Det korte af det lange
Come to Griefs sidste udspil var en EP, der burde have været en LP. Denne gang er det lige omvendt.
2. Life's Curse
3. Scum Like You
4. Devastation of Souls
5. When the World Dies
6. Bludgeon the Soul / Returning to the Void
7. Death Can't Come Soon Enough
Come to Grief, der opstod af asken af det skelsættende sludgeorkester Grief adskillige år efter dettes opløsning, er sådan et band, der betyder meget mere, end deres udgivelser måske burde antyde.
Ikke meget er det blevet til i de otte år, de har eksisteret, men det der er kommet, har været vigtigt. Således også 2020’s ‘Pray for the End’, der efterlod os hungrende efter mere.
Det har vi så langt om længe fået nu. Men nogle gange er mindre måske mere.
Hvor ‘Pray for the End’ var 16 minutters gennemført knusende misantropi, (selv)had og hæslighed, varer ‘When the World Dies’ mere end dobbelt så længe, og byder på en langt mere blandet fornøjelse.
Hvis vi havde at gøre med en gammeldags vinyl, ville det give mening at tale om en reel forskel på A- og B-siden, så det vil vi gøre af respekt for traditionen, og fordi der er væsensforskel på pladens to halvdele.
Navnlig første rigtige track, ‘Life’s Curse’ er nemlig fanebærer for det lidt ærgerlige karakteristika, der præger A-siden. Nemlig, at det føles som om Come to Grief forsøger at spille forskellige genrer, i stedet for bare at spille den genre, de var med til at skabe – eller i hvert fald definere.
‘Life’s Curse’ er nemlig intet mindre end et thrash metal-track, spillet gennem en sludgelinse. Fra første riff er det helt tydeligt, at inspirationen er hentet i firsernes hurtige og hektiske Bay Area-thrash, og det giver naturligvis noget af den energi, den genre bærer i sig, men guitarhelteriet trækker også fra den sumpede stemning, man ellers eftersøger hos et band som dette.
På samme vis er ‘Scum like You’, der ellers for så vidt er et udmærket track, nærmest Candlemass’k i sin melodiske doom metal-riffing, og det er svært for Come to Grief at leve op til den epik, der følger med. Det samme gør sig gældende for ‘Devastation of Souls’, der nærmest lyder som The Lord Weird Slough Fegs næsten dansable heavy metal.
Et af sludgens grundlæggende elementer er netop den punkede og crusty kant hardcoren bidrog med, og det er først på B-siden den rigtigt viser sit ansigt. Der gør den det dog også med bravur. Den afsluttende trifecta af ‘When the World Dies’, ‘Bludgeon the Soul / Returning to the Void’ og ‘Death Can’t Come Soon Enough’ trækker lytteren helt ned i sølet og fungerer upåklageligt i sin ækle misantropi.
Jonathan Héberts klassiske vokal kommer endelig til sin ret og i front for den klæge og solide substans, der udgøres af rytmesektion og Terry Savastanos afdæmpede leads bliver det intet mindre end fremragende. I klassisk Come to Grief-stil er der også her melodiske licks og riffs, sammen med en lejlighedsvis markant bas, men det komplementerer stemningen frem for at kontrastere den.
Højdepunktet er uden tvivl ‘Bludgeon the Soul / Returning to the Void’, der med sin tonstunge stemning graver sludgen ned i nye dybder. Hadet bobler dernede, og vi er helt nede i dyndet og fiske det op med fingrene.
I sidste ende kan vi vil konkludere, at som opfølger til en EP, der fik os til at drømme om en fuldlængde, fik vi en LP, der kommer til primært at bestå af tre tracks. Måske gør Come to Grief sig bare bedst i korte formater.