Nedbryd og genopbyg, tak

MM-WAC-DIGITAL-COVER-RGB

Det ville klæde Brian Hugh Warner, om han tog skridtet fuldt ud og aflivede Marilyn Manson – eller bare satte personaen på stand-by på ubestemt tid.

Titel
We Are Chaos
Genre
Trackliste
Red Black and Blue
We Are Chaos
Don't Chase the Dead
Paint You With My Love
Half-way On Step Forward
Infinite Darkness
Perfume
Keep My Head Together
Solve Coagula
Broken Needle
Karakter
2

Tænk sig, at Marilyn Manson engang var en kunstner, man ligefrem så frem til udgav nyt materiale. Et farligt bekendtskab. Ikke kun i overført betydning. En kunstner, hvis persona og musik reelt blev betragtet som FARLIG. Så farlig, at han kunne få en 14-årig til at skyde fire personer.

Realiteten omkring SuccessTech Academy-skyderiet var naturligvis en anden, men Marilyn Manson var farlig. Dragende, mystisk, til tider ubehagelig. Den amerikanske befolkning blev spiddet og fremstillet med alle åbenlyse fejl og mangler på debuten fra 1994, og den samfundskritiske tilgang til sangskrivningen blev kun stærkere, hårdere og mere dramatisk op gennem 90'erne. Manson legede med det forbudte og var eminent i sin udførelse. Vulgær og ondskabsfuld. En provokatør, der yndede at udfordre og forarge, om det så handlede om seksualitet, religion eller noget helt tredje.

Tænk sig, at selvsamme kunstner i dag har negligeret sig selv i en grad,  hvor han er blevet et levn af en tid. En has-been, der har druknet sig selv i dårlige ideer og udgivelser. 00’erne var ikke søde ved Manson og trods en mindre musikalsk opblomstring i form af ’The Pale Emperor’ (2015), har 10’erne vitterligt heller ikke budt på meget godt fra den hedengangne chok-rocker.

Det farlige ved at være ufarlig
I karrierens efterår har Manson flirtet flittigt med rollen som croonende sing-a-song-writer. En rolle med potentiale, der aldrig er blevet fuldt ud indfriet. Specielt fordi Manson nægter at give slip på det, der var engang. Han vil stadig gerne være farlig, og det er man tydeligvis bedst ved at kopiere karrierens højdepunkter i ringere og ringere format. I denne 11. manifestation af Manson er det numrene ’Red Black And Blue’, ’Infinite Darkness’ og ’Perfume’, der forfejlet søger at løfte arven.

Det er kun en af flere grunde til, at ’We Are Chaos’ er endnu et Marilyn Manson-misfoster - men det er den vigtigste årsag. Pladen er genremæssigt inkonsistent, og det er åbenlyst tydeligt for alle og enhver, at den aldrende Manson absolut ikke er farlig længere, trods forsøget.

Det halvseriøse forsøg og forkvaklede resultat gør det tilsvarende klart, at Manson gerne vil slippe datidens rolle, men ikke tør. Den engang så farlige sanger, der udfordrede det konventionelle, hænger fast i det sikre valg. Den åbenlyse frygt er decideret tragikomisk. Ditto at han med to pladers tilløb stadig ikke tør tage skridtet fuldt ud. Ikke tør efterlade personanen Marilyn Manson og starte et nyt kapitel. Smide masken og makeup'en og bare være Brian Hugh Warner.

Det er set før, gjort med succes – det åbenlyse eksempel er Adam Darskis ’Me And That Man’. Om end projektet er knapt så interessant, har Darski haft succes med at smide pandamalingen og udleve sine indre Country-Cave-behov.

’We Are Chaos’ er et kaotisk opråb og udtryk for et udækket behov. Det er inkarnationen af en mand i sit efterår, der bare gerne vil croone om, hvor forfærdeligt livet fra tid til anden er. Der er ikke længere nogen trang til at chokere. Intet behov for at være farlig. Ingen lyst til de aggressive guitarriffs eller hidsige vokalfraseringer. Men der er en tydelig lyst og oplevet fornøjelse ved at blotlægge sig selv og tage favntag med dæmonerne på nedtonet og melankolsk vis. En søgen efter det intime og inderlige.

Begrav personaen og slip tøjlerne
Fik Warner dog bare lov, og slap vi som lyttere dog bare for at høre mere på Marilyn Manson - det ville være så skønt. Marilyn Manson kan ikke mere, og vi kan ikke mere Marilyn Manson. Dø og hvil i fred. Lad os mindes de gode udgivelser, glemme de mange dårlige og slippe for de irriterende forsøg på at genoplive, hvad der var engang.

Det kan gøres, og der er potentiale til det. De ting, der virkelig virker på ’We Are Chaos’ opstår, når Warner slipper tøjlerne. Når det bliver inderligt, melankolsk og indadvendt. Det er her, samarbejdet med Shooter Jennings giver værdi. Her, de gode melodier trods alt eksisterer. Det er det country-inspirerede input fra Jennings, Warners tæft for fængende, poppet sangskrivning og den tilbagelænede, dunkle, nærmest opgivende vokalføring, der skaber den medrivende ’Half-Way One Step Forward’.

Det er det samme, der gør sig gældende for den afsluttende trio. Tre numre, der er noget af det bedste, Warner har udgivet de seneste 10 år. Ikke mindst ’Solve Coagula’, der om noget rammer hovedet på sømmet. Referencen til Baphomet, der på armene bærer ordene Solve Coagula, simpelt oversat til nedbryd og genopbyg, understreger kun Warners opråb. Det samme gør albumtitlen; den klare beskrivelse af det negative kaos, der præger den splittede sanger.

Desværre ændrer fire gode numre ikke ved, at resten af pladen enten lyder som ringe kopier af tidligere præstationer eller er decideret kedeligt. Titelnummeret er nær den ringeste singleforløber, sangeren har udgivet. De to efterfølgende numre holder tilsvarende intetsigende niveau. Efter en enkelt gennemlytning af numrene er det ganske klart, at en gengentagelse af dé numre uden for anmelder-regi aldrig vil ske.

Det store spørgsmål er så, om vi skal blive ved med at danse rundt om den varme grød, som vi har gjort det på de seneste tre plader, eller om Warner får taget sig sammen inden næste udgivelse? Sandsynligheden er størst for det første, ufarlige scenario.