Holisme

bigbravevital

Nogle plader kan koges ned til musikteori og tonereferater. Det kan denne ikke.

Kunstner
Titel
Vital
Dato
23-04-2021
Genre
Trackliste
1. Abating The Incarnation Of Matter
2. Half Breed
3. Wited, Still and All...
4. Of This Ilk
5. Vital
Forfatter
Karakter
4

Da jeg først hørte *Vital' var jeg ikke i tvivl om, at denne plade måtte bredes ud til andre lyttere. Den tilstand, den satte mig i, var spektakulær. Dens bittersøde melankolske anstrøg, det evigt rumlende lydlag, den spinkle og gennemtrængende vokal og det sært opløftende ved den nedslående musik var nær enestående, og jeg vidste, jeg måtte anmelde.

Dissektionen
Når jeg lytter til en plade, jeg skal anmelde, hører jeg den mange gange, på mange forskellige måder: Forskellige højttalere, forskellige høretelefoner og i forskellige situationer. Nogle gange aktivt, andre gange passivt: Mens jeg laver mad, mens jeg kører på arbejde, mens jeg svarer på mails, eller mens jeg ordner vasketøj.

Jeg tager noter, skriver de enkelte passager i de enkelte sange ned, noterer mig hvordan de stemmer overens og påvirker hinanden. Jeg dissekerer pladen, sætter dens bestanddele på nåle og skriver på små stykker papir, hvad hver enkelt er. Det plejer at virke godt.

Men ikke denne gang.

Det ødelagde fuldstændig oplevelsen for mig. Vokalen blev tynd, guitaren blev uinspireret og de lange passager blev repetitive og intetsigende. Det var en nedslående oplevelse, og jeg blev i tvivl om det overhovedet var en god plade, og om det gav mening at anmelde den. Jeg havde næsten lagt den fra mig, inden jeg besluttede mig for at give den et sidste lyt, hvor jeg ikke lavede noget imens, men heller ikke dykkede ned i den. Og der kom magien igen.



Opstandelsen
‘Vital’ er et værk. Det giver ikke mening at pille den fra hinanden. Hvert enkelt element eksisterer i samspillet med de andre. Det kan siges om mange plader, men i dette tilfælde er resultatet langt mere end summen af dens dele.

Den støjende og diskant-stærke guitar lægger bunden, mens Robin Watties skærende og dissonante vokal, som en kærlighedserklæring til Julie Christmas og Battle Of Mice, snor sig ind og ud af de tårnhøje støjmonolitter Mathieu Ball skaber med sine seks strenge, alt i mens Louis-Alexandre Beauregard skaber et umådeligt, skræmmende landskab med sin tunge, dundrende spillestil.

Det er umuligt at afskære dem fra hinanden, og musikken har ikke gavn af det, men ligeså pinagtigt det var at prøve, lige så frydefuldt er det at lade sig flyde hen og føres med af den tunge bas på ‘Half-Breed’, at registrere men ikke analysere det diskrete klokkespil, men derimod lade sig trække under af de hårde crashes fra synkroniserede trommer og guitarer.