Gallarock

Vulture-Culture-Bombus-1024x1024

Bombus er på 'Vulture Culture' de svedige, fedtede rockere, som iklæder sig det stiveste puds til et elegant galla og holder skuespillet, indtil alkoholen alligevel får lokket den indre djævel frem.

Kunstner
Titel
Vulture Culture
Dato
15-11-2019
Trackliste
1. A Ladder - Not a Shovel
2. (You Are All Just) Human Beings
3. Mama
4. It's All Over
5. In the Shadows
6. We Lost a Lot of Blood Today
7. Vulture Culture
8. Two Wolves and One Sheep
9. Feeling Is Believing
Karakter
4

Det var ord som "bombastisk" og "storladent", der beskrev det ekstra lag, der var lagt på Bombus' musik siden den fremragende hårde rocker med 'The Poet and the Parrot' til udgivelsen af den tredje skive, der skulle cementere det gøteborgske bands stærke ryk fremad. 'Repeat until Death' var et kraftværk af rock men også en skive med plads til større følelser.

Og at der er skruet op for det storladne, det festlige og de store armbevægelser står ganske hurtigt klart med 'Vulture Culture'. Der var festlige farver på 'Repeat Until Death'-coveret, men på 'Vulture Culture' er der taget endnu mere for sig af de lilla nuancer. Og så har bandet opgraderet med en guitarist mere, så der nu er hele tre af den slags i bandet. Mere lir og elegance i den svedige rock.

Albummet skydes i gang af en herlig trio med den mere ligefremme 'A Ladder - Not a Shovel' over det højoktane '(You Are All Just) Human Beings', med den catchy guitarfigur, der gentages lifligt. I halen følger 'Mama', som er den store rocker med nærmest Pink Floyd-inspirationer med børnekoret, der synger "do what your mama said" på en måde, så det klinger af "we don't need no...". Samtidig et nummer, der tør skifte tempo og nærmest slæber sig stoner-agtigt af sted midtvejs.

I det hele taget er det tydeligt, at Bombus har spædet til sin Motörhead/hard rock-inspiration og har tilføjet svensk kulturarv fra Abba, men søger også længere væk med nævnte Pink Floyd og Queen. Det er pompøst, men stadig slagkraftigt takket være glimrende mix og master af Jens Bogren (Opeth, Katatonia m.fl.).

Efter den fine start er der en puster i den flotte 'It's all Over', mens 'In the Shadows' skuer mere tilbage mod 'The Poet and the Parrot' end 'Repeat until Death' og signalerer, at det i hvert fald ikke er slut med energiudladningerne endnu. Der er stadig højt til loftet i det repetitive riff, der bærer sangen, men energien skærer fornemt igennem og lugter af klassisk Bombus, inden der går klassisk guitarlir i en solo og kor med rigeligt reverb i sangens sidste halvdel.



Melodisk tæft og elegant topping
Bombus har stadig rigtigt lækker vokal. Der er den rå vokal, som er melodisk men også lyder som om, at der nu er samlet sammen til en ordentlig grønhakker, der i en mere eller mindre elegant bevægelse er på vej til jorden. Og så er der den helt rene, fine melodi, som kan tage pusten fra én i de mest storladne øjeblikke på skiven.

I det hele taget er der en melodisk finesse, der sørger for den røde tråd mellem de mere simple, rå hårdrocksriffs, der til tider stadig har en snert af det punkede, som vi roste på 'The Poet and the Parrot'. Der er måske ikke et helt så energisk og hit-agtigt nummer som titelnummeret fra den forrige plade, men som helhed er der måske en lidt mere langtidsholdbarhed over 'Vulture Culture', hvilket er lidt af en bedrift, for der favnes i den grad bredere i inspirationerne, og albummet kommer længere omkring i den musikalske biksemad. Det er resterne fra en god middag nådesløst bikset sammen, men det er toppet med en gourmet-ketchup og ikke bare en af dem fra det sædvanlige udvalg af slat fra hylden i det lokale supermarked.