En sørgelig falliterklæring
Populær
Bullet for My Valentine søger udvikling, men fejler katastrofalt på deres 6. album. En plade, der muligvis vil give bandet nye fans, men som også skræmmer en stor del af deres nuværende væk.
Over It
Letting You Go
Not Dead yet
The Very Last Time
Piece of Me
Under Again
Gravity
Coma
Don't Need You
Breathe Underwater
Det er en skuffende oplevelse at lytte til Bullet for My Valentines seneste udgivelse, ’Gravity’. Den engelske kvartet har de senere år bygget deres lettilgængelige metalcore op omkring solide heavy-riffs, der har differentieret bandet fra konkurrenterne. På ’Gravity’ er der skruet ned for heavy-elementerne, og kvartetten søger uden succes en udvikling mod nu-metal.
Det skal understreges, at brugen af nu-metal ikke nødvendigvis behøver være en dårlig ting. Det er forfriskende at høre Bullet for My Valentine forsøge med nye tiltag, om end der kan argumenteres for, at det er elementer, der altid har eksisteret i bandets lyd, som blot får mere plads på ’Gravity’. Der skal heller ikke herske tvivl om, at de grundlæggende har succes med foretagendet. Selvom førstesinglen ’Over It’ i sin grundform er mere metalcore end nu-metal, er nummeret i sig selv et godt eksempel på sangskrivningen på ’Gravity’. Sangskrivning, der generelt er kompetent og iderig. Nu-metal-elementerne benyttes eksemplarisk og er med til at skabe et nuanceret lydbillede. Desværre fejler englænderne på andre, helt grundlæggende parametre.
Lyrikken på ’Gravity’ er forfærdelig. Banal og uinteressant. Forsanger Matthew Tuck er 38 år gammel, men lyder, som om han lige har rundet 18 år. Den aggressive ”du sårede mig, så nu er jeg sur”-lyrik er tå-krummende pinlig. Med typisk nasal vokalføring, sætter Tuck foden i jorden på ‘Letting You Go’ med lyriske parodier som: “First you wanna love me/ Then you wanna hate me/ This is how I'm feeling/ Now I'm letting you, letting you go”. Det bliver ikke meget bedre på ’Don’t Need You’, hvor Tuck halv-rappende kæmper sig gennem lyrikkatastrofer som: ”So now this ship is sinking/ I don’t know what to do/ It got me thinking that I don't need, don't need you". To korte eksempler ud af mange triste, lyriske lavpunkter.
Som om den dårlige lyrik ikke var nok, er ’Gravity’ også elendigt produceret. Producer Carl Brown har gjort et fornemt stykke arbejde med at rode lydbilledet fuldstændigt sammen. De mange elektroniske nu-metal-elementer får meget spillerum sammen med Tucks rene vokal. Især på de stille passager, og grundlæggende lyder det udmærket. Det er først, når resten af bandet involveres, at det går helt galt. Tilføjelsen af guitar, bas og trommer fungerer oftest som en lyddæmpende dyne, der kvæler vokal sammen med alle elektroniske tiltag. Det skærer så meget igennem, at man kun kan undre sig over, at hverken band eller producer har opdaget problemet.
Endelig er Bullet for My Valentines bud på en kombination af metalcore og nu-metal vellykket, men også aldelesuoriginal. Helt grundlæggende lyder det, som om kvartetten har siddet i øvelokalet og besluttet, at ’Gravity’ skulle lyde som Linkin Park gjorde på deres to første album, tilføjet lidt metalcore. Det virker som et voldsomt spring fra englændernes lyd på forrige udgivelse, ’Venom’ (2015), og fremstår dermed som et kalkuleret og decideret valg frem for en naturlig udvikling. Det hele lugter af penge og virker reelt som en falliterklæring.
Englænderne har stadig sans for de gode kompositioner. ’Leap Of Faith’, ’Piece of Me’ og førnævnte ’Over It’ er fine eksempler, men det bliver aldrig rigtig godt på ’Gravity’. Med dårlig lyrik, elendig produktion og en ubehageligt fortænkt udvikling er albummet en fiasko. Det er muligt, at pladen vil ende med at sælge, måske endda mere end Bullet for My Valentine har oplevet de sidste mange år, men på hvilken bekostning?