager, korarbejdet, hooks, de elementer kommer rent faktisk, men først sent i sættet, og der løfter det sig, der ser man, at Lucifer kan mere end lyde som et passabelt 70'er-band, og man undrer sig lidt over, at de ikke gør det hele tiden, når nu de åbenbart godt kan.