Brutalt brandbart

high-on-fire-electric-messiah

En snert af autopilot trækker ned i regnskabet på High on Fires ottende opus, der på trods af massive riffs og potente moshere galore kun momentvis tilnærmer sig fordums storhed.

Kunstner
Titel
Electric Messiah
Dato
05-10-2018
Trackliste
1. Spewn From The Earth

2. Steps of the Ziggurat/House of Enlil

3. Electric Messiah

4. Sanctioned Annihilation

5. The Pallid Mask

6. God of the Godless

7. Freebooter

8. The Witch and the Christ

9. Drowning Dog
Forfatter
Karakter
3

For 10 år siden blev nærværende anmelder introduceret for Matt Pikes arvtager til Sleep med erklæringen om, at dette måtte være som at høre Motörhead på speed. I sig selv en udtalelse, der giver forbløffende lidt mening, hvis man kendte lidt til Lemmys tilbøjeligheder, men ikke desto mindre var det nemt at sluge konceptet om at sidestille de to sangeres fælles whiskyrøst og det ufravigeligt drabelige tempo i de slaghymner, som 'Fury Whip' og 'Turk' sidenhen er blevet i kanonen.

Nu siger kalenderen 2018, og High on Fire er klar med deres ottende album tituleret 'Electric Messiah' som en hyldest til, ja, Lemmy. En legende, som Pike er blevet sammenlignet med mange gange igennem årene, og hvis arv han viderefører. Han er den amerikanske Lemmy, om nogen.

I vores snak med trommeslager Des Kensel, som vi interviewede inden deres koncert på Pumpehuset i lørdags (læs mere om dette i næste uge), blev vi dog bekræftet i, at den blot blev valgt som albumtitel, fordi ordlyden af 'Electric Messiah' lyder så sej. Det er da også svært at dementere, og man skal således ikke lade sig vildlede af tanken om en hel plade med Motörhead-hyldester... eller skal man?

Grundlæggende består pladen af to variationer over den klassiske High on Fire-formular: brutale moshere og tunge travere. De mere eksperimentielle dyder er ude af billedet, ligeledes de mere catchy midtempo-slagere, hvor Matts rustne vokal for alvor får lejlighed til at skinne igennem. Der er med andre ord ikke rystet så meget ved fundamentet, ment på både godt og ondt.



Vi starter lige på og hårdt med 'Spewn from the Earth', en solid, klassisk thrash-punker med habilt moshing-potentiale, som vi også fik bevist i lørdags. 'Steps of the Ziggurat/House of Enlil' bryder derefter tempoet ned til 9 minutters drevne riffs ad libitum, men uden for alvor at komme ud af starthullerne på noget tidspunkt, hvorefter titelnummeret følger med god klassisk punker-metal, som på sin vis hænger perfekt sammen med det bevidste skulderklap til det afdøde, savnede forbillede. Det er dog først på de efterfølgende 'Sanctioned Annihilation' og 'The Pallid Mask', at det tunge skyts trækkes frem, hvor især førstnævnte demonstrerer lige præcis hvor eminent sammenspillede High on Fire er, når først hele maskineriet spiller. Pike flænser riffs ud af ærmet, Matz lægger den tunge puls på bassen, og Kensel sætter hele groovet i bevægelse, som nummeret tordner afsted over 10 tunge minutter.

Tyngden og riffmaskineriet fejler således intet. Skal man blot sammenligne med forgængeren 'Luminiferous' er tempoet højere og lyden mere kompakt. Det resulterer så også i, at nuancerne imellem især sangene på sidste halvdel af albummet er påfaldende ensartet, grænsende til det sterile, og der mangler ganske enkelt en reel nyklassiker som fx 'The Falconist' til at bryde monotonien og vise Pikes evner til andet end det primale brøl, som gennemsyrer hele 'Electric Messiah'.

Jovist skal man gøre det, man er god til, og det er da imponerende, at han kan bibeholde den rå vokal på trods af, at whiskyen er sat på hylden. Beundringen falmer dog en kende, når autopiloten sætter ind, og de udsving, som fx gjorde den blot 5 år gamle 'De Vermis Mysteriis' så stærk, er tilsidesat til fordel for tonser-stoner non-stop. Powertrio-dynamikken er fortsat at spore, men de spændende kompositioner er forsvundet gradvist sammen med whiskyindtaget, og så må det være op til beskueren selv at vurdere, om der er grund til at drage en sammenhæng...

Nu er det dog væsentligt at pointere, at High on Fire selv på en dårlig dag er niveauer over de fleste andre, og selvom vi har at gøre med en af de mindst imponerende album i bagkataloget, så er deres brutale, kompromisløse stil og det stærke samspil stadig en fornøjelse at lægge ører til. Skal vi dog sammenligne med fortiden er det primært de enkelte stærke skæringer ('Spewn from the Earth', 'Sanctioned Annihilation' og 'Drowning Dog') og den massive, svulstige produktion, der eventuelt skulle give nogen årsag til at sætte 'Electric Messiah' på fremfor nogen af de tidligere bedrifter.

Er du en sucker for Matt Pikes almægtige riffvæsen kan du med andre ord trygt dedikere en time af din kostbare tid på dette seneste opus. Er du dog relativt ubevandret i High on Fire-verdenen, vil vi hellere råde dig til at starte et andet sted, og du bestemmer helt selv hvor. Det bliver næsten kun bedre.