Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sådan her kunne det have været

Updated
ice-war-sacred-land

Jo Steel lyder som en mongol, der prøver at spille heavy metal. Altså ret meget som heavy metal. Det er den perfekte antitese til den lammende perfektionisme.

Kunstner
Titel
Sacred Land
Dato
18-05-2021
Trackliste
1. Sacred Land
2. Crystal Mirror
3. Nuclear Gods
4. So Far Away
5. Black Horse
6. Blood And Flames
7. Slay The Beast
Karakter
4

I en given dansk by en given lørdag henover sommeren er der en lokal musiklærer, der har overbevist handelsstandsforeningen om at sponsorere en scene på torvet, hvor lokale talenter kan spille for turister, folk på indkøb, og dem, der ikke har bedre at tage sig til i den by, end at hænge ud på torvet og høre på

1. et New Orleans-jazzband, evt. med røde seler,
2. et fritidscoverband, man ville ønske havde et større arbejdspres,
3. en forsigtig sangerinde, der skriver sine egne sange, eller
4. en følsom fyr med guitar og utroligt mange anekdoter fra det virkelige liv, som han lever.

Men en dag, jeg gik over torvet, var det i stedet

5. husorkestret fra det lokale værested for udviklingshæmmede, der flåede, tampede og skrålede sig gennem et repertoire af Kim Larsens og Lars Lilholts bedste med en indædt iver, som stod barbarerne faktisk ved byens porte med lange skæg, krumsabler og onde intentioner om at knægte danskheden.

Det er selvsagt noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har hørt, fordi de gennemført rædselsfulde sange ikke fik en chance i hænderne på tosserne, der konkurrerede om at synge højest og spille hårdest.

Det er også lidt sådan, det er at høre det canadiske enmandsband Ice Wars fjerde album, ‘Sacred Land’. På de tre foregående plader har Jo Steel spillet speed metal med den prægtige, punkede smadrethed, der gør perlerne fra metallens uskyldige unge år så charmerende og vitale i al deres tykskallede naivitet. Det er den samme snublende hurtige speed metal, han også spiller i albumaktuelle Aphrodite sammen med chileneren Tanza Speed. Men på ‘Sacred Land’ sadler han markant om: Nu gælder det den episke heavy metal, hvis genrejsning bl.a. Eternal Champion med stor succes har sørget for.

Han magter det bare overhovedet ikke.
Og det er på sin egen måde fantastisk.

Der er ikke noget at udsætte på sangene, som er aldeles passable heavy metal-sange med gode riffs og hooks spillet med lige præcis den rette dosis ubehjælpsomhed af multiinstrumentalisten Jo Steel. Som hos Bathory – ja, som hos Bathory! – er det netop fejlbarligheden, talentet udspændt til de absolutte grænser for dets formåen, der skaber en dirrende spænding i musikken og holder én på tæerne som lytter.

Når han det næste trommeslag på takten?
Kan han finde tilbage fra den guitarsolo, han har forvildet sig ud i?
Kan han spille det riff, han har skrevet, så det lyder lige så sejt, som det gjorde inde i hans hoved, da han skrev det?
Og i den nye inkarnation af Ice War: Kan Jo Steel om ikke synge rent, så bare ramme inden for et nogenlunde afgrænset tonespænd på hver side af den melodi, vokalen skal forestille at følge?

Svaret er uvægerligt: Næsten. Og det skaber ikke bare en spænding, men også en løfterighed: Det får det til at lyde, som om heavy metal stadig er et sted, hvor den kan nå at udvikle sig alle mulige andre veje hen end til det sorte album, cargo shorts og drum triggers. På den ene side er Ice War altså et nostalgitrip, på den anden side er det en omskrivning af historien, hvor metal ikke går hen og bliver en sport, bliver teknik på bekostning af følelser, bliver stiløvelser og – gud bedre det – hyggeligt. Det er metal, der lyder, som om den laver selvopdigtede ritualer i skoven ved fuldmåne, bor i en rusten bil og altid kan bumme sig boksvinsnaldret ind til shows, men endnu ikke er blevet så gammel, at noget af det er blevet rigtig belastende endnu.

Når Jo Steel synger pivfalsk og på én gang skingert og fladt, gør han det med en overbevisning, der er smittende. Det er lige meget, at det ikke lyder decideret godt, for der er en oprigtighed i det. Når jeg hører Ice War, tror jeg faktisk på, at Jo Steel virkelig elsker metal.

Og hvad vigtigere er: Han får mig til at elske den igen, som jeg elskede den første gang, jeg hørte den.