Det evige ritual
Akloleh kalder til kamp mod antisemitisme og til fejring af brillant black metal.
2. Di Hailike Velder
3. Aybiker Ritual
4. Fin Shvartzkayt
5. Di Balas Ov fin Ender
6. Hameysim
7. Selah
8. Vai lan dmisnan
Et år efter første album, den mesterlige og fortryllende ‘A Curse’, udsendte Vermont-baserede Akloleh ‘Aybiker Ritual’. Endnu en gang er fokus jiddisch og denne gang helt uden engelske afvigelser. Det er endnu mere kompromisløst og fokuseret på den kulturelle arv, man ønsker at udtrykke.
Hvor Akloleh sidst dykkede ned i melankolien, er der her kommet en mere rå kant på. Særligt åbningsnummeret ‘Es Brent’ byder på lavt tempo og rullende, rå vokal, der lyder som en gurglen i grus og småsten. Mysticismen er i høj grad byttet ud med en dunkel uhygge, hvor vi ikke længere frygter, at noget måske gemmer sig i skyggerne, men nærmere skælver i angst for, om vore døre og vinduer er solide nok til til at holde det ude.
Og det er ikke for ingenting. Første sang ‘Es Brent’ er en genfortolkning af den jiddische folkesang af samme navn, skrevet af Mordechai Gebirtig efter det polske pogrom i 1936, hvor de polske jøder, trods meget få dødsfald, blev helt klar over, at både folke- og politisk stemning var imod dem. Efter Holocaust er sangen blevet brugt i mindehøjtideligheder og lignende. Sangen blev skrevet som en påmindelse om, at antisemitismen var stigende, og at jøderne var nødt til at kæmpe for at få lov til at blive det sted, de havde kært. Efter krigen blev den ændret til at handle om at kæmpe for at få lov til at eksistere.
Det er altså en sang, der handler om selve grundstenen for moderne jødisk eksistens. Derfor er det også naturligt at den får ekstra kant og styrke ved at blive udsat for black metal. At black metallen her bruges som et kampskrift mod antisemitisme er både oplagt og delikat ironisk. Ingen er vel længere ubekendte med den – heldigvis ganske lille – strømning af black metal, der udbreder nynazistisk propaganda og vel heller ikke de mange, der insisterer på at understrege Jesu jødiske ophav når de skal have lidt ekstra krydderi på deres antikristendom. Netop derfor er Akloleh det mere tilfredsstillende lyrisk, da black metal i dette tilfælde bliver en fane at samles om, for de der kæmper for retten til at eksistere på egne vilkår.
‘Es Brent’ er mørk og dyster og tung som bare fanden. Den går ikke hurtigt, men stavrer afsted på solide stolpeben, ustoppelig og urokkelig. Og den vælter ind over lytteren. Hvor Gebirtigs originale er sørgmodig og klagende er Aklolehs til gengæld aggressiv og kraftfuld og der bliver ikke holdt igen – tænk Donny Donowitz fra ‘Inglourious Basterds’ i musikalsk form. De sidste to minutter er hårdhændede slag og riffs, der kalder til kamp.
Og det er generelt attituden på ‘Aybiker Ritual’. Der bliver ikke lagt fingre imellem og vokalen ligger dybere end den gjorde på forgængeren. Nogle steder bliver den nærmest dødsmetallet i sin brummen, ligesom lyden generelt er bredere og mere massiv. Akloleh er gået fra bedroom black til en bedre og mere solid produktion, der desværre fjerner lidt af den isnende kulde, der var så god på ‘A Curse’.
Ikke dermed sagt, at ‘Aybiker Ritual’ er dårligere. Den har bare valgt en anden retning, og lyden er blevet grummere og mere konfronterende. ‘Di Balas ov fin Ender’ – hun, som bærer Enders skæbne, er et fremragende eksempel på dette, hvor trommerne bærer en galopperende rytme konstant igennem, mens vor hovedperson i albummet føres frem til det uundgåelige endeligt. Vi har at gøre med noget, der minder om et konceptalbum i dette tilfælde, omend undertegnedes jiddisch stadig ikke er stærkt nok til at kunne dechifrere det fuldstændigt. Hvad der dog er sikkert – og uundgåeligt i den jødiske selvopfattelse, er, at det ender med døden. Og på den måde er morbiditeten iboende i både det musikalske og det lyriske univers. Pladen drives målrettet mod slutningen, med blikket stift rettet mod det endelige. Det er altså en plade, der udover at være rendyrket i sin loyalitet overfor genren også er noget så særligt som grundlæggende jødisk i sin essens.
Herudover er denne følelse af lurende dommedag og defaitisme et fremragende match for genren, og der bliver bundet en fremragende sløjfe i sidste nummer, den skærende ‘Val lan dmisan’, der i sin stærke ambiance næsten lyder som Bathory.
Endnu engang en anbefaling af Akloleh. Et band, der både lyder nyt og gammelt på samme tid.