Nærmest vrøvlende: Mørkt, smukt og finsk
Finske Planeetta 9 serverer doomet metalrock på finsk, og det gøres med enkle fængende virkemidler og nogle ganske overbevisende omkvæd på den 18 minutter lange nyligt udgivne EP.
2. Sama Hauta
3. Juoksuhiekka
4. Vakuumilapset
Vi er vant til metalmusik på norsk og svensk, og det føles ganske naturligt, for så langt fra dansk er de to sprog jo heller ikke. Og det er heller ikke, fordi finsksproget metal er så usædvanligt. Man har nok bare mest hørt det i et obskurt growl eller skrig over død, funeral doom eller black metal.
Doom får man dog med Planeetta 9, men det er med en fin, melodisk rensang, som er ganske udtalt, og de finske ord lyder ret specielle for et øre, der kun lige kender til yksi, kaksi, kolme. Det er ikke uden charme, selvom det sine steder lyder som det rene vrøvl skabt for et rytmisk tillæg til musikken. Planeetta 9 har på 2017-EP'en 'Koivut' haft det growlende element med såvel som et mere metallisk udtryk, og selvom growlet også klæder musikken, så fungerer den mere nedtonede stil med mere rock, sjæl og dynamik godt for bandet, og beslutningen om kun at have ren vokal på den nye udgivelse synes velvalgt.
Finsk Sabbath
Første sang på 2021-EP'en slår tonen tungt an og minder lidt om Seventh Void fra Brooklyn (og igen i introen til afslutningsnummeret) udover det åbenlyse Black Sabbath, som bandet selv fremhæver. Det ekstra krydderi, udover heavy metallens grand old men, er i følge bandet selv Badding, altså den finske rocksanger, Rauli "Badding" Somerjoki, der udgav finsk-sproget musik igennem 70'erne og ind midt i 80'erne. Han døde desværre af alkoholrelaterede årsager i 1987.
Planeetta 9 er melodisk med et keyboard, der anvendes til at løfte musikken til en højere stemning på velvalgte steder. Vokalen er god med den her lidt nasale og indimellem semi-hæse stil, som minder lidt om det Axl Rose gjorde, når han var mest afdæmpet på 'Chinese Democracy'. Omkvædene er solide, særligt i åbneren 'Pirun Piiska', men det catchy og iørefaldende, tangerende det poppede, er der også på de tre andre regulære numre. 'Juoksuhiekka' skiller sig dog ud. Her er vokalen lagt skrøbeligt oven på strygere til et resultat, der minder Manowars Eric Adams cover af Puccinis 'Nessum Dorma'.
Den selvudgivne EP er et interessant bud på klassisk heavy/doom metal, og med de nævnte gode omkvæd, de rige detaljer i et dynamisk lydbillede, og en interessant vokal på gruppens – for et dansk øres – særegne modersmål, så er der skabt interesse for mere. Næste udspil vil blive fulgt med interesse fra denne skribent i hvert fald.