Effekter i lag
Ingen hooks. Ingen omkvæd. Ingen tunge grooves. Ingen genkendelighed. Kun atmosfære. Year Of No Light fejrer sig selv med en plade, der kun beskæftiger sig med stemning.
2. Alétheia
3. Interdix Aux Vivant, Aux Morts Et Aux Chiens
4. Réalgar
5. Came
Post-rock kan være svært at tale om. Det kan for eksempel næsten ikke være dårligt. Der findes ikke nogen post-rockens Lucer eller Polars Collide. Hvis man allerede er der, hvor man spiller atmosfærisk nørderock, kan man ikke være armbrækkende elendig eller pøllet. Det er i hvert fald hidtil ikke set. Der findes heller ikke “bro-post-rock”. Du kan ikke hamre en bajer til det og være intim med din makker i en svedig omfavnelse midt i pitten. Næh, der findes nærmest kun tynde arme og markante briller, når vi snakker post-rock.
Omvendt er det sjældent sublimt. Jo-jo, naturligvis findes der sådan noget som This Will Destroy Yous selvbetitlede, Explosions In The Skys ‘Those Who Tell The Truth Shall Die, Those Who Tell The Truth Shall Live Forever' eller Red Sparowes ‘At the Soundless Dawn’, men det meste af det lyder nu alligevel tættere på elevatormusik for guitarer.
Det samme gør sig gældende, hvis man spytter en bunke forvrængning i, som Year Of No Light gør på ‘Consolamentum’.
Jagten på det evige højdepunkt
Når man for eksempel anmelder Cult Of Luna, er det umuligt at komme udenom den nærmest perverse edging, man bliver udsat for. Evigt og altid opbyggende, søgende og jagende efter et crescendo, der sjældent bliver nået. Det gælder også for Year Of No Light. For det er ligeledes det, der præger deres musik. På en måde er det fedt. Man føler, at den altid er lige ved at være der, at der blot mangler få minutter, sekunder endda, før det hele kulminerer og forløses.
Men ak.
Dette er ikke hardcore. Der kommer ikke et breakdown. Dette er post-metal. Musikkens svar på blå testikler.
Når først man gennemskuer modellen, går det fra æggende til frustrerende, og man forstår, at man bliver lokket. Det kan være ok. Det er det på indeværende album. Det er bare svært ikke at blive irriteret, når man opdager, at man bliver manipuleret (Fun fact: manipulation betyder “bearbejdet med hænderne”). Den manipulation er Year Of No Light rigtigt dygtige til. Pladen er overlæsset med stemning og atmosfære, og der bliver rykket i de lavere instinkter fra start til slut.
Tordentrommer og replikantsynth
‘Consolamentum’ er, som sagt, på godt og ondt et post-metal-album. Det er også instrumentalt, hvorfor sammenligningen med de store post-rockbands ovenfor bliver så meget mere nærliggende. Overordnet set er det et meget kompetent band, der ruller sig ud på ‘Consolamentum’. Der kan ikke sættes en finger på noget instrumentalt, og det hele kan derfor koges ned til sangskrivningsprocessen. Og dér viser Year Of No Light i glimt, at det kunne være noget bedre.
Åbneren ‘Objuration’ er for eksempel temmelig ordinær. De atmosfæriske, smådronede passager understreges af lidt let synth og bygger langsomt op i både tempo og intensitet men stopper igen, før det bliver rigtig vedkommende. Noget mere interessant er den, i begyndelsen længselsfulde ‘Alétheia’, der som pladens korteste nummer noget hurtigere bygger op og giver plads til det ene af to elementer, der skiller denne plade fra så mange andre: det dobbelte trommespil Mathieu Mégemont og Bertrand Sébenne står for. Der bliver kraftedeme hamret i de trommer, og det er vildt at lytte til. Igennem pladens indviklede og snirklede lag, er de to i front, særligt da Sébenne også er en af to keyboardspillere, hvilket er det andet kendetegnende element.
">
Gennem et stadig mere intenst lydlandskab føres vi, inden en kort afstikker til en skøn mathet guitar à la altid fremragende 65daysofstatic på Réalgar, frem til den endelige afslutning, der leverer noget helt andet ,end det vi forventede ville ske.
På ‘Came’ bliver guitaren nemlig sendt bag i køen, så Sébenne og Jérôme Alban rigtig kan rulle sig ud på synthen. Det lyder som soundtracket til en sci-fi-dystopi og trækker på samme energi som Drab Majesty, der også skaber cinematisk-dansable synthflader. Det er fedt, fordi det er så overraskende, og også fordi det faktisk fungerer så godt. De militaristiske trommer, og de ildevarslende keyboards følger hinanden og lukker endelig i et effektdryppende synthtromme-extravaganza.
Det er svært at vurdere ‘Consolamentum’ som sådan. For mens den kører, er den rigtig god at lytte til. Bagefter er den svær at huske. Derfor er det syntheksperimentet på sidste track, der trækker op. For det er nyskabende.