Lad brudetårerne trille

My Dying Bride - 'The Ghost of Orion
My Dying Bride

Efter et par hårde år er My Dying Bride nu ude med deres mest personlige album til dato. Spørgsmålet er så, om al denne kunstneriske livslede kommer os til gode som lyttere. Vores MDB-fanboy tager pulsen.

Titel
The Ghost of Orion
Dato
06-03-2020
Genre
Trackliste
1. Your Broken Shore
2. To Outlive the Gods
3. Tired of Tears
4. The Solace
5. The Long Black Land
6. The Ghost of Orion
7. The Old Earth
8. Your Woven Shore
Forfatter
Karakter
3

Hvis der skulle nedfældes en doom-kanon ville My Dying Bride være selvskrevne som en af genrens vigtigste spillere. Sammen med britiske åndsfæller som Paradise Lost, Anathema og Cathedral var de på hver sin vis i starten af 1990'erne med til at popularisere doomens udtryk og holder fortsat stilen intakt uden de store udsving, her 30 år inde i karrieren.

Det kan både være en kunstners største aktiv og hæmsko, at det ikke tager mange splitsekunder at genkende, hvem vi hører. Uden at falde i AC/DC-lignende fælder kommer vi ikke udenom centrale virkemidler som Aaron Stainthorpes lyriske klagesang. De sørgmodige violinstrøg. De lange, tunge episke kvad, konstant på vej dybere ned i sindet. Selvom mere melodiske tendenser undertiden har sneget sig ind, ikke mindst på den lettilgængelige 'Like Gods of the Sun', er My Dying Bride dog et band, der kræver mere fordybelse end som så. De vinder så også dét mere, når først regnskabet er gjort op, omend vi næppe kommer udenom, at deres poetiske melankoli og livslede sjældent vinder indpas i de våde, sociale lag – og i særdeleshed ikke på en plade som 'The Ghost of Orion'.

Forstå os ret: My Dying Bride er musik for den dedikerede lytter, der ikke blot lader det glide ned som endnu et baggrundstapet til dagens gøremål. Det er tung kost og bør behandles som så, og hvad det angår, er denne fjortende fuldlængde muligvis den mest melankolske hidtil - på godt og ondt. Ikke så underligt, de seneste års begivenheder taget i betragtning. Stainthorpes datter har overvundet et længere kræftforløb, altimens to medlemmer forlod bandet, vigtigst af alt guitarist Calvin Robertshaw, der udover 2015's fremragende 'Feel the Misery' var med på alle bandets mest hyldede udgivelser fra 1990'erne. Omstændigheder, der tydeligvis har givet flere ar på sjælen, og i det lys bør der udvises en vis taknemmelighed for, at 'The Ghost of Orion' trods alt nu træder ud af mørket.



Førstesinglen 'Your Broken Shore' åbner pladen med de obligatoriske, mørke strygere og et velorkestreret modspil mellem Stainthorpes melankolske skønsang og harske bjørnebrøl. Bandets anden loyale støttepille, guitarist Andrew Craighan, holder sig til de simple virkemidler, hvor små licks fletter sig ind undervejs uden på nogen måde at forcere, og heri består så også et af pladens største problemer.
Ping-ponget mellem Craighan og Robertshaw er savnet, og den nyindskiftede Neil Blanchett har ikke nået at sætte sit eget præg på bandet. Det mærkes især på de to længste skæringer, 'The Long Black Land' og 'The Old Earth', der mangler fordums kreative opbygninger og  dramatiske sensibiliteter, og i den sidste ende kammer over i eksistentiel livslede. Intensiteten, vi kender fra ældre sange som 'Turn Loose the Swans', 'She is the Dark' eller for den sags skyld, hvis vi skal bevæge os op mod nutiden, 'To Shiver in Empty Halls', er nedtonet til fordel for en mere sørgmodig, personlig affære. Et aspekt, der ikke nødvendigvis gør meget for os som lyttere andet end at bekræfte os i, at My Dying Bride anno 2020 stadig lyder som sig selv – bare i lidt flottere indpakning.

Nu er der dog andet end malurt i bægeret, for My Dying Bride har om ikke andet et højt bundniveau, og selvom 'The Ghost of Orion' ikke lægger sig op blandt bandets største bedrifter, har den stadig masser at byde på for doom-connaisseurer. Begge singler er glimrende bud herpå, ikke mindst en af deres hidtil flotteste sjælere, 'Tired of Tears', hvor Stainthorpe synger lige fra hjertet om de forgangne års smerter med sin datter. Titelnummeret er, den korte varighed til trods, en fint eksekveret, hypnotisk interlude, og selvom 'The Old Earth' er noget af en sejtrækker, vinder den dog lidt de sidste 3-4 minutter, der bedst illustrerer bandet fra deres mere hårdtslående side.

For det mere eksperimentielle sindelag bør 'The Solace' også fremhæves for at mestre balancen mellem Craighans langstrakte guitarfigurer og den operatiske vokal fra gæstesangerinde Lindy Fay Hella (Wardruna), som et lille pudsigt indslag på halvvejen, mens 'Your Woven Shore' afæmpet runder albummet af med piano og strygere.



Summa summarum, så kan man ikke klandre briterne for at træde vande. 'The Ghost of Orion' er for så vidt My Dying Bride som vi kender dem - bare en kende mindre metallisk, og mere personligt og sørgmodigt end vanligt. 'For Lies I Sire'-pladen med mindre tyngde, om du vil. De har haft deres kampe, og det kan mærkes, men selv på en dårlig dag er My Dying Bride i en liga for sig. Vil du have det lidt hårdere kan du jo altid bare smide 'Turn Loose the Swans' eller 'The Light at the End of the World' på igen, som du plejer, men der er nu også noget livsbekræftende i at vide, at My Dying Bride stadig holder ånden intakt igennem tykt og tyndt - selvom man godt kunne have ønsket sig lidt bedre brug af edit-knappen undervejs.