Fucking solid lyrik

Populær
Fucking solid lyrik

Attila havde muligvis været et fedt band, hvis det ikke var for Chris Fronzak. På den anden side er Fronzilla indbegrebet af Attila.

Kunstner
Titel
CHAOS
Trackliste
Ignite
Bulletproof
Public Apology
Obsession
Moshpit
Rise Up
Let's Get Abducted
Legend
Queen
All Hail Rock and Roll
King
Karakter
2

Attila. Bandet, hvis medlemmer giver zero fucks. Dannet i high school af forsanger Chris ”Fronzilla” Fronzak og trommeslager Sean Heenan. Bandet, der i dag er en kvartet, har efterhånden udgivet hele syv plader. Den seneste er ’CHAOS’, der udkom i november. En plade, der som de foregående består af lige dele metalcore og fuck you-attitude. Alligevel er der en grundlæggende forskel mellem ‘CHAOS’ og bandets tidligere udgivelser.

Én ting, der ikke er anderledes, er Fronzillas lyrik. ’CHAOS’ er lyrisk dumt på et niveau, der overskrider alle grænser. Det er egentlig befriende og dejligt med et band, der i en sådan grad er ligeglad med den politiske korrekthed. Over tid bliver det dog et irritationsmoment og den primære årsag til, at ‘CHAOS’ aldrig rigtig bliver et godt album.

Helt basalt er lyrikken på ’CHAOS’ elendig. Man skulle tro, at bandet havde hyret en flok 7-8-årige drenge til at hjælpe dem. ’CHAOS’ indledes af ’Ignite’, hvor Fronzilla åbner pladen med skærende lyrik: "Check, check. Mic check 1, 2/ It's about that time/ This the year we take shit off the internet/ And settle it in the streets, motherfucker." Herved er topniveauet sat. Motherfucker, dick, cunt, bitch og ikke mindst fuck er blandt de hyppigst benyttede ord på pladen.

Den lavintelligente lyrik er ikke en overraskelse. Det har trods alt præget Attila, siden de blev dannet, og bandet lægger absolut heller ikke skjul på det. På ’Public Apology’, bliver det ligefrem skåret ud i pap. De ved godt, at deres lyrik er infantil, men ikke overraskende er de fucking ligeglade: "Fuck your shit, I stay sick/ If you don't like it, you could suck this dick/ I say cunt, I say bitch/ You motherfuckers get offended by anything."

Havde den musikalske del af ’CHAOS’ været elendig, var den fandenivoldske attitude og komiske lyrik faldet fuldstændigt til jorden. Men det er den heldigvis ikke, og det er netop, hvad der gør ‘CHAOS’ til en bedre plade end tidligere Attila-udgivelser. Bandet har skrevet nogle ekstremt catchy numre. Flere af kvartettens kompositioner har fået en snert af nu metal, og det giver et løft til den djented metalcore. Især ’Queen’ lyder som en hybrid af tidlig Korn og (Hed)pe. Fronzilla rapper sig igennem verset, mens Matt Booth tilføjer lidt Brian Welch-signaturguitar. Godt eksekveret og irriterende catchy.

Udover ’Queen’ og førnævnte ’Public Apology’, er såvel ’Let’s Get Abducted’ og ’Moshpit’ utroligt ørehængende. Specielt sidstnævnte, hvor DJ Ookay giver nummeret lidt ekstra kant. Nummeret er det bedste på pladen, og hvorfor ikke bare kalde en spade for en spade, når nummeret med sikkerhed vil starte en moshpit? Energiniveauet på nummeret er simpelthen for højt til, at andet kan ske.

Til gengæld bliver det rigtig skidt, når den musikalske del ikke fungerer. Så falder Attila for alvor på den enerverende og barnlige lyrik. Numre som ’All Hail Rock and Roll’ og ’King’ er knap så interessante, og så bliver det virkelig irriterende at høre på Fronzillas tissemandstekster.

Men reelt set er det ikke lyrikken, der er Attilas problem. Det er Fronzilla selv. Hans bad boy-attitude er sjov i første omgang, sidenhen gabende kedelig. Musikken derimod er ikke dårlig. Man fristes til at fantasere om et Attila uden Fronzilla. En fantasi, der er grundlæggende utopi. Manden er omdrejningspunktet, mens de resterende medlemmer får lov til at spilde deres talenter som gangster-kongens sidekicks. 

Selvom der et eller andet sted befriende at lægge hjernen i skuffen og bare rocke med på ’CHAOS’, bliver det aldrig rigtig godt. Musikalsk har bandet haft succes med at indarbejde nu metal-elementer, mens det lyrisk stadig holder et meget lavt niveau. Det er grundlæggende årsag til, at Attila og ‘CHAOS’ aldrig bliver en fantastisk lytteoplevelse.

Dårlige lyrikere er selvfølgelig før blevet ophøjet til genier. Årets DMA’s æresprisvinder er et godt eksempel. Vi fra Devilution-redaktionen vil gerne gøre DMA kunsten efter. Tillykke, Fronzilla, du har om nogen fortjent dette års D(evilution)MA ærespris for fucking solid lyrik.