Hyldest med manér
Populær
Northern Crown begår sig i en af metallens ældste subgenrer, doom, og lader til hellere at ville hylde forbillederne end at genopfinde den dybe tallerken. Heldigvis gør bandet det med glimrende sangskrivning og første udspil er klart et lyt værd.
Fra Fort Lauderdale i USA kommer Northern Crown, der består af guitarist og primær sangskriver Zack Randall og vokalist og lead guitarist Frank Zerafine. 'In the Head of the Betrayer' er bandets debut EP/demo, som er indspillet med hjælp fra en række gæster fra andre amerikanske bands.
Zack Randall beskriver selv udspillet som en hyldest til genrens rødder, men mener dog ikke, at bandet er helt begrænset af den gammeldags skole og måde at gøre tingene på. Det er dog alligevel svært ikke at se det som andet end en hyldest til idolerne, for den selvstændige lyd er ikke rigtigt tilstede. Det er de gode sange og den "rigtige" doom-stemning til gengæld, så om ikke andet, så er det en flot hyldest. Og gode sange kan man vel altid tåle flere af som afveksling til store værker fra Candlemass, Pentagram og Dio.
Det er specielt førstnævnte, Skandinaviens egen nordiske krone, Candlemass, som Northern Crown låner inspiration fra. Åbningsnummeret, der samtidig er titelnummer, er i et for doom-genren højt tempo, men det er ikke noget som Candlemass ikke også har eksekveret sange i, og så skal det også nævnes, at amerikanerne her ikke står stejlt på doom, men også tangerer noget klassisk heavy, hvor det lidt højere tempo passer fint ind.
At det lyder lidt som Candlemass bliver heller ikke mindre af, at bandet har valgt at lave et cover af klassikeren 'Crystal Ball' fra det svenske band. Og har man hørt Candlemass, da de havde Rob Lowe (Solitude Aeternus - red.) på vokal, så vil man måske især kunne forstå, hvor denne anmelder vil hen med den lange rablen om det svenske band. For stemningen er præcis som på værkerne, hvor Candlemass benyttede sig af den amerikanske forsanger.
10 minutters sandt epos til slut
Efter åbningen i uptempo, så er næste nummer helt tro mod doom-genren, men har også nogle interessante riffs, som hvis det ikke var for det herligt sløve tempo, minder lidt om 'Ride the Lightning'-æra-Metallica i strukturen. Northern Crown slutter udspillet af med det over 10 minutter lange fornemme værk 'To Thee I Give an Orchid', smukt og fornemt og delikat prætentiøst - præcist som titlen antyder, at det bør være.
Lydsiden er oldschool og passer derfor fantastisk godt ind i det univers, som bandet korrekt ser sig selv i. Det lyder både af gamle dage, og af demo, hvilket ikke skal forstås negativt. Der er en vilje og et liv i musikken, som ellers kan blive væk i dyrere, moderne produktioner. Den lidt mådeholdne karakter skal derfor udelukkende henvises til den fraværende originalitet, men har man læst så langt som til denne anmeldelses sidste linjer, så skulle det gerne stå klart, at der gemt i ordstrømmen alligevel ligger en klar anbefaling af dette band til folk med hang til gennemført oldschool doom.
Hør et nummer HER.