Jævnt singleudspil fra Warslut

Jævnt singleudspil fra Warslut

Deströyer 666 er klar med en single, der viser, at bandet lever og stadig kan deres blanding af black metal og thrash. Godt håndværk uden at være prangende.

Titel
Call of the Wild
Dato
23-02-2018
Trackliste
1. Violence is Golden
2. Stone by Stone
3. Call of the Wild
4. Trialed by Fire
Karakter
3

Det er ikke mere end et par år siden, at Deströyer 666 udgav 'Wildfire', som vi gav en god karakter her på Devilution. Nu er de tilbage med singlen 'Call of the Wild', hvor K.K. Warslut disker op med tre hæsblæsende sange, der er klassisk Deströyer 666 og en enkelt genindspilning, hvor tempoet er lidt langsommere.

Der er ikke så meget at sige om singlen, andet end at især 'Stone by Stone' og titelnummeret er ganske gode og fængende. Den første, 'Violence Is Golden', halter lidt, mens den afsluttende genindspilning 'Trialed by Fire' måske er singlens bedste. Sangen er fra deres single 'Terror Abraxas' fra 2003.

Lige nu er Deströyer 666 på turné i USA med svenske Watain. To bands, der nok kan kaste nogle overskrifter af sig, og de har da også været nødt til at ændre spillested hist og pist, når aktivister ikke har været så pjattede med udsigten til sort metal fra de to orkestre. 

Det ændrer dog ikke ved, at Deströyer 666 altså godt kan skrive noget musik i den ekstreme genre, som også appellerer til det publikum, der godt kan lide både black, death og thrash med en snert af rock'n'roll over sig.

Det sidste nummer, den 7 minutter lange 'Trialed by Fire' viser Deströyer 666 fra den sjældent afdæmpede side, hvor introen især tilfører den lidt mere melodiske side til bandet. Det klæder dem bestemt. Denne anmelder kan godt lide facetten i sangskriveriet. Men om det er nødvendigt med en genindspilning kan man altid diskutere.

Er man fan af bandet kan man roligt sætte singlen på. Det hele kan høres fra Season of Mists YouTube-kanal her: