Uopfindsomt fejlskud

muse+cover+presser2

Muse har sjældent skudt så meget ved siden af, som de gør på deres 8. studiealbum. En plade, der mangler originalitet, rød tråd og gode melodier.

Kunstner
Titel
Simulation Theory
Genre
Trackliste
Algorithm
The Dark Side
Pressure
Propaganda
Break it to Me
Something Human
Thought Contagion
Get Up and Fight
Blockades
Dig Down
The Void
Karakter
2

Det er sjældent, at et band af Muses kaliber skyder så meget ved siden af, som den britiske trio gør det med ‘Simulation Theory’. Albummet er et fragmenteret makværk af ideer, inspiration og mangel og originalitet. En plade, der i sidste ende kun reddes af bandets indiskutable sans for at skrive det tilgængelige og simple hit.

Selvom ‘Simulation Theory’ på papiret ikke er et konceptalbum, er der ingen tvivl om, at pladen er deres bud på den 80’er pastiche, der har gennemsyret populær- og nichekulturen de seneste år. Synthwaven - en hyldest til de kitschede, spraglede og futuristiske 80'ere, der præger et band som Carpenter Brut eller Daft Punks take på Tron-universet. Muse sigter efter den samme grundfølelse og ikke mindst lyd. Det i sig selv er tragisk. Ikke at briterne nogensinde har fortjent ros for at drive genre- eller musikalsk udvikling, men der var dog engang, hvor trioen var blandt de toneangivende. Dette forsøg på at inkludere tidens trend kommer tre år for sent og er uoriginalt.

Udover at være uoriginalt mislykkes det også. Det er ellers ikke en svær øvelse, og ved ens første møde med pladen fremstår Muses take på synthwaven også gennemført. Albumcoveret rammer den helt rigtige farvepalette og ånd. Matthew Bellamy og resten af trioen har den helt rigtige beklædning, og rent musikalsk er kompositionerne også gennemsyret af keyboardflader og tema-korrekte synths. Det viser sig i pladens tre første numre, hvor især ‘The Dark Side’ bør fremhæves. Herefter falder korthuset sammen med et brag. Der er ingen konsekvens eller rød tråd mellem sangene. Synthwaven er knap så gennemgående et ankerpunkt og udskiftes til fordel for Bollywood-temaer samt kopiering af andre kunstnere og eget materiale. Muse vil for meget og lykkes med for lidt. Hvad der på papiret har en tydelig og gennemgående tematik, er i realiteten oftest en gang rod med begrænsingsproblemer. Hvad er fokus? 80'er kitschet horror, neo-noir science fiction eller noget helt tredje?



Ovenikøbet er sangene på ‘Simulation Theory’ langt fra det niveau, som Muse gjorde sig i i fordums tid. Graden af genbrug er en tydelig indikator på netop det. Man skal ikke kende meget til briternes bagkatalog, før man hører genbrugen. ‘Pressure’ bygger på samme grundelementer som ‘Super Massive Black Hole’ (‘Black Holes and Revelations’, 2006), synthfladerne på ‘Blockades’ og brugen af disse minder mistænkeligt om selvsamme på ‘Bliss’ (‘Origin of Symmetry’, 2001), mens ‘Dig Down’ ødelægges af samme irriterende keyboard, der grundlæggende er årsag til, at ‘Madness’ (‘The 2nd Law’, 2012) er et forfærdeligt nummer. Lad det hertil blot være nævnt, at Prince sandsynligvis ville vende sig i graven, hvis han hørte ‘Propaganda’.

Ser man bort fra manglen på originalitet, er det ærgerligt, at projektet ikke lykkes bedre for Muse. De enkelte gange, hvor kombinationen af deres let genkendelige, storladent patosfyldte lyd og synthwaven er en succes, lyder det både godt og spændende. Førnævnte ‘The Dark Side’ har det sikre hit-potentiale mens ‘Something Human’ måske ikke er en fantastisk komposition, men alligevel et nummer, hvor det lykkes at skabe den rette stemning og kombinere elementerne. Bedst går det trioen på ‘Thought Contagion’. 80’er-referencen er tydelig, men typisk for pladen er den 80-reference, der vækkes unik for nummeret og uden sammenhæng til resten af pladen. Nummeret har succes med at vække associationer til horror-undertonerme, der præger Rockwells one-hit-wonder ‘Somebody’s Wacthing Me’ eller Micheal Jacksons 'Thriller'. Som eneste nummer på pladen. Igen er fokus ikke skarpt nok, og den musikalske referenceramme er for bred, til at en rød tråd er tydelig. 

Heller ikke briternes 8. studiealbum lever op til de forventninger, der efterhånden er et fast element, når Muse udgiver nyt materiale. Ganske uforståeligt, for det er efterhånden ved at være over 10 år siden, hvis ikke mere, at trioen reelt skrev et gennemført godt album. Måske er det på tide at sænke forventningerne?