Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Northlane light

Populær
Updated
Northlane light

Selvom Erra har succes med at skrive en række gode numre, er ’Neon’ generelt alt for poleret. 

Kunstner
Titel
Neon
Trackliste
Breach
Monolith
Signal Fire
Valhalla
Hyperreality
Ghost of Nothing
Disarray
Expaite
Unify
Ultimata
Karakter
3

Når man lytter til åbningsnummeret ’Breach’, får man en umiddelbar følelse af glæde. Det er et flot, velkomponeret nummer, hvor den amerikanske kvintet har succes med at forene progressive elementer og melodisk metalcore.  Forsanger Jesse Cash får det bedste ud af sin halvmonotone vokal og har samtidig skrevet et af de bedste omkvæd på ’Neon’. En succesfuld start på bandets fjerde fuldlængdeudgivelse, der ellers ikke byder på mange overraskelser i forhold til den forrige plade, ’Drift’.

Den største ændring siden forrige udgivelse er, at Conor Hesse har overtaget bassen, men det er reelt ikke noget, man høre på ’Neon’. Lyden, kompositionerne og det generelle udgangspunkt for pladen er meget lig den foregående. Det samme er den overpolerede produktion. Et element, man enten kan elske eller hade. Det tipper dog til et had-forhold på ’Neon’, for produktionen medfører en konstant mangel på kant. Nuvel, de flotte semi-progressive elementer står tydeligt i lydbilledet, men på bekostning af de tunge elementer, der skal skabe balance i lydbilledet. Derfor lyder det oftest halvtamt og fladt, når Erra forsøger at skabe kontraster. J.T. Cavey, der for andet album i træk forsøger at brøle sig igennem lydbilledet, har sjældent rigtig succes. Det eneste, Cavey for alvor har succes med, er at lyde lige så halvmonoton som Cash. Her savner man bandets gamle testosteronbrøler Ian Eubanks. 

Erra er på de seneste to album trådt i Northlanes fodspor. Deres musik og plader sigter mod et bredere publikum. Med et lysere lydbillede, knapt så bastante breaks og generelt mere hyggemetal, man kan nyde dæmpet, mens man slapper af og lader tankerne flyde. Kun på enkelte numre vægges djævlen til live og man aner noget intensitet i Erras musik. På ’Valhalla’ får man følelsen af den energi, der engang var kernen i Erras musik. 

’Neon’ lider ikke decideret under manglen på mere nerve og intensitet. Amerikanerne er gode til at skrive sange, der favner den mere tilbagelænede og melodiske tilgang, uden at gå fuldstændigt på kompromis. ’Signal Fire’ og førstesinglen ’Disarray’ formår at skabe bro mellem de to yderpunkter melodisk metalcore og moderne prog, mens ’Expiate’ for alvor fremviser bandets evner inden for melodisk prog-core. Specielt lead-guitaristen Sean Price udmærker sig med flere træfsikre riffs og ideer, der trækker på inspirationskilder helt tilbage, fra da prog-rocken var ung og interessant. 

Der er flere fine elementer på ’Neon’, men det kræver en investering i tid. Pladen åbner sig ved flere gennemlytninger. Men selvom udgivelsen langsomt begynder at fremstå mindre generisk, lykkes det aldrig helt for Erra at slippe det blankpolerede og lettere trivielle udtryk, der desværre stadig præger flere af numrene. 

Til trods for at ’Neon’ ikke er meget mere end en gennemsnitlig udgivelse, er Erra uden tvivl et af de bedre bands inden for genren. Det er ligeledes et band, der giver håb for fremtiden, hvad angår melodisk prog-core. Selvom det hele bliver lidt for pænt og produceret, bliver der ikke gået på kompromis. Der er ingen nemme løsninger. Der er til gengæld mange gode ideer og flere numre, der vokser ved gennemlytning. Den udvikling, bandet startede ved skiftet til Sumerian Records i 2016 er langsomt ved at blomstre, og det skal blive interessant at følge amerikanernes videre udvikling.