Et lys i mørket

KoRn Requiem

Skal man tro Jonathan Davis, er ‘Requiem’ en mere positiv plade – især oven på den dystre “The Nothing”. Det er måske sandt, men 'Requiem' er stadig særdeles dyster.

Kunstner
Titel
Requiem
Trackliste
Forgotten
Let The Dark Do The Rest
Start The Healing
Lost In The Grandeur
Disconnect
Hopeless And Beaten
Penance To Sorrow
My Confession
Worst Is On Its Way
Karakter
4

Der er noget forunderligt ved at lytte til KoRn anno 2022. Ikke nok med at amerikanerne i den grad har overlevet sig selv, den genre de var med til at skabe og diverse former for misbrug, men bandet har tilsvarende formået at udgive en stribe ganske vellykkede udgivelser de seneste år. KoRn er gået fra at være noget der var, til at være et stil- og kvalitetssikkert band.

Kvintetten har gennem årene skabt et musikalsk univers, der i dag er lige dele ikonisk som enestående. Der er ingen som KoRn, ingen, der vil eller tør tage ejerskab for bandets lyd. Kombinationen af James Shaffer og Brian Welchs syv-strengede gang på guitaren, Jonathan Davis' simple, men effektfulde vokalføring, og naturligvis Ray Luziers iderigdom bag trommerne er unik. Sidstnævnte sprudler endda på ’Requiem’.

Treenighed af afmagt og håb
’Requiem’ er det tredje led i den flotte stime af udgivelser, bandet startede i 2016, med ’The Serenity of Suffering’. En plade, der i høj grad står som en milepæl i bandets udgivelser. Udgivelsen, der for alvor varslede bandets tilbagevenden efter en årrække med middelmådige og decideret dårlige udgivelser.

Modsat den utroligt negative og sprudlende ’The Nothing’, har ’Requiem’ et mere positivt udtryk – så positivt, som det nu kan være, når man er i selskab med Davis’ tekstunivers. Et univers, der kun er et my mere positivt, end det plejer at være. Det er stadig mørkt og dystert, som det bør være. Selvom der er lidt mere ro på vokalfronten, mindre snerren og mindre growlen, virker Davis stadig i sorg oven på familietragedien, om end i bedring. Så må vi tage det fra manden selv, at han er i bedring. Det var i hvert fald hans udlægning til NME.

Det musikalske univers er ligeledes mindre smadret, men mere ubehageligt og mørkt. Mindre bombastisk og mere indtrængende. Selv når KoRn er mere positive, er der en uro, der kryber ind på lytteren, godt eksemplificeret i den flotte ’Disconnect’. Nok starter nummeret a la ’Ball Tongue’, men det efterfølgende storladne og følelsesbetonede omkvæd sætter mørket frem for eksplosionen. Som KoRn så ofte har gjort det som afslutning på tidligere plader. ‘Daddy’, ‘Kill You’ og ‘My Gift to You’, blot for at nævne eksempler.

Selvom det er en mindre eksplosiv plade, er der masser af mørk energi at finde på ’Requiem’. Ligesom der også er en herlig leg med udtryk. Der bliver eksperimenteret og udforsket, hvilket i sig selv er imponerende, taget i betragtning, at bandet snart har eksisteret i 30 år. Det sagt, er man aldrig i tvivl om, hvilket band man lytter til. Der er ingen som KoRn.

Evigt relevante
Vi får ni solide skæringer, hvor de første seks og den afsluttende ‘Worst Is On Its Way’ holder et flot niveau. Ligeså gør de mellemliggende, men de er lidt mindre ørehængende. Der er den klassiske eksplosive åbner i form af ‘Forgotten’, ‘Let The Dark Do The Rest’ er en solid groover og ‘Start the Healing’ er den åbenlyse single-forløber – vi får det hele. Men det er egentligt ikke numrene selv, der er det mest spændende ved ‘Requiem’. Det er derimod KoRns egenskab til fortsat at fremstå relevante, nytænkende og til stede, så lang tid efter og med så mange udfordringer.

Tilsvarende vil det overraske, om ikke Reginald Arvizu kommer sig, og vender tilbage til bandet med fornyet kraft. Indtil da kan vi blot glæde os over endnu en bund solid udgivelse fra Bakersfield-banden.