Et slapt greb om halsen

kvelertak

En lang plade med for lidt vildskab, for meget tomgangslir og for få gode idéer. Vi håber, at Kvelertak stadig holder sig til de gamle numre, når de om lidt igen gæster København.

Kunstner
Titel
Splid
Dato
14-02-2020
Genre
Trackliste
1. Rogaland
2. Crack of Doom
3. Necrosoft
4. Discord
5. Bråtebrann
6. Uglas Hegemoni
7. Fanden Ta Dette Hull!
8. Tevling
9. Stevnemøte Med Satan
10. Delirium Tremens
11. Ved Bredden av Nihil
Forfatter
Karakter
2

Da norske Kvelertak for godt og vel 10 år siden sendte deres selvbetitlede debut på gaden, var der få, der ikke kunne se en vis charme i bandets energiske og voldsomme mix af punk og black metal, serveret med en dejligt bøvet rebelskhed og skregne norske tekster, der hyldede Odin, Satan, slagsmål og bajere. Gæsterne på pladen kom fra bands som Taake og Trap Them; bands, som var god smag, musik af mestendels høj kvalitet og hver især kontemporære bannerførere inden for deres respektive genrer.

Men tiden går hurtigt, og meget kan ske på ti år. Da bandets tredje plade, 'Nattesferd', så dagens lys i 2016, var det med et mærkbart stilskift. Det melodiøse og harmoniske i den ellers balstyriske punkmetal havde fået overtaget hos den tre guitarister store sekstet, og bandets fetich for Dire Straits, AOR og den storladne rock var tydeligere end nogensinde før. Også i en grad, hvor nogle fans simpelthen faldt fra, fordi det hele var blevet en smule for pænt og poleret. Den uglehjelm-beklædte gale mand bag mikrofonen, Erlend Hjelvik, forlod bandet et par år senere, og trommeslager Kjetil Gjermundrøds exit sidste år kunne være endnu et tegn på, at ikke alt var harmoni i Kvelertak og bandets rejse fra punken og blacken mod den dur-klingende radiorock.

Da sangene fra 'Nattesferd' ikke just har været fremtrædende i bandets sætlister live de senere år, og ikke virker som sange, Kvelertak selv brænder for, er det dog med en vis spænding, at man kaster sig over 'Splid'. Der hurtigt viser sig at være mere melodiøs, mere rocket og mere rent klingende, end bandet nogensinde før har præsteret.

Tøffen langt under topfart
'Rogaland' åbner således ballet med en unødvendigt lang melodisk intro, der kværner videre ind i et vers der, bevares, godt kan genkendes som Kvelertaks lyd, men til gengæld savner et særpræg, noget fanden-voldskhed, noget vildskab; et eller andet, som gør, at det her er et nummer, der vil sætte sig i hukommelsen. Sangens koromkvæd ligger besynderligt langt tilbage i mixet og lyder mest af alt uengageret. Som om Kvelertak egentlig ikke rigtig gad indspille det, men nu gjorde det alligevel, fordi det var nemmest. Det samme mønster gentager sig i sange som førstesinglen 'Bråtebrann', 'Stevnemøte Med Satan' og 'Fanden Ta Dette Hull!', der alle gør sig mest bemærket for deres helt enorme længde, som sandt at sige bliver udnyttet en smule sløjt af bandet. Hvis man har tre guitarister og ynder at lave lange sange, kunne man håbe på, at man måske havde lidt flere ideer at putte ind i bemeldte kompositioner? Uden ellers at drage paralleller er det i hvert fald milevidt fra idérigdommen hos et vist andet band med tre spader og en forkærlighed for at trække tingene i langdrag.

Mens vi er i gang med fejlretningen, kan vi da lige påpege, at Kvelertak nu også har kastet sig ud i den engelske lyrik. Om det er duetten mellem den nye mikrofonslynger Ivar Nikolaisen og Mastodons Troy Sanders på 'Crack of Doom', der har forledt dem til at tro, at det var en god idé, skal være usagt. Men hvis resultatet er som i 'Discord' med lyrik som ”we fell down in a ditch/ picked up a BC Rich/ to cure our aching itch”, skal opfordringen herfra lyde så hurtigt som muligt at falde tilbage på kun at synge på modersmålet.

Enkelte højdepunkter på den flade vej
Det er dog ikke skidt det hele. Og selv om bandets nye sanger savner den metalliske vildskab, Hjelvik besad, matcher han dog fint bandets nye, mere melodiske tilgang. Mens det sortmetalliske præg er væk og har veget pladsen for inspirationer fra klassisk rock, surf og AOR, er der dog stadig en snert af oprør tilbage i Kvelertak. 'Necrosoft' er et sært mix af beskidt collegerock og metaltrommer, og 'Uglas Hegemoni' er vel det tætteste, man kommer på det gamle Kvelertak. Det er beskidt, tungt og punket, og bandets arsenal af guitarer bliver endelig sluppet en smule fri.

Undervejs hinter bandet, at de altså stadig godt kan huske, hvad metal er, med ikke mindre end tre Tom G. Warriorske 'ugh' strategisk placeret og et ultra-thrashet 80'er-Metallica-break i 'Fanden Ta Dette Hull!', der er ligenså veludført, som det er malplaceret. Det virkelige mørke på pladen slippes endelig løs mod slutningen, hvor 'Delirium Tremens' leder tankerne hen på landsmanden Sivert Høyem og hans Madrugada. Endelig er 'Ved Bredden av Nihil' vel pladens eneste reelle metalnummer, hvor Kvelertak nærmest lige skal teste, om de stadig kan spille hårdt. I kort tid ad gangen. Inden nummeret, som store dele af 'Splid', lidt fiser ud i for mange idéfattige gentagelser og ensformig riffing.

'Splid' er ikke en specielt interessant plade. Kvelertak synes at være fulgt i fodsporene på de nye venner fra Mastodon og Baroness, som har overtaget pladserne fra Taake og Trap Them, i jagten på melodi, på harmonien og på den brede appel. Og som hos disse bands fjerner den manglende vildskab og aggression også meget af charmen ved Kvelertak. Dette kombineret med lange numre, som bandet af uransagelige årsager har en forkærlighed for, men ikke rigtig evner at eksekvere og gøre spændende. Det var ikke nogen synderligt god idé på 'Nattesferd', og det er det stadig ikke.