Dødens gave og det evige lys
Oraklet er fortsat under selvransagelse i soloprojektet Häxkapell – og når et spadestik dybere denne gang i livscykliske reflektioner med episk folk som modvægt.
Metamorfos
Urgravens Grepp Är Hart Och Kalt
Hem
Vindar Från Förr
Den Sanna Modern Talar
Er Häxkapell en ukendt størrelse i din verden, er der nu ikke så meget at sige til det. Godt nok stiftede han projektet for ti år siden som et outlet for hans mere eksistentielt filosofiske tilbøjeligheder bag black metallens lydtapet, men det er endnu kun blevet til en demo i ‘16 og så debuten ‘Eldhymner’ fra 2021. Oraklet (aka Janne Posti) har da også haft mange jern i ilden gennem karrieren, faktisk helt tilbage siden 90’erne, omend måske mest velkendt fra det nyere, mere vikinge-fascinerede outfit Sons of Crom, men Häxkapell er en anden kaliber, og står noget tydeligere i karakter her på ‘Om Jordens Blod Och Urgravens Grepp’.
Skal vi for en stund overlade ordet til hestens mund, så dykker pladen jævnfør Bandcamp “... ned i tilværelsens overgangsaspekter og præsenterer døden som den ultimative gave, der befrier os fra livets byrde. Fortællingen skildrer gravens kolde, hårde greb som et sted med evig søvn, hvor vi bliver en del af jordens mørke masse og genfødes i eksistensens cyklus.” Ikke, at det på nogen måde er nyskabende at hylde dødens forløsende energier i de blackede kredse, men det hænger nu alligevel godt sammen med det lydbillede, der folder sig ud, som pladen skrider frem. Hvor debuten, med enkelte undtagelser, var mere konservativt båret af aggressionen som udtryksform, så er ‘Om Jordens Blod Och Urgravens Grepp’ markant mere afbalanceret, eftertænksom og søgende i sin natur. De episke kvaliteter fra Bathory og tidlig Enslaved kan spores, men hvor det ikke er så meget enkelte motiver eller temaer, der står frem, som det er en serie af opbygninger, der tilføjer et mystisk, nærmest romantisk skær til den andenbølge-blackede intensitet.
Tag fx korsektionen og violinerne, der indvarsler introriffet i ‘Satans Rötter’. En kontant åbner, hvor åbningsmotivet og det midpacede mellemstykke tilføjer den folkede eftersmag til et nummer, der ligger i naturlig forlængelse af debuten. Det er ikke svært at høre, hvorfor det er dén og den efterfølgende ‘Metamorfos’, der blev brugt som singleforløbere, fordi netop de to indledende numre giver os lige det Häxkapell vi kender i forvejen. I sidstnævnte tilfælde i et mere rendyrket stormløb med både groove, en svedig lead hen mod finalen og overbevisende, snerrende vrede i stemmen hele vejen igennem til at få os ind i blackens mere kompromisløse lune.
Det er dog først herefter, at pladens mere afvekslende dynamik folder sig ud. At den traditionelle instrumentering og de søgende opbygninger træder frem. Violinen, der i øvrigt bliver spillet af Oraklets kone, bruges på bevægende vis i den lækkert schwungende ‘Urgravens Grepp Är Hart Och Kalt’. I ‘Hem’ drages vi gennem fire minutters tåget folk, stemningsfuldt som en blid palate cleanser på halvvejen, før ‘Vindar Från Förr’ sender os lukt tilbage i deres episke leje, hvor både korsektioner og melodier væver sig smukt op i en højere enhed, med violinen som det tredje krydderi på toppen. En lækker sag, der dog falmer en smule ved siden af den fænomenale lukker ‘Den Sanna Modern Talar’, der over 11 minutter opsummerer alt, hvad resten af pladen præsenterer i mindre bidder. Fint afbalanceret mellem det aggressive og det introspektive, det tekniske og det traditionelle, for en stor del på én og samme tid.
‘Om Jordens Blod Och Urgravens Grepp’ er ikke voldsomt original, men alligevel solid for hvad den er. Som en af de bedre repræsentanter indenfor den mere melodisk udviklede, folkede black metal-scene, hvor inspirationen fra fx Agalloch også er at spore. Selvom pladen åbner i mere intenst gear, så forløser de øvrige aspekter sig hen ad vejen. Violinen. Violaen. Håndtrommerne. Pilefløjten. Korsektionerne. De komplekse konstruktioner for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Tjener det formålet, eller bliver det for fortænkt?
Efter en god håndfuld lyt er formerne forlængst blevet genkendelige, og det fortænkte præg fra de første par lyt har gudskelov hurtigt fortaget sig. Delvis hjulpet på vej af en moderne produktion, klar og lys – for mig på grænsen til den lige lovligt pæne side, hvor mere kant bestemt ville have givet bedre medvind til den mystiske ånd, der trods alt er en væsentlig del af projektets omdrejningspunkt. Häxkapell søger viden, styrke og visdom et sted i hele det eksistentielt tonede lyriske univers underneden. Det søger vi vel alle, bevares – men de gør det på en måde, der også kræver sit af kompositionerne. Enkelte numre har gjort varigt indtryk, mens andre vil lidt for meget. Det er nu også charmerende og adder til dynamikken, og på den måde er der selvfølgelig noget at hente, men jeg havde nu også gerne hørt det udtrykt mindre funklende produceret, så mystikken skar endnu tydeligere ind til benet.
Med det sagt, så hører jeg stadig en solist, der har taget det rette skridt videre ud i sin personlige, eksistentielle søgen med dette projekt. Det træder i hvert fald tydeligere i kraft nu med større vilje til at bryde fri fra aggressionen som det primære afsæt, og det gør Häxkapells univers en hel del mere spændende at leve sig ind i her i 2025 – uagtet jeg stadig vælger at tage Oraklets kunstnernavn lidt med et gran salt ...