En storm af sand og ild
Populær
Københavns undergrund åbner sig for Shamashs sortsværtede dødsmetal som Det Røde Hav for israelitterne.
02 - The Black Sun
03 - Gospel of Eternal Plagues
04 - Essence of the Ages
05 - Call of the Void
06 - Astride the Wings of Decay
07 - Blood of Qayin
08 - Angel of Light
Siden 2012 har det københavnske Shamash forædlet deres udgave af black- og dødsmetal og slipper nu, efter to demoer og en ep, deres første rigtige album løs på befolkningen. Shamash består af A., Lake, Frygt og Arent … som de kalder sig. Det er temmelig oldschool med den slags pesudonymer, og i promomaterialet påkalder de sig også de gamle norske bands’ etos og beskriver sig selv som “fakkelbærere” for 90’ernes black metal-ånd.
Det er dog noget værre vrøvl. Shamash lyder overhovedet ikke som andenbølge-black metal.
Men det er fint nok – Shamash kan noget andet.
Blastbeats og ørkenrytmer
‘Of Fire and Brimstone’ er præget af to elementer. Det der står forrest, og som man ikke kan undgå at bemærke, er de allestedsnærværende blastbeats. Trommeslager Arent har stærke benmuskler og giver dem rigelig træning på klart størstedelen af albummet. Der bliver hamret igennem, og det ligger som bærende element fra start til slut.
Herudover indarbejder Shamash mellemøstlige toner mellem de mere dissonante elementer. Shamash, der i parentes bemærket både betyder ‘sol’ på akkadisk og er navnet på den babylonsk-assyriske solgud, formår på vanlige black metal-instrumenter at frembringe melodier, der lyder som sitar og anden traditionel mellemøstlig instrumentering.
Det er deres største force og pladens mest interessante bestanddel og noget, Shamash med fordel kunne fokusere mere på, fremfor deres fascination af Norge for 30 år siden.
Fokus!
Shamash har nogle lidt besynderlige prioriteringer. På ‘Gospel of Eternal Plagues’, for eksempel, slippes en fascination af Venom og anden gammel thrash løs, og i kraft af, hvor uinteressant både Venom og hele genren er i dag, fungerer det ikke til black metallernes fordel. Det samme kan siges om det breakdown, der bryder flowet på ‘Essence of the Ages’.
Selvom Shamash udmærket er stand til at spille god musik, lader de sig forstyrre af alle de ting, de gerne vil have med, og det fungerer ikke. Kombineret med en vokal, der har brug for en del yderligere træning, efterlader det et mudret helhedsbillede.
Særligt graverende bliver det, når tempoet sættes ned. ‘Call of the Void’, der kunne have været interessant som et ondsindet pusterum, ødelægges af sangstemmen, der ikke kan bære det, når den kommer så meget i fokus.
Når Shamash til gengæld holder fokus, er det rigtig godt. Afslutningsnummeret ‘Angel of Light’ er et fremragende track. Intet mindre.
Marchtrommer, Borknagar-lignende teknisk guitarspil og ditto -solo bærer tracket, der på sine 8 minutter og 26 sekunder ledsager os højt og lavt og frembringer en gennemført stemning, der i den grad lover godt for fremtiden. Ideen med at lade introsekvensen ‘Angelus Lucis’ (latin for ‘Lysets Engel’) afspejle lukkeren fungerer genialt, og genkendelsen bibringer et ekstra lag til nummeret, der afslutter albummet på det absolutte højdepunkt.
‘Of Fire and Brimstone’ lover godt for fremtiden, men Shamash har stadig en del, de skal arbejde med.