En fin tilføjelse til bagkataloget

NL

Northlane har masser af gode ideer, men er sjældent helt succesfulde med udførelsen – om end vi får en enkelt overraskelse eller to. 

Kunstner
Titel
Obsidian
Label
Trackliste
Clarity
Clockwork
Echo Chamber
Carbonized
Abomination
Plenty
Is This a Test?
Xen
Cypher
Nova
Inmorata
Obsidian
Dark Solitaire
Karakter
3

Nu-metallen har blomstret de seneste år – og vi har næppe set kulminationen endnu. To grene har strakt sig, en der tager hånd om de dyder og den lyd, der definerede nu-metallen, dengang genren for alvor var populær. En anden gren, der arbejder med et mere nutidigt udtryk og mixer metal med udefrakommende elementer. Præcist hvad der typisk betegnes som definition på genren.

Plader som Tallahs ’Matriphagy’ og Tetrarchs ’Unstable’ er nærmest gengivelser af Korn, Slipknot og hvad der nu ellers var stort dengang, mens Bring Me The Horizon, Poppy, Wargasm og lignende har været med til at drive den opdaterede version af genren.

Australske Northlane lægger sig fint i slipstrømmen af sidstnævnte bands. ’Alien’ fra 2019, er et mindre pragteksemplar af en nu-metal-plade, med flere spændende og særdeles velkomponerede numre. 

Australsk nu-metal anno 2022
’Obsidian’ tager fint teten op fra 2019-udgivelsen. Vi arbejder stadig med metal, stærkt influeret af programmerede lydflader, EDM og synth. Desværre har pladen ikke helt sammen gennemslagskraft som forgængeren, om end bandets sjette fuldlængde udgivelse byder på en overraskelse eller to.

Mest prominente overraskelse er nummeret ’Nova’, hvor bandet sætter kursen direkte ind i triphoppen og har succes med det. Man skal ikke lytte mange sekunder, før associationerne til Mobys 1999-mesterværk, ’Play’er tydelige, krydret med lidt Mocheeba. Det er en interessant og overraskende drejning, om end det kommer ret naturligt.

Resten af pladen lyder dog meget som nutidig Northlane – med en markant mangel på den helt skarpe sangskrivning, der tidligere har medført hits som ’Bloodline’, ’Savage’, ’Node’ og ’Quantum Flux’.

De forfejlede valg
Selvom pladen indledes fint med ’Clarity’ og ’Clockwork’, stårt det hurtigt klart, at bandets gode ideer sjældent udmunder i høj kvalitet. For ofte mangler kompositioner det sidste element af perfektion, der løfter nummeret fra udmærket til godt.

Således undres men over, at Marcus Bridges bastante rap-vers på ’Carbonized’ ikke udmønter sig til mere end et halvinteressant, melodisk omkvæd. Og det er trods alt en af pladens bedre skæringer.

Tilsvarende flyder det ellers markante og særdeles tunge trommebeat, der præger c-stykket på den drum-n-bass orienterede ’Abomination’ ud i intetheden, uden for alvor at have sin effekt. Det er generelt for pladen, at bandet forsøger en masse, men sjældent lykkes fuldkommen.

I stedet står man tilbage med en fragmenteret lytte-oplevelse, hvor Northlane primært har succes med at udmærke sig ved at spille overraskende trip-hop. Det er næppe dét, der var bandets intention med ’Nova’, eller pladen generelt.

Det sagt, slutter kvartetten ’Obsidian’ lige så elegant som de starter og har succes med at løfte pladen til et tåleligt niveau. Et niveau, der endda giver lyst til gentagende gennemlytninger. ’Cypher’ er pladens anden, om end mindre overraskelse. Her lykkes det for alvor bandet at inkludere det elektroniske element, der virkelig gav ’Alien’ styrke.

Titelnummeret og den afsluttende ’Dark Solitaire’ har tilsvarende lidt af den magi, der gjorde ’Alien’ til en fængende og spændende lytte-oplevelse, men mere bliver det heller ikke til. Som plade er ’Obsidian’ et udmærket tillæg til australiernes i forvejen flotte bagkatalog, men det er ikke et mesterværk, eller for den sags skyld meget mere end en udmærket plade.