WOA'12: Akustisk surprise
Populær
Moonspell spillede med strygere og akustiske guitarer til en koncert, hvor kun bassen fik lov at være elektrisk.
Nogle gange bør man læse i programmet, inden man går til koncert på Wacken, der godt kan lide at byde på lidt specielle ting, som fx Dimmu Borgir med symfoniorkester. I lidt mindre skala gjorde Moonspell noget lignende, og hvis man havde forventet "normalt" Moonspell - måske endda med 'Wolfheart'-fokus, så blev man en kende overrasket.
På scenen sad alle undtagen et af bandmedlemmerne ned. Guitaristerne sad med hver sin akustiske guitar, og bassisten, der dog spillede elektrisk, sad også ned, ligesom trommeslageren, af ret naturlige årsager også gjorde det. Han var gemt væk bag lyddæmpende plexiglas-plader, så strygerne og kor-sangerinderne kunne få et mere humant lydniveau at arbejde i.
Hjemlig opbakning
Med andre ord var det en helt speciel Moonspell-koncert, som man skulle udsættes for, og det havde trukket folk til. Især dem med sydlandsk udseende fra Portugal, der er Moonspells oprindelsesland, og landene omkring. Og de fleste kunne teksterne udenad, og både lød og så mere end tilfredse ud med foretagendet.
Men kendte man ikke til hele bandets materiale i forvejen, så var nogle af de akustiske arrangementer en smule kedelige, uanset hvor smuk indpakningen blev af strygere og akustiske guitarer. Det står allerede mellem linjerne, at den udsendte fra Devilution har 'Wolfheart' som favorit. Det var også derfor, at magien alligevel gnistrede kortvarigt.
'Alma Mater' blev nemlig spillet og udover at være et kendt nummer fra bandets fuldlængde-debut, så var det også sat op, så det fik ny energi, mens nummerets originale mystiske stemning flot forblev intakt. Desværre var det lidt sent i sættet for herefter resterede blot et nummer. Igen overraskede bandet: 'Full Moon Madness'. Endnu en gammel sag, der bestemt er kult og klassisk. Denne gang fra albummet efter, nemlig 'Irreligious'. Også ret fedt.
Der var ingen tvivl om, at det var noget helt specielt vi overværede. Men 13-14 rigtigt interessante minutter i et ellers jævnt 40 minutters sæt var ikke nok. Hertil var visse sange for afdæmpede og kedelige, og så endte helhedsindtrykket på det jævne.