WOA'19: Flyttet til optimal stemning
Cradle of Filth var et af de bands, der fik flyttet såvel tidspunkt som scene under fredagens afbrydelser, og det var umiddelbart til det bedre for briterne.
2. Cruelty Brought Thee Orchids
3. Beneath the Howling Stars
4. Malice Through the Looking Glass
5. Heartbreak and Seance
6. Summer Dying Fast
7. Nymphetamine (Fix)
8. Saffron's Curse
9. Her Ghost in the Fog
Britiske Cradle of Filth skulle oprindeligt have spillet på en af de tre store, åbne scener inde på festivalpladsen, men pga. uvejret og udsættelsen af koncerter i et par timer fredag eftermiddag gik de først på scenen klokken 20.10 om aftenen og på scenen inde i teltet. Umiddelbart en vindersag for stemningen, da de ellers skulle have spillet udenfor klokken 14.15, men måske ikke for størrelsen af publikum. Det store telt er stort, men naturligvis ikke nær så stort som selve festivalpladsen.
Der var dog lang kø for at komme ind i teltet til netop Cradle of Filth, og det blev da også fyldt til bristepunktet. Forsanger Dani Filth bød alle indenfor og kommenterede på, at her var vi i sikkerhed for vejret. Og så gik bandet ellers i gang med deres gotiske black metal, som vi kender den. Der var varmt i det tætpakkede telt, og flammerne under showet gjorde det ikke koldere, men så kunne musikken heldigvis køle os af. Deres stilart er black metal blandet med gotisk romantik og en snert af vampyrisme. Det kan nok få blodet til at kølne lidt af. Ellers kan Dani Filths skingre skrig.
For Cradle of Filth handler rigtig meget om forsangeren. Hans vekslende vokal mellem de høje skrig til dybe growls og sågar passager med, bevares, nogenlunde ren sang, er omdrejningspunktet til en koncert med Cradle of Filth. Han er godt hjulpet af guitarist Richard Shaw, der også er god til at kommunikere med publikum med sine aparte indslag og stirrende øjne. Flere gange satte han et plekter op i panden. Den kunne snildt blive siddende qua det allestedsnærværende bindemiddel på festivaler; sved!
Lindsay Schoolcraft var naturligvis også med på keyboard og operasang, og var til lejligheden udstyret med et par store horn i panden. Hun akkompagnerede Dani Filth flere gange, og hun fik da også dedikeret en sang til sig i ‘Nymphetamine (Fix)’, der blev dedikeret alle kvinderne blandt publikum.
Det var dog ikke kun kvinder, der fik en sang med på vejen. De medrejsende briter fik en hilsen på ‘Heartbreak and Seance’ fra deres seneste plade 'Cryptoriana - The Seductiveness of Decay', og således kom Cradle of Filth sådan set godt omkring i deres bagkatalog. Stemningen var da også typisk black metal med mørke i rummet, og effekterne kunne få lov at udfolde sig uden en skinnende sol udenfor, som lidt ødelagde festen for bandet tilbage i 2012, hvor vi så dem midt i eftermiddagssolen.
Til det sidste nummer går publikum amok og crowdsurfer, som var der ingen morgendag. Rigtig mange af dem er kvinder, og flere af dem når at løbe forbi denne anmelder mere end én gang, så de kunne få en del ture frem over resten af publikum.
Egentlig en udmærket koncert, som bestemt kunne have haft flere af de helt gamle sange. Det er dog ikke bandets populære periode, så forståeligt nok vælger de at spille de sange, der har gjort dem store. Kun ‘Summer Dying Fast’ fra debutpladen var med og ellers en del fra ‘Cruelty and the Beast’ og titelnummeret fra ‘Nymphetamine’, som nævnt ovenfor.