Ugens Monsterdrøn

Lars Schmidt går legendarisk bersærk over Masterplan's nye album "Aeronautics". Jeg måtte selv købe dette album. Kunne simpelthen ikke vente på, at pladeselskabet måske kom til at tabe et eksemplar, som kunne falde min vej. Og hvorfor måtte jeg så lige købe dette album? Jo, debuten "Masterplan" fra januar 2003 brændte så overbevisende igennem og kan stadig høres. En hammerdebut, simpelthen. Og så er jeg altså noget hooked på den norske sanger Jørn Lande, hvis Coverdale-stemme sine steder er endnu stærkere end det aldrende forbilledes.

Guitarist Roland Grapow (ex-Helloween) er tysk mester i fede riffs (også på den onde og nedstemte måde), og trommeslager Ulli Kusch (lige så ex-Helloween) kan altså betjene de to stortrommer, så man får hjertebanken. Disse tre kunne altså få musikken til at spille for et par år siden. Så derfor måtte jeg da helt klart investere i opfølgeren.

Og hvad købte jeg så? Jo, det der måske ender med at blive et af de vigtigste true heavy metal albums siden 1980'erne. Jeg har haft det i et par uger nu, og det kan hverken forlade cd-afspiller eller MP3-afspiller, og der dukker simpelthen hele tiden nye fantastiske detaljer op.

Altså, først og fremmest er der ikke ét eneste overflødigt gram noget som helst på dette album. Intet fyld, ingen svage numre. Jamen, det ene nummer overgår det andet, og vi kommer hele vejen rundt på true metal registret: det hurtige, det meget hurtige, det tunge og dystre, det balladeagtige, det riffede - og hele tiden det dybt melodiske. Det er SÅ meget smæk for skillingen, et så højt energiniveau, at man sidder måbende tilbage, inden man vælger at spillet albummet forfra. Igen og igen og igen.

Stort musicianship. De kan fandeme spille, de her gutter! Og Jørn Lande er simpelthen helt og aldeles fantastisk. Som Coverdale har hans stemme et rigt register. Han når hele vejen rundt, og nu når han også dertil, at han overhovedet ikke behøver at kopiere Coverdale længere. Lande er sig selv i kraft af sig selv. Det hørte man også på Masterplan-debuten og på hans to seneste soloalbums. Og han kan altså skrive en melodi, der fænger. I dette tilfælde er der så 11 af slagsen (inkl. bonusnummeret). Det helt store, melodiske højdepunkt er uomtvisteligt omkvædet i "Falling Sparrow".

Jeg kunne sagtens gennemgå nummer for nummer, men det gør jeg ikke. For det vil kunne forlænge tiden for dig. For du MÅ nu ned og købe "Aeronautics". Dit liv bliver rigere. Det lyder højtravende, men det her album... F**k! Køb det!