Ufrivilligt komisk
Det er spændende at lytte til 'Will of the People’. Hvor mange overraskelser kan man finde? Det er en ren konkurrence mod sig selv, mod sine venner, mod internettet – og det er det mest positive, der er at sige om pladen.
Compliance
Liberation
Won't Stand Down
Ghosts (How Can I Move On)
You Make Me Feel Like It's Halloween
Kill Or Be Killed
Verona
Euphoria
We Are Fucking Fucked
Muse åbner med at gå Marilyn Manson i bedene. Titelnummeret ’Will Of the People’ minder ikke bare om ”The Beautiful People” af titel, den indledende rytmegang er også en ren homage til chokrockeres 1996-hit.
Videre går det til næste nummer, ’Compliance’, hvor forsanger og altmuligmand Matt Bellamy får sneget beatet fra 80’er klassikeren Knight Rider ind. Både som riff i verset og i synth-form i c-stykket. Allerede der er man blæst bagover af bandets opfindsomhed.
Det slutter heldigvis ikke her, for vi skal da også lige mindes om Rockwells udødelige 80’er klassiker ’Somebodys Watching Me’ på ’You Make Me Feel Like It’s Halloween’. En dejlig påmindelse om et nummer, der næppe var blevet til noget, var det ikke for Michael Jacksons gæstevokal.
Videre går det over stok og sten til ’Liberation’, hvor Muse for alvor inkluderer lidt af en overraskelse. Her bliver vi nemlig introduceret for, hvad der lyder som en vokalorkestreret snippet, fra outroen til ’New Born’ fra ’Origin Of Symmetry’ (2001). Heldigvis er det ikke eneste gang bandet vælger at kopiere tidligere, stærkere materiale. ’Europhoria’ indledes med en spændende reference til ’Knights of Cydonia’ inden verset lige tager en tur omkring pre-omkvædet på ’Time is Running Out’ – dog i et lidt højere tempo.
Men det slutter ikke her. Muse har et sidste overraskelses-es oppe i ærmet. Men hvad gør man, når man allerede har lånt fra alt det stærkeste materiale i bagkataloget? Man låner da fra det seneste, knapt så stærke ”hit’. Vi får lige en elegant påmindelse om ‘Thought Contagion’, som Chris Wolstenholme slår bassen an på identisk vis på den afsluttende ’We Are Fucking Fucked’.
Det er, måske nok ufrivilligt komisk, men noget skal vi jo grine af?
Endnu mere kaotisk end tidligere…
Desværre er der ikke så meget andet, der rigtig er morsomt ved ’Will of The People’. Trioen kan stadig håndværket. Det kan man ikke tage fra Bellamy & Co. Men det er småt med opfindsomhed, rød tråd eller nogen som helst form for troværdighed. Det er efterhånden svært at forstå, at dette er det samme band, der i sin tid udgav ’Origin Of Symmetry’, ’Absolution’ og ’Black Holes and Revelations’.
I det mindste er pladen en tydelige fortsættelse af foregående ’Simulation Theory’ (2018), idet den er mindst lige så rodet og ustruktureret. De tre medlemmer har kastet alle ideer (gode, dårlige, rigtigt dårlige) ned i en spand, og sammensat det mest roede makværk man kunne forestille sig. Hvor ’Simulation Theory’ kun roede rundt i et kulturelt mismatch af 80’er referencer, har bandet nu succes med at skabe kaos og rod på tværs af hele den genremæssige pallette.
Der er næppe nogen der havde forventet, at Muse i 2022, 28 år efter dannelse, ville spille heavy. Eller for den sags skyld kopiere Imagine Dragons. Men det er altså her vi står.
Som metal-fan burde ’Kill Or Be Killed’ være et hit. Muse har aldrig lydt så hårde – og det forstærkes kun af, at man som lytter lige er blevet trukket igennem førnævnte Rockwell-rip-off. Men det er det ikke. Det er underligt, malplaceret og utroværdigt.
På revolutions-hymnen ’Won’t Stand Down’, har bandet ditto implementeret lidt metalkant – og her lykkes det bedre, fordi Muse har succes med at begrænse sig. Bellamy hiver det ene tunge riff ud af røven efter det andet og ”brøler’ med markant distortion nummeret færdigt, men det er delelementer af et nummer, der i langt højere grad matcher vores forventninger til Muse.
Når musen er forvirret
Fra ’Won’t Stand Down’ går det direkte over i klaverballaden ’Ghosts (How Can I Move on)’, der nok skaber fornemmelsen af vild vind og sommerfugle, men mest af alt bliver kombinationen af de to numre synonym for pladens kaotiske og forvirrende virvar af musikalske udtryk.
Nok er trioen stadig stærke i mindeværdig sangskrivning (også selvom det ikke er ensbetydende med god), men det begynder efterhånden at virke mere som en ubagt joke, når Muse udgiver plader. Ingen ved hvad Bellamy og ensamblet vil, og selvom udvikling er kærkommen, virker det mere som et forvirret og desperate forsøg på at finde en sen-karriere identitet, der kan genskabe bandets relevans.
Forhåbentlig genfinder Muse topformen, finder inspirationen og koncentrerer deres lyd – eller stopper med at udgive plader og lader singlerne tale. .