Episke bøllebank
Bøllegroove, midttempo og melodi tilsat en sjat synths til at give en 80'er vibe - det er den blanding, som skaber Lightchapter, der er et nyt band med medlemmer fra Diamond Drive og The Burning.
2. The Flame is Still
3. Do God a Favor
4. It All Ends Tonight
Vi har allerede her på Devilution ladet jer snuse lidt til Lightchapter, da vi præsenterede videoen til 'Do God a Favor' for nogle uger siden. Så vi tager bare den korte opsummering: Lightchapter er et nyt band, der dog ikke er uerfarne på scenen, da de blandt andet trækker erfaring fra The Burning og Diamond Drive.
I bandets egen optik, så er den lille 4-sangs hors d'oeuvre, som skal præsentere bandet for verden, taget fra et menukort indeholdende groovy dødsmetal og melodi fermenteret med en kærlighed til 80'er synths. Til sidstnævnte har bandet i øvrigt fået hjælp til af Jhnny Cobra, der under navnet Johnny Haven var frontmand i allerede nævnte The Burning. Det er dog ikke sådan, at man som lytter mærker så frygtelig meget til det elektroniske univers. Det sker primært i intro og små passager og er ikke en kraftigt inkorporeret del af musikken. Idéen om 80'er-tjuhej og synths blandet med med melodød virker spændende, men reelt får man ikke så meget af det her og nu, men det kan være et udtryk for, hvad der kommer, da bandet jo om nogen ved, hvad der sker her og nu i maskinrummet, mens vi som lyttere blot har dette retrospektiv som 'It All Ends Here' nu engang er. Uanset om musikken så er optaget i sidste uge eller sidste år.
Da vi tog Lightchapter med i 'Morgendagens Stjerner' for nylig, så vi et band, der dyrkede farhumor og gav fremskreden alder og ditto forpligtelser skylden for, at det ikke altid gik så stærkt med fremdriften. Og det med alderen spiller måske også ind, når de fire bandmedlemmer konsekvent lægger sig så solidt på midttempo-groovet, og på de fire sange på udgivelsen end ikke tør stikke i en galop. Til gengæld så er der, når der ikke bølle-grooves, en episk stemning i musikken, som spiller med musklerne på en mere eftertænksom måde, end et voldsomt smaddertempo ville have gjort. Hvert af numrene har sit at tilbyde lytteren, men når formatet er en ep på kun 17 minutter, så kan man godt sidde med den tanke, at musikken ville have haft gavn af udfordringer i form af mere tempovariation, end tilfældet er.
Bandet selv skriver, at det episke forløser det brutale i uforudsigelige kompositioner. Det er måske rigtigt nok, selvom det brutale nu ikke er så brutalt igen. Om det uforudsigelige er så uforudsigeligt er så en anden ting, men det er måske sandt nok: I hvert fald er musikken ikke så fandens let at falde for ved første lyt. Det lyder bekendt, men fænger ikke let. Her gør flere lyt gavn, sangene folder sig ud, og man fornemmer alligevel et dybere lag end først antaget.
Det er In Flames i midttempo uden dette bands overdrevne brug melodiriffs på leadguitaren, det er Raunchy uden festen og glimtet i øjet, selvom Lightchapter bestemt minder om noget fra nævnte bands. Synths, når de er der, skaber et mere industrielt og koldt lydbillede, end de to førnævnte bands har arbejdet med, og giver en lille duft af noget The Interbeing'sk. 'It All Ends Here' er trods den ildevarslende titel, som går fint i spænd med synth-indholdets stemningsskabende effekt, et udmærket visitkort til at sætte bandet på landkortet. Det lugter af mere. Og det kan gå i flere retninger, for produktet og bandets egne ord om musikken, giver ikke klart svar for, hvor det her kommer til at pege henad i fremtiden.