Ikke ligefrem gennemtævet

Ikke ligefrem gennemtævet

Skambankt har leveret et godt rockalbum med fængende toner, men det banker nok mere på hos radiostationerne end hos den rigtige rocker, der vil have rå, garage-agtig lyd.

Kunstner
Titel
Søvnløs
Dato
06-09-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1. Kaos, Så Inferno
2. Jesus Av Vår Tid
3. Mantra
4. Amnesti
5. En Lang Strek
6. Nattergal
7. Født På Ny
8. Berlin
9. Kvelertak!
10. Retrett
Karakter
3

Det var noget af en fest, som de her nordmænd hev op af hatten på sidste års Roskilde Festival. I live-situationens rå lyd med et band, som forstår at suge energien fra et festramt publikum til sig, så er der ingen tvivl om, at nordmændene her spiller røven ud af bukserne på et næsten tilsvarende dansk band: D.A.D.

Men 'Søvnløs' er ikke så kompromisløst og øretæveindbydende rock som man kunne ønske sig, eller som bandnavnet lægger op til. Terje Winters (også i Kaisers Orchestra) har stået for tekst og musik, men han er landet i det lidt for pæne, velskrevne område. Bevares, åbneren 'Kaos, Så Inferno' er fed og fyldt med rock ligesom førstesinglen 'Mantra', som også flirter med et mere melankolsk og melodisk udtryk. Det er bare sådan at mange omkvæd står tilbage som værende for lette, og i værste tilfælde som metervare pop.

Alligevel er der et eller andet, som får en til at sætte albummet på flere gange. Og det må tilskrives den charme, der ligger over nordmændenes musik. Måske får de ligefrem nogle gratis point ved at synge på norsk, naturligt melodisk af klang, men kan også gøres råt. Det mestrer Terje hvert fald flere steder på skiven, hvis man fraregner kvalmeballaden 'Født På Ny', der er værre end førnævnte danske bands argeste bud på en ballade.

Heldigvis tager 'Berlin' over med masser af rockguitar og svulstige melodier efterfølgende, og leder albummet tilbage på sporet bagefter. For ikke at tale om 'Kvelertak', der bestemt er hard rock i riffs og tempo.

Fjern balladen, så er der faktisk ikke rigtigt nogle dårlige sange. Men ved nogle lyt, hvor hjernens ubevidste del åbenbart skriger efter noget musik med mere "go" i, er resultatet, at slutindtrykket af pladen er meget jævnt. Jævnt, næsten som "kedeligt".

Døm selv, her får du 'Mantra' fra nordmændene: