Særhedernes åbenbaring

Populær
Særhedernes åbenbaring

Norske Shinings "black jazz" er forfinet på udspillet 'One One One' og er nu en omgang intens metal med skæve jazz-input, der dog ikke slår musikkens fantastiske energi ud af kurs.

Kunstner
Titel
One One One
Dato
03-06-2013
Distributør
Karakter
5

Shining, som i denne sammenhæng ikke har noget med svenske Niklas Kvarforth at gøre, fik fodfæste på metalscenen med det forrige album 'Blackjazz'. En titel, der passede udmærket til den specielle stil, nordmændene lirede af. En stil, der var langt fra bandets indledende år, der var helliget til akustisk jazz. Men på 'Blackjazz' var der pludselig tydelige metaltendenser og hårde lyde i jazzen. Saxofonen var stadig et vigtigt element, men tunge guitarer og hurtige trommer pegede meget præcist mod metallens varemærker.

'One One One' udvikler lyden fra 'Blackjazz', så den er spiselig for flere metalhoveder, end tilfældet har været tidligere. For det første er produktionen simpelthen så intens, fyldig og "in-your-face", at det er mesterligt, og det er med til at give den energiske musik et kraftigt skub fremad og emulerer nærmest industrial i sit udtryk.

Så er der sangskrivningen: Shining har faktisk ramt noget, der kan kaldes hits på denne udgivelse. Man skulle ikke tro, at et band, der vil blive kaldt "avantgarde" eller "progget metaljazz" kunne lave den slags, men det er altså tilfældet. Langt de fleste sange rykker med det samme, enten takket være intensiteten i musikken, et fedt riff eller lækker, hysterisk råbe-vokal. Bedst er 'Off the Hook', men også åbneren og 'The Hurting Game' har meget stærke kvaliteter. Saxofonen er stadig med, men bliver mest brugt til sære og skæve lyde, som smukt forener sig med den massive, smadrende guitar.

Spildte betænkeligheder

Denne anmelder har tidligere syntes, at der midt i gode takter blev plads til for mange navlebeskuende jazz-særheder, hvorfor der trods en fed live-dvd mellem nævnte 'Blackjazz' og denne skive alligevel skulle et vist tilløb til, før pladen blev samlet op. Skiven udkom i juni, men først efter rosende ord fra et andet dansk site fik 'One One One' chancen. Og halleluja for det! Det er et helt og aldeles fremragende album, som udfordrer metal, som man kender det, men pga. sit høje energiniveau alligevel virker bekendt, så man "tør" gå om bord i de seje detaljer. Eller måske snarere sære detaljer, men vokalen er pågående og velfunderet, og rykker som når Corey Taylor er bedst og mest aggressiv i Slipknot, og det får hele pibetøjet til at hænge sammen.

Shining anno 2013 er energisk, stemningsfuldt, pågående, sært og frem for alt: sejt.