Stampede of the Disco Elephants

Still-Sucks-Limp-Bizkit

Jacksonville-bandens sjette fuldlængdeudgivelse er på en gang livsbekræftende, såvel som en påmindelse om en kommende midtlivskrise.

Kunstner
Titel
Still Sucks
Trackliste
Out Of Style
Dirty Rotten Bizkit
Dad Vibes
Turn It Up, Bitch
Don't Change
Ypu Bring Out The Worst In Me
Love The Hate
Barnacle
Empty Hole
Pill Popper
Snacky Poo
Goodbye
Karakter
3

Limp Bizkit er et enten/eller band. Man hader dem, eller ruller med, med et glimt i øjet og et kækt smil. For begge lejre er der nok en overvejende tendens til at glemme, at bandet er mere end de der hits, Fred Dursts noget irriterende persona og indbegrebet af en genre, der ditto skiller vandene.

Man glemmer nemt, at bandets debut fra 1997, er et monster af en plade. Ligesom det glemmes, at opfølgeren fra 1999, var en seriøs kandidat til årets metal-udgivelse. Til gengæld kan vi huske ‘My Generation’, ‘Take A Look Around’, ‘My Way’, ‘Nookie’ og ‘Rollin’’ - men ikke at ‘Nookie’ ikke er fra ‘Chocolate Starfish And The Hot Dog Flavored Water’, eller at ‘Rollin’’ eksisterer i to versioner.

Vi har en tendens til at huske det dumme, fordi bandet, delvist ufortjent, er blevet en omvandrende reklamesøjle, for alt det, der var galt ved nu-metallen. Selv i dag, 10 år siden bandet udgav deres seneste plade og 22 år efter festivalen, bliver bandet (igen) beskyldt for at være primære årsag til affæren på Woodstock 99. En grotesk påstand alt taget i betragtning - men så er det vel bare et spørgsmål om tid, før Limp Bizkit må tage ansvar for Fyre Festival, slettede sms’er og Covid?

Knæfald for kiksen
Derved også sagt, at der er noget imponerende over udgivelsen af ‘Still Sucks’. En udgivelse, der er nært indbegrebet af Limp Bizkit - den sprøde del af kiksen. Humoren, de solide kompositioner og megalomanien. ‘Still Sucks’ er musikalsk lige dele bombastisk nu-metal, mere eller mindre succesfulde ballader og hip-hop-diss-tracks. En kæk treenighed, bakket op af et symbolsk svar på tiltale. En kindhest, med et smil på læben og en forståelse for, at man nok selv har været medskyldig i nutidens minde om bandet.

Således indledes pladen af ‘Out Of Style’, der er et af de bedste Limp Bizkit-numre i lang tid. Bandet lyder ligeså friske og nutidige som DJ Lethals sample angiver. Fred Durst reflekterer over verdens tilstand (og egen), mens Wes Borland gør hvad han altid har været bedst til: Simple, men effektive og semi-spektakulære riffs. Det er på en gang opfriskende og nostalgisk.

Det samme gør sig gældende for ‘Dirty Rotten Bizkit’, ’Dad Vibes’ og ‘Turn It Up, Bitch’. Det er Limp Bizkit på højeste niveau - med flere spændende overraskelser. Det sprudlende, insisterende og lettere pedantiske shout-along omkvæd, det indlevende far-groove (vi er alle blevet en del ældre siden sidst, ikke?) og det klassiske diss-track, båret af Sam Rivers kompetente gang med bassen og et musikalsk udtryk, der er som revet ud af DJ Lethals House of Pain-baggrund.

Havde resten af pladen været ligeså stærk, ville ‘Still Sucks’ havde været en af de bedste Limp Bizkit plader.



Still sucks, still D-r-e, still 2000
Det er pladen ikke. Dels fordi sidste halvdel af ‘Still Sucks’ har et rodet musikalsk udtryk, dels fordi pladen virker tabt af nutiden.

Musikalsk er sidste halvdel af pladen en rutschebanetur. Når Limp Bizkit er bedst, får vi som lytter både overraskelser og musikalsk udvikling. ‘You Bring Out The Worst In Me’, er en banger ikke ulig ‘Don’t Go off Wandering’. ‘Pill Popper’ er pladens tungeste skæring, og med sin kritiske tilgang til det amerikanske sundhedssystem, skaber nummeret markante associationer til ‘The Unquestionable Truth (Pt. 1) (2005).

Endelig er der ‘Barnacle’, der fremstår som et forfriskende pust af en grunge-skæring, der på sær vis har succes med at være mere grunge i 2021, end de fleste grunge-bands var i start 90'erne.

På den anden side rammer vi et hårdt low med INXS coveret af ‘Don’t Change’. Det er ekstremt Limp Bizkit-agtigt at inkludere et cover, endnu mere at det slet ikke formår at indfange original-nummerets patos. Hertil skaber det en uhensigtsmæssige associationer til ‘Behind Blue Eyes’ og en periode i bandets karriere, som ikke var specielt smuk. 



Det er tilsvarende en periode, hvor skits var normalt fyld på udgivelser - som det også er på ‘Still Sucks’. Dumme telefonopkald, lidt dialog med ligegyldige karakterer og decideret spild af tid. Tid der kunne være brugt på bedre materiale. I stedet bryder det illusionen, og det står med et pinligt klart, at ‘Still Sucks’ ikke er meget mere end en ‘Hardwired… To Self-Destruct’, en ‘Dystopia’ eller en ‘Power Up’. Et minde om en nu fjern tid, der aldrig kommer tilbage, og ikke kan skjules eller trylles væk med lidt dad-vibe-magi.

Limp Bizkit lyder godt nok friske på første halvdel af pladen, men ‘Still Sucks’ er ikke frisk, det er fem gutter omkring de halvtreds, der taler til os andre, der snart rammer fyrre. Det er svært at forestille sig, at ‘Stil Sucks’ vil samle nye fans op. Ungdommen gider sgu ikke det shit - hverken musik eller lyrik, bitch. Så er det ligemeget hvor mange mærkelige kostumer Borland har, eller hvor far-fjollet Durst gør sig. Det sagt, er det utroligt livsbekræftende at sidde og lytte til en ny, udmærket Limp Bizkit plade med overvejende fornøjelse - også selvom det ikke er ‘Stampede of the Disco Elephants’.