Hyggejam fra en Corona-øver

arma

Genrebastarderne Inter Arma sludger og hyggejammer sig igennem en omfattende cover-ep, der lige så meget er sat i verden for bandets egen underholdning som for lytterens.

Kunstner
Titel
Garbers Days Revisited
Dato
10-07-2020
Genre
Trackliste
1. Scarecrow
2. Southern Man
3. Hard Times
4. March of the Pigs
5. The Girl Who Lives on Heaven Hill
6. In League With Satan
7. Runnin' Down a Dream
8. Purple Rain
Forfatter
Karakter
3

Albumudgivelser spækket med covernumre er sjældent noget, der for alvor kan give en lytter gåsehud og ståpels. Selv når de store drenge som Metallica, Slayer, Deftones, Lamb of God m.v. kaster sig ud i at hylde deres inspirationskilder, sidder man oftest tilbage med en nå-følelse, mens man egentlig bare gerne vil have, at bandene snarligt kaster sig ud i at lave noget af deres eget i stedet. Bevares, de her coverplader er jo som oftest også en nem måde lige at fylde et tomrum mellem et par studieplader ud og eventuelt lave noget mønt på de mest inkarnerede fans, der mod bedre vidende alligevel ikke kan holde fingrene og ørerne væk.

Og netop et tomrum er formentlig, hvad amerikanske Inter Arma prøver at udfylde. Sidste års udmærkede plade 'Sulphur English' har gjort sit indtryk, og med Coronavirussens rasen i USA er det nærmest en umulighed at komme til at markedsføre nyt materiale ude på scenerne. Men så kan man jo heldigvis gå i øveren og jamme nogle af de der ting, som man alle sammen syntes var sjove, dengang man startede sit band. Nåja, og så da også lige udgive det og håbe, at ens fans kan bruge det til at tænke på noget andet end værnemidler, begyndende borgerkrig og orangefarvede politikerdyr. Det synes at være forlægget for den otte numre lange 'Garbers Days Revisited' (ja, komplet med slet subtilt Metallica-callback i titlen, hvis nu nogen ikke skulle have fanget, at det her er en cover-ep).

Inter Arma har alle dage været et band, der trods sit udgangspunkt i sludge metal har bevæget sig rundt i en bred musikalsk palet og været svært at genrestemple. Et faktum, der også så rigeligt afspejler sig i bandets valg af numre.

Mere kopiering end nytænkning
Ministry-nummeret 'Scarecrow' åbner ballet i en version, hvor store, rungende bækkener og en fuzzet produktion sætter et fedt sludgemetallisk aftryk på Inter Armas fortolkning, som i bandets utilregnelige ånd også tilsættes primitive ekstremmetalliske vokaler fra Mike Paparo, der veksler fint med skraldespandsdød og rendyrket black metal. Man fornemmer Ministrys ånd i nummerets hypnotiske stemning samt i guitarsporene, men generelt er 'Scarecrow' et af de numre på ep'en, hvor Inter Arma sætter deres mest personligt præg, og, som en naturlig konsekvens af det, er det en af de mest interessante skæringer.

Det samme kan ikke siges om ep'ens anden industrial-udgydelse, Nine Inch Nails' 'March of the Pigs', der næsten bliver kopieret 1:1, og hvor kun produktionen vidner om, at det er et andet orkester, der fortolker den. Ligeledes forholder det sig med Cro-Mags' 'Hard Times' og ep'ens to aparte lukkere, 'Runnin' Down a Dream' og 'Purple Rain', som giver lytteren mere boogie-rock og 80'er-ballade, end han formentlig havde håbet på, men ikke efterlader de store aftryk fra Inter Arma. Bevares, hvis man bare virkelig har brændt for at høre Inter Arma få deres helt store følelsesudkrænger tampet op i højeste gear, er det muligheden for at høre bandet i en udgave, man sjældent møder på deres egne plader. Det er bare ikke nødvendigvis specielt godt. Eller interessant, for den sags skyld.

Når ep'en ikke er ren spild af lyttetid, skyldes det primært fortolkningerne af Neil Youngs poppede 'Southern Man' og støjpunkerne Hüsker Düs 'The Girl Who Lives on Heaven Hill', der i Inter Armas fortolkninger er tungt inspirerede af henholdsvis sludgy black metal og decideret grindcore. Her kaster orkestret sig ud i fri fortolkning, og bandets mange utraditionelle ideer og tilgange til musikken er deres stærkeste kort. De er en metallisk bastard, og de står stærkest, når de viser det; også i deres fortolkninger af andres kompositioner.

Valget af covernumre er lige så bredt og rodet som valget af genrer, Inter Arma normalt tager livtag med. Det er ambitiøst af bandet at favne bredt og forsøge at udfordre kernelytteren, men det bliver ikke for alvor fængende, når numrene bliver liret af af et band, der egentlig bare nyder at spille et Prince-nummer hist og her, men ikke synes at have en idé om, hvordan pågældende nummer kunne gøres anderledes. Derfor er 'Garbers Days Revisited' mest et billede af et band, der har hygget sig med at jamme favoritter, og i mindre grad et band, der har noget nytænkt på hjerte. Det er vel også fint nok. Men så ikke mere end det.