Nærmest bedst når det ikke er metal
King 810 deler stadig vandene med lige dele tomme kalorier og opfindsomme, indlevelsesrige kompositioner.
Braveheart
Bang guns
A Million Dollars
.45
What's Gotten Into Me
Black Rifle
God Is Watching
Wade in the Water
Sing Me to Sleep
At lytte til King 810 svarer til at spise mælkechokolade. Det er sjovt nok i en kort periode, herefter får man trang til bedre chokolade med mere fylde og smag. Det er på tomme kalorie, og som om det ikke er nok, er det også usandsynligt svært at udlede, hvad det egentlig er, forsanger David Gunn og bassist Eugeen Gill vil med bandet og ’Suicide King’.
Det burde ellers være ret simpelt. Som udgangspunkt er ’Suicide King’ født af nu-metallen, og pladens virkemidler skaber associationer til bands som Attila og Hollywood Undead. Bandet er båret af Gunns gangsterrap-inspirerede vokalflow og lyrik, der primært handler om at være en farlig mand, om våben og om penge. Den noget forsimplede og ret uinteressante tematik gør sig ligeledes gældende på første halvdel af ’Suicide King’. Med varierende succes.
Med åbningsnummeret 'Heartbeats' lykkes det dog King 810 at ramme fuldstændig plet. Et stilsikkert nummer, der rammer essensen og det image, der alt andet lige klæber til bandet. De efterfølgende fire numre rammer ligeledes essensen af bandet, men kun ’A Million Dollars’ nærmer sig samme niveau kvalitetsmæssigt. De andre numre mangler kant og er i høj grad hæmmede af lyrikken. Tekstmæssigt får klichéerne frit spil, og det er enerverende at lytte til. Selvom det er langt fra Attila-niveau, er det trættende at lægge øre til strofer som ”I got bodies on this four fifth / Talk shit, I'mma make him eat the whole clip / I got bodies on this four fifth.”
Det er ærgerligt, for der er op til flere interessante elementer at finde på ’Suicide King’. Modsat det lyriske indhold er Gunns vokal arbejde stærk og mangefacetteret. Om det så er det teatralske, hysteriske vokalflow, testosteron-inficerede macho-manifester eller den nærmest croonede Mike Pattonske stil, giver Gunns vokale variationer pladen vitalitet og værdi.
Musikalsk rammer King 810 også den forventede ånd. Især på første halvdel. Som på de tidligere udgivelser har duetten svært ved at holde fokus, og sidste halvdel af ’Suicide King’ sejler rundt mellem forskellige musikalske indtryk. ’Black Rifle’ er et croon-, klaver- og strygerdomineret nummer, ’Wade in the Water’ er en ambient semi-soulet komposition, mens ’What’s Gotten Into Me’ i højere grad arbejder med ren hiphop med sine beats og sit vokal-flow. Stilforvirringen giver pladen kant og fænger hyppigt, men giver samtidig udgivelsen et alt for rodet udtryk.
Trods nu-metallens natur og ophav skaber den voldsomme sammenblanding af elementer en usammenhængende plade. Tragisk nok er diversiteten en af pladens største styrker. Det er bare for ekstremt. Med undtagelse af ’Heartbeats’ er pladens sidste numre de absolut bedste. Der er langt mere sjæl at finde på førnævnte numre, der helt basalt er mere spændende, at lytte til. Man fristes til at sige, at King 810 ville gøre sig bedre uden det forcerede fokus på energiske riffs. På ’Suicide King’ er King 810 simpelthen bedre og mere interessante, når der ikke spilles metal. Således er ’Black Rifle’ og ’Wade in the Water’ to af pladens bedste numre og samtidig de mest malplacerede.