Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Beskidt dødsmetal fra Denver

Updated
BlackCurse_Cover

En art supergruppe har udgivet deres debutplade, og den viser med al tydelighed, hvilket hotspot Denver i Colorado er blevet for amerikansk dødsmetal.

Kunstner
Titel
Endless Wound
Dato
24-04-2020
Trackliste
1. Charnel Rift
2. Crowned in (Floral) Vice
3. Enraptured By Decay
4. Seared Eyes
5. Lifeless Sanctum
6. Endless Wound
7. Finality I Behold
Karakter
3

I halvfemserne havde vi Florida som omdrejningspunktet for amerikansk dødsmetal, hvor New York mere var en koloni end decideret konkurrent. Siden er der gået nogle årtier, og anno 2020 har centrum for amerikansk dødsmetal bevæget sig vestpå. Nærmere bestemt helt over til Colorado, hvor Mile High City, eller Denver, som er byens rigtige navn, er blevet base for en scene i sig selv. Årsagen til Denvers kælenavn er, at den ligger cirka 1600 meter over havets overflade. Den ligger på det plateau, der længere vestpå rejser sig yderligere og bliver til bjergkæden Rocky Mountains. 

Trods den lette luft, så er det tunge toner, der emmer ud af kulturlivets heksekedel. Denver er, i metalkredse, kendt for at brygge en masse øl, og, nå ja, så legaliserede staten Colorado også cannabis tilbage i januar 2014. Om de elementer har haft en rolle i etableringen af den scene, der i dag stortrives i Denver, vil vi lade være usagt, men faktum er, at rigtig mange dødsmetalbands har deres udspring her.

Det er også tilfældet for Black Curse, der er blevet til, fordi edlemmer fra Blood Incantation, Khemmis, Abysmal Dimensions og Primitive Man har sat sig sammen og grundlagt bandet. Det blev dannet tilbage i 2015, hvor det en kort overgang hed Malibis.

I september måned sidste år udgav de så deres første demo ‘Endless Wound’, som Krigsguden var helt oppe at skyde over. Da vi interviewede Daniel Abecassis forud for Kill Town Death Fest i 2019, var Black Curse også et af de bands, manden bag festivalen selv så frem til.

Nu er debutpladen her så. Og den skuffer ikke. Er man til den her punkede blanding af døds- og black metal, så er Black Curse lige akkurat, hvad doktoren ville udskrive på recept. Pladen starter med kværnende blastbeats til højre og venstre, og trommeslager Zach Coleman fra Khemmis og Vasaeleth viser sin spændvidde i forhold sammenlignet med andre bands.

At det er dødsmetal, er der ingen tvivl om. Det går stærkt og har en snert af førnævnte punk og black metal over sig her og der, men tempoet er umiskendeligt dødsmetal, der også draperes med doom i ny og næ, som det er tilfældet på ‘Enraptured By Decay’, hvor Black Curse læner sig lidt tilbage og drømmer. Et af pladens bedre numre, der også er over 7 minutter lang.

Den mere klassiske dødsmetal kan høres på numre som ‘Crowned in (Floral) Vice’, og generelt kan man høre navne som Morbid Angel, Sarcofago, Celtic Frost, Mayhem og Slayer i lydbilledet på pladen.

Om Black Curse nogensinde bliver medlemmernes hovedprioritet, vil tiden vise. Forsanger og guitarist Eli Wendler har jo nok at gøre med at synge i Spectral Voice og spille trommer i Abysmal Dimensions, mens bassist Morris Kolontyrsky er trommeslager i førnævnte Spectral Voice og spiller guitar i Blood Incantation. Bandet rundes af med Jonathan Campos, der spiller guitar i Black Curse, men ellers er bassist i Primitive Man. Som man kan læse, er der en masse indbyrdes bytten rundt, og om Black Curse står tidens tand må komme an på en prøve.

Debutpladen ‘Endless Wound’ indikerer i hvert fald, at der er et potentiale. Musikken er god, velproduceret og behageligt beskidt. Enkelte numre, som ‘Enraptured by Decay’ og den afsluttende ‘Finality I Behold’, der begge er meget lange numre, fungerer rigtig godt og tager lytteren med ud på en afvekslende og vellydende rejse i dødsmetallens afkroge. 

Pladen består af i alt syv numre og varer 38 minutter. Det er godt skåret til, og der er ikke meget fyld. Alle tre sange fra demoen er med og derudover fire nye numre. Bestemt et band, der bliver spændende at følge, hvis de da ikke skrinlægger projektet. Er man fan af bands som Teitanblood og gerne vil høre den slags musik på scenen, så er muligheden her med Black Curse.