Tung tyggegummi-metal
Updated
Finske HIM giver radio-hitpotentialet mørkt og metallisk modspil på deres nye og gode udspil "Venus Doom". Det danske tegneserie-popband Aqua definerede i sin tid en ny genre: ”tyggegummi-pop”. Hvis der skulle være en pendant til dette indenfor metallen, så er finske HIM et godt bud. Bandet ledet af mørkemanden Ville Valo har altid stået for plader, der ikke krævede den store tilvænning, da musikken er ultra-catchy, så man med det samme enten vender tomlen op eller ned. Tidligere har lyden endda været lidt for ”plastisk”. Men denne skive klinger nu fedt i produktionen.
Tyggegummi-poppen havde mange døgnfluer: det samme er naturligvis gældende for tyggegummi-metallen, men HIM har holdt ud. Hvorfor? Der er ikke mange ændringer i den gotisk poppede tungrock. Tekstmæssigt cirkles stadig omkring kærlighedens vanvid og den selvmorderiske smerte, den kan påføre. Måske fordi sangene simpelthen er så simple, at de rammer den helt enkle, indlysende melodi og alligevel ved lyt nr. 17 stadig rummer flere uopdagede detaljer i keyboardunderlægningen. Og derfor holder de også i længden.
Og så er der da også lidt nyt. I både titelnummeret,
åbneren "Venus Doom" og den efterfølgende "Love in Cold Blood" afbrydes den kommercielle lyd i et C-stykke midt i sangen. Black Sabbath-tunge er disse stykker. Ja, takket være fælt nedstemte guitarer (og en bas, hvis strenge lyder som om de skraber mod gulvet) samt Valos dybe røst, så lyder det næsten som et glemt, finsk skov-doom-death band. Og det er fedt. HIM har succesen og tør derfor prøve noget lidt andet, der giver et godt modspil og hæmmer radio-hitpotentialet.
Nu har denne anmelder brugt ordet "pop" i flæng i denne anmeldelse. Det skal dog ikke betyde, at du – kære Heavyjam.dk læser – som metalfan nødvendigvis skal rynke på næsen. Mørket ligger skam i skyggen på denne skive, og kan godt tilfredsstille en metalfan med hang til, at der kan synges med, uden at halsen skal flås i stykker i onde growls.
Samlet set fås 37 minutters god mørkerock. Albummet er 48 minutter langt, men den 10 minutter lange og sløve ”Sleepwalking Past Home” er måske lige lang nok og den et minut lange (!) akustiske "Song or Suicide" er malplaceret. Ønsker bandet svar, så værs’go: selvmord!
Men titelnummeret, "Bleed Well" og "Kiss of Dawn" - for bare at nævne nogle få - er helstøbte numre, der holder ved lyt efter lyt, trods anmelderens frygt for kedsomhed i længden. Der er depression og melankoli nok på dette album til flere lange lyt ud i efteråret og den kolde vinternat.
Tyggegummi-poppen havde mange døgnfluer: det samme er naturligvis gældende for tyggegummi-metallen, men HIM har holdt ud. Hvorfor? Der er ikke mange ændringer i den gotisk poppede tungrock. Tekstmæssigt cirkles stadig omkring kærlighedens vanvid og den selvmorderiske smerte, den kan påføre. Måske fordi sangene simpelthen er så simple, at de rammer den helt enkle, indlysende melodi og alligevel ved lyt nr. 17 stadig rummer flere uopdagede detaljer i keyboardunderlægningen. Og derfor holder de også i længden.
Og så er der da også lidt nyt. I både titelnummeret,
åbneren "Venus Doom" og den efterfølgende "Love in Cold Blood" afbrydes den kommercielle lyd i et C-stykke midt i sangen. Black Sabbath-tunge er disse stykker. Ja, takket være fælt nedstemte guitarer (og en bas, hvis strenge lyder som om de skraber mod gulvet) samt Valos dybe røst, så lyder det næsten som et glemt, finsk skov-doom-death band. Og det er fedt. HIM har succesen og tør derfor prøve noget lidt andet, der giver et godt modspil og hæmmer radio-hitpotentialet.
Nu har denne anmelder brugt ordet "pop" i flæng i denne anmeldelse. Det skal dog ikke betyde, at du – kære Heavyjam.dk læser – som metalfan nødvendigvis skal rynke på næsen. Mørket ligger skam i skyggen på denne skive, og kan godt tilfredsstille en metalfan med hang til, at der kan synges med, uden at halsen skal flås i stykker i onde growls.
Samlet set fås 37 minutters god mørkerock. Albummet er 48 minutter langt, men den 10 minutter lange og sløve ”Sleepwalking Past Home” er måske lige lang nok og den et minut lange (!) akustiske "Song or Suicide" er malplaceret. Ønsker bandet svar, så værs’go: selvmord!
Men titelnummeret, "Bleed Well" og "Kiss of Dawn" - for bare at nævne nogle få - er helstøbte numre, der holder ved lyt efter lyt, trods anmelderens frygt for kedsomhed i længden. Der er depression og melankoli nok på dette album til flere lange lyt ud i efteråret og den kolde vinternat.
