Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA'16: Ild og buldrende lyd

Populær
Updated
WOA'16: Ild og buldrende lyd
WOA'16: Ild og buldrende lyd
WOA'16: Ild og buldrende lyd
WOA'16: Ild og buldrende lyd
WOA'16: Ild og buldrende lyd
WOA'16: Ild og buldrende lyd

1349 gik på scenen på Wacken Open Air 2016 med ild sprudlende ud af munden, men den buldrende lyd tog pynten af endnu en koncert i teltet.

Kunstner
Dato
05-08-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Da franske Alcest gik af scenen, vendte vi os mod den anden side i teltet, hvor norske 1349 skulle tage over. Mere diametrale modsætninger inden for black metal-genren findes næppe. Trommeslager Frost og forsanger Ravn, der respektivt hedder Kjetil-Vidar Haraldstad og Olav Bergene uden for deres sorte musik, stod klar med fakler og munden fuld af tændvæske, da scenetæppet blev trukket fra. Der blev spyet ild ud over publikum, og så gik 1349 ellers i gang i præcis det vanvittige tempo, som man ikke kunne forestille sig anderledes fra deres side.

Men ilden afløses af en buldrende lyd, som det tager lydmanden alt for lang tid at gøre noget ved. Det er decideret irriterende at være til stede i teltet. 1349 ænser det ikke og fortsætter i fuld fart over stepperne, som var det netop den sorte død, de havde i hælene.

Vi har bare set det lidt for mange gange efterhånden, og det, der var mest mindeværdigt, var derfor den uheldige lyd og så de mange fans, der var mødt frem iført fuld kampuniform. Det bør her præciseres, at en kampuniform i 1349-regi består af rigelig mængde ligmaling, lædertøj og nitter så store, som vagterne udenfor tillader det. Velkommen til norsk black metal anno 2016, når gaspedalen køres i bund.

Bedst denne aften var 'Postmortem' fra pladen 'Massive Cauldron of Chaos' fra 2014. Det er ikke deres bedste værk, men denne aften var lyden god under det nummer og det eneste, der stod positivt ud foruden det millimeterpræcise trommespil fra Frost. Det er det dog efterhånden ikke længere nødvendigt at spilde alt for meget spalteplads på.