Idéforladt

Idéforladt

Finske Poisonblack formåede ikke at begejstre Villumsen ved et tidligere møde, og også denne gang er der er langt til ros og hyldest.

Kunstner
Titel
Of Rust and Bones
Dato
22-03-2010
Distributør
Genre
Trackliste
01. My Sun Shines Black
02. Leech
03. My World
04. Buried Alive
05. Invisible
06. Casket Case
07. Down The Drain
08. Alone
09. The Last Song
Fotograf
PR-fotos
Karakter
1

Husker du Sentenced? Hvis ja, så husker du måske også den nye sanger, bandet fik efter det fantastiske album 'Amok' og en efterfølgende EP. Sangerens navn er Ville Laihiala og han har i år 2000 dannet det gothic-rock inspirerede Poisonblack. Hans vokalegenskaber fungerede til en vis grad i Sentenced, men nogle stor sanger fornemmede man nu ikke, at han var.

Derfor gik det udmærket, når han i Poisonblack holdt sig til guitar, men efter 'Escapexstacy' smuttede forsangeren, og hvad var mere logisk end at indsætte sig selv til den rolle – han havde jo rutinen. Men nej, rutinen synes ikke til stede trods flere Sentenced-albums bag sig. Det gik galt på 'A Dead Heavy Day' og nu også på 'Of Rust and Bones'.

Problemet er ikke udelukkende Villes begrænsede vokale evner, for de fleste Sentenced-skiver med ham bag vokalen lyder sådan set ganske udmærkede. Så problemet hedder simpelthen sangskrivning. Der mangler substans, fede riffs og atmosfære. Sidstnævnte var der masser af på debuten, men i dag spiller bandet en halvhjertet kopi af de sidste to skiver fra forsangerens tidligere band.

Den nye skive er indspillet live i studiet efter sigende på grund af manglen på liv i de såkaldte lagkage-produktioner. Det er der nok mange, der vil give dem ret i, er en god idé. The Haunted gjorde det samme med sit 'Versus'-album og slap lydmæssigt fint fra manøvren. Fordi de kan få musikken til at rykke, når de spiller sammen.

Poisonblack swinger ikke, så hele jam-tanken bag musikken på albummet fejler. Det rocker ikke, og de få fede riffs, skiller sig ud som små mavepustere, der fortæller, at finnerne hellere skulle have satset på riffs, stemning og en stram produktion i tidens protools-univers. For hvis man nævner AC/DC i samme sætning som baggrunden for valget af indspilningsmetode, så skal man helst selv kunne rocke. Og ja – man må egentlig også godt kunne synge, når man vælger den rene vej på den front.