Kings of galactic metal
Populær
Den får på alle tangenter på Gloryhammers tredje album, der er symfonisk og catchy med et vokalubar, der får enhver fan af klassiske metaldyder til at føle sig hjemme i bandets intergalaktiske heavy metal-univers.
I denne uge kører vi opsamling over et udvalg af de mange plader, vi ikke kunne nå at få set på i året 2019. Det selvsamme år, hvor vores såkaldte Dragejæger, der tog sig af heltemetallen, klassisk heavy, power og hvad vi ellers kalder det, valgte at tage en pause. Han tog sig også af de skiver, hvor metallen kom derud, hvor den lige så meget bejler til smil, ægte som overbærende, som en knyttet næve.
Gloryhammer-skiven her kunne fint have været testen hos en ny bejler til Dragejæger-tronen hos Devilution. Kommer næven i vejret, eller løfter øjenbrynet sig i en are you serious-mine, når englænderne med schweizisk sanger over en Helloween/Stratovarius-fusion synger:
"Now we're far away, lost in a different reality/ Slaying dragons/ Fighting to save the Kingdom of Fife/
We are Warriors/ Wielding the Hammer so glorious/ Fighting with the power of the Laser Dragon Fire".
For denne skribent er der en vis skepsis over, hvorfor lige denne skive er udpeget til mig i dette årets opsamlingsræs fra det forgangne år. Mon det er fotografens, den ideologiske leder for Devilution, plan ad denne vej at give mig smag for Alestorm? Bandet, som han nærmest er ene om på redaktionen at se lyset i, og hvis forsanger altså er stifter og tangentkriger i Gloryhammer.
Gloryhammers ordbog er i det hele taget fyldt med post-its på de sider, der indeholder ord som fight, glory, warrior, mighty, destiny, unicorn, dragon, galaxy og så fremdeles. Man tænker måske Manowar i en sådan liste, men hvor amerikanerne mest havde fokus på verdensherredømmet, så går Gloryhammer lige skridtet videre og taler om, at "it is my destiny to rule the Galaxy".
Tekstuniverset er gennemført og fortsætter, hvor de andre album slap og hvert bandmedlem spiller selv en rolle i den intergalaktiske odyssé. Hvorfor kun holde sin "hammer high" her på Jorden, når man kan tage sin "jetpack made of cosmic steel" ud i universet og bekrige de onde? Man skulle dog også tro, at teksterne på sidelinjen fik hjælp af en fantasifuld 5-årig. "Jamen far, skal der ikke også være enhjørninger med? Og jetpacks? Og laserdrager! Masser af dem!" "Jo jo, mit barn, selvfølgelig skal der det!" Det er for så vidt ikke meget anderledes end et Blind Guardian-univers, men historien og scenen for historien er sat så ganske anderledes. Og ja, gennemført og sikkert kræs for rollespillere. Og om ikke andet så til et godt, ægte grin i festlig (druk)lag med vennerne. Og det passer til den festlige musik, som en slags discokugle af ord.
Hvad så med musikken?
Musikken er velsagtens, som de fleste vil kunne ræsonnere sig frem til, hvis de er nået helt herned efter skribentens ordgejl i det foregående. Der er ikke umiddelbart sket meget nyt i stilen, siden vi her på sitet beskrev debuten og dens opfølger.
Det er power metal med foden godt trykket ned på den symfoniske speeder. Christopher Bowes fylder lydbilledet med keyboards og synths og fra tid til anden lyde, der minder om 8-bit-musik til gamle computerspil. Det overdrevne tangentforbrug til den oftest uptempo metal har visse ligheder med finske Children of Bodom, mens musikken bag dog er mere power metal-orienteret − og skal man blive i det finske univers, så bliver Stratovarius også et god bud på, hvad der skal kastes i gryden, for at røre Gloryhammer-suppen op. Hammerfall, Blind Guardian og Helloween er bands, der så lige kan toppes med på krydderisiden.
Det er vanvittigt catchy, og selvom vokalen måske ikke er superskarp, så er melodierne effektive og går lige i hjernen. 'The Siege of Dunkeld's omkvæd har helt simple rim og rammer plet for genren. Et nummer, der i øvrigt lægger ud med så meget kor, at man lige tjekker, om ikke det er en Therion-skive, man har fået sat på. Og var det ikke for keyboardene, så var 'Masters of the Galaxy' på guitarriff-siden som snydt ud af Hammerfall. Og så er der desuden sekvenser, som minder lidt om Defecto, når deres backingtracks har fået lov til at gå allermest amok.
Til gengæld er åbningsriffet på 'The Land of Unicorns' nærmest dødsmetal. Men bare rolig, hvis ikke titlen holder dødsmetalleren langt væk, så ødelægger Gloryhammer det da hurtigt, da der straks efter kommer masser af sovs og trut fra tangenterne, så det kunne være et bud på et soundtrack til en genindspilning af Robin Hood.
I denne gren af metalgenren skal et band med respekt for sig selv da have en sang, der hedder det samme som bandet. Der skulle tre album til, men så kom 'Gloryhammer' også. Med tungt groove i starten bliver nummeret til et af de mindre fræsende numre, og i stedet med en vis (Hammerfall-agtig)tyngde og et omkvæd, som alle vil kunne forstå og skråle med på live. "Glory!", "Hammer!"
Undervejs har albummets numre sine episke momenter, men epikken skrues op til max på albummets afsluttende nummer, 'The Fires of Ancient Cosmic Destiny'.
Nyskabende på det musikalske er det ikke, men det er gennemført, selvom man måske i nogle tilfælde godt kunne være stoppet ved 10 og ikke trække den op på 11. Uanset hvad Spinal Tap nu måtte mene. Dynamik er der ikke frygteligt meget af, for der konstant tryk på musikken, som er pakket til randen med lyd, mens vokalerne er lige til at gå til, så fællessang utvivlsomt vil være en væsentlig del af Gloryhammers koncert. Et par mere dystre, mørke numre kunne have klædt albummet, men i stedet er det de store smil uden hvil, der satses på i musikken, som nærmest er karikeret typisk heavy/power metal. Men også kun nærmest, for det er faktisk temmelig fermt udført, og som det blev skrevet ved anmeldelsen af bandets andet album, så kan Gloryhammer snildt blive en ny elite indenfor power metallen.
Ekstra fjolle-info: Når forsanger Thomas Winkler går op i sine høje skrig, så skulle man tro, at han lagde stemme til Steve Smith i American Dad, når dén karakter rammes af hysteri. Hør bare outro-skriget i 'Land of Unicorns' (sådan ca. 4.17 inden i videoen herunder)