Skrigets soundtrack

satyriconmunch

Satyricon har indgået et samarbejde med Munchmuseet med fantastiske følger.

Kunstner
Titel
Satyricon & Munch
Trackliste
1: Satyricon & Munch
Forfatter
Karakter
5

Det er ikke første gang, Satyricon har haft deres kolde fingre i Edward Munchs kunst. Deres seneste udgivelse benyttede sig af hans “Kiss of Death” der, som selve pladen, er en kende mere skrabet, end vi var vant til. Men det giver fin mening, at dette parløb mellem museum og musikanter opstod. Et udpluk af Edward Munchs værker understreger, at dramaet i begges kunst går hånd i hånd, og selvom det rum, det visuelle skulle have fyldt ud, står tomt, kan Satyricons bidrag stadig nydes som selvstændigt værk.

Mageløse myrekryb
Flere steder den første halve time, kan jeg genkende den skumle stemning, som gennemsyrede Offermoses seneste monstrøsiteter. Der foregår en masse i baggrunden, og mens man holder øre med én retning, ændrer noget andet sig, og som ringe i vandet spreder opbruddet sig: konstellationer ophæves og erstattes af trykkende atmosfærer, der atter skifter form. Forvrængede guitarer og hidsige strygere sætter dagsordenen, før disse smelter sammen med, hvad der for mit utrænede øre, lyder til at være en kontrafagot.

Er man i øvrigt ikke bekendt med den opfindelse, der går under navnet “apprehension engine”, en maskine designet til at lave lydsiden til horrorfilm, bør man unde sig selv et kort visit forbi sin foretrukne søgemaskine, for den har med sikkerhed været en inspiration. Som små øer ligger der rundt omkring i de oprørte vande, faste sekvenser af instrumentering, men en stor del af charmen ved pladen er netop de ubehagelige lyde i baggrunden; Synthesizer-ambiencen er ganske enkelt overvældende og kompleks i al sin foranderlighed.

Musikalsk og malerisk
Halvvejs koagulerer de udflydende toner til en langt mere konkret substans med skarpe kanter. Der er rigelig med tid til at tankerne kan vandre, mens man lader sig hypnotisere af de betagende melodier, der tager form i baggrunden, før et dominerende riff kræver din opmærksomhed. Frosts trommespil er et søm hamret i midten af et værk, der er svært at definere. Black metallen siver ind og bringer en håndgribelighed med sig, der accentuerer det konstante ubehag, der væver det lærred, motivet former sig på.

Med ca. 10 minutter tilbage, er vi atter tilbage i akustiske vande. Melankolien er ikke så håndgribelig som i de ambiente hestehuller i første halvdel, men finder alligevel vej via en klagende violin, der deler spotlightet med de celloer, der hjemsøgte første halvdel. Det er heller ikke første gang, at de har brugt stryger- eller blæseinstrumenter i deres musik, men det er første gang, at jeg har sat rigtig pris på det. Arven fra Godspeed You! Black Emperor blander sig og understreger, at Satyricon har evnet at kombinere deres subkulturelle ophav med den syntetiske lyd, der skaber selve rummet i musikken.

Munken og monsteret
Indledningsvis var jeg loren ved konceptet, men efter at have lyttet til ‘Satyricon & Munch’ på repeat hele weekenden, må jeg konstatere, at jeg har draget forhastede konklusioner. Jeg troede, at oplevelsen ville være en kende amputeret uden den medfølgende visuelle guide — som at høre soundtracket til et horrorspil, man ikke kender. Men da jeg satte mig ned for at få orden i kaos, indså jeg, at jeg havde anskuet projektet fra et automatiseret perspektiv.

Dette er ikke Satyricon, som vi kender dem. Det her er Satyricon, der udforsker de gustne nuancer, Munch så verden i. Som da de havde Siwert Høyem til at synge på den eminente ‘Phoenix’ fra 2014, er de ikke bange for at gå andre veje. Og her betræder de nye stier, der på en og samme tid er overraskende og velkendte. For alt i verden, Satyricon: det her må I gerne blive ved med at udforske.