Det er blevet for symmetrisk
Populær
Så er andet album efter forsangerskiftet i Scar Symmetry på gaden, og det er desværre en noget kedelig affære.
02. Illuminoid Dream Sequence
03. Extinction Mantra
04. Seer Of The Eschaton
05. Domination Agenda
06. Astronomicon
07. Rise Of The Reptilian Regime
08. The Draconian Arrival
09. Alpha And Omega
Der skulle hele to mænd til at erstatte velrenommerede Christian Älvestam, og således bød forrige album 'Dark Matter Dimensions' velkommen til Robert Karlsson og Lars Palmqvist - førstnævnte primært til growls og sidstnævnte primært til de melodiske vokaler. Sangstilen for de to herrer beskrev vi allerede i anmeldelsen af den forrige skive, og der er ikke sket ændringer, som gør det værd at vade mere i den sag her.
Scar Symmetry gør det alt for meget i det storladne og pompøse, så primærgenren – melodisk dødsmetal – synes lidt for langt væk. Man kan tydeligt høre, at bandet kan spille og komponere og producere, så det lyder stort og flot. Men den melodiske tæft, som skal gøre, at det hele fænger og bliver memorabelt, har bandet mistet. Ja, for svenskerne havde godt fat i det engang. Måske fordi det storladne virker bedst, når der også følger lidt brutalitet med, og den slags er der længere mellem her.
'Illuminoid Dream Sequence' har nogle interessante og intelligente løb, mens 'Seers of Eschaton' trækker sig ud som albummets absolut bedste sang. Imponerende og intelligent lead-arbejde på guitaren, og så får metallen lov at stikke snuden frem, så tempoet er højt og knusende, selv når sangen senere bliver pompøs og bruger fed, melodisk vokal.
Hist og pist dukker der mindeværdige guitarriffs op med en melodisk træfsikkerhed, som skinner igennem de indsovsede synths, som i 'The Draconian Arrival'. Her glemmer man næsten, at det skrigende growl ligger langt under standarden for det dybe growl.
Det storladne bliver prætentiøst
Af og til fanges bandet på det gale ben, hvor det går hen og bliver lidt Sonic Syndicate-agtigt. Sidstnævnte er hvad det er, men de er dedikeret til fest og farver, og det er Scar Symmetry ikke image, og dermed ender det bare prætentiøst og fisefornemt.
Og med kun de nævnte tre sange til rigtigt at trække læsset for noget godt og solidt, så bliver det ved den vurdering, at der heller ikke denne gang rigtigt er noget ved Scar Symmetry uden Christian. Men havde han fået lov til at synge på sangene som de ligger her, så havde det nu nok ikke betydet det store. Problemet synes ikke at være de to sangere - problemet er en tendens til at overgøre tingene og glemme at sangens kerne skal fungere.
Men...er en anmelder bare en mavesur stodder? Tja, måske - og så kan trommeslagerens ord om sangene måske være mere interessant: