Gode nordiske sange
Populær
Andet album fra Skálmöld er ude nu, og den rimeligt stærke sangskrivning bliver desværre ikke fuldt op af en helt matchende produktion, hvilket gør at albummet ikke peaker tilstrækkeligt.
Vi har på Devilution beskæftiget os med Skálmöld i interview samt en koncertanmeldelse af et show, der var på denne anmelders top 5 over 2012's bedste koncerter. Derfor var det også med en vis forventning, at skiven røg i anlægget.
Der lægges ud med en utroligt stemningsfuld intro, hvor klassisk kvindekor smukt forenes med en rå herrestemme. Og når albummet høres til slut, så får man i outroen stykket igen, så det passer faktisk perfekt at sætte albummet på repeat. Men tilbage til albummets start. Her følger 'Sleipnir' efter introen, og det er et medrivende uptempo-nummer med klassiske metalriffs.
Bandet kalder selv deres stil for battle metal, men det ville fint kunne kaldes viking metal eller til dels folk metal. Men albummet indeholder ikke de ellers så typiske elementer som fløjter, violiner og lignende. Her er det egentlig meget mere traditionel metal, hvor melodierne så indimellem trækker på et udtryk, som virker meget nordisk - og ja, måske har sine spor fra folkemusik.
Der er flere lag vokaler, men den primært benyttede er en ret fed, rå og let raspende vokal, men der kommer også fuldblodsgrowls og noget mere skingert skrigende indover af og til. Ren vokal benyttes skam - og det giver sine steder nogle henvisninger til et band i lidt samme stil: Týr fra Færøerne. Sangene hænger godt sammen og formår også at være ret godt varierede fra nummer til nummer. Efter 'Sleipnir' kommer 'Gleipnir', hvis gennemgående riff lyder ganske festligt, og man kunne fint se det brugt i et piratband som Alestorm - det kunne faktisk fint være skrevet på trompet og transponeret til guitar.
Det er i arrangementerne, at Skálmöld er rigtigt stærke - der er tre guitarister i bandet, og det er ikke en overflod af guitar, for de er nøje afstemt i mange af de mere melodiske stykker, så de ikke bare spiller det samme, men virkelig supplerer hinanden. En stor del af musikken er ret klassisk heavy metal, men lyden og den rå vokal kan godt give lidt associationer til Amon Amarth. Bandets typiske metalriffs er ikke dårlige, men skal man være lidt grov, så er de ret banale. Nej, som skrevet: Forcen er de melodiske passager, der bakker godt op om hinanden - og det er også de stykker, der giver det "folkede" præg, og de er heldigvis rigt til stede.
'Narfi' er en smuk og melodisk sag, der bliver fulgt op af 'Hel', der trækker lidt på black metal, men Skálmöld formår, at bevare en rød tråd, så springet i stil blot bidrager til, at man kan kalde albummet for "varieret".
I studiet har det måske været en udfordring at få de tre guitarer til at ligge optimalt i mixet, for pladen kunne godt have haft en bedre produktion og et mix, hvor nogle detaljer ikke lå skjult for langt tilbage i mixet. Selvfølgelig er det fedt, at man kan opdage detaljer på lyt nummer 7 eller 8, men når nu nogle af dem er ret fede små krøller, så ville man gerne have haft dem længere fremme i mixet, så det rigtigt kunne nydes.
Det er til dels en teknikalitet, som mange måske kan se gennem fingre med og i stedet bare nyde de velsammensatte sange, men i anmeldelses-regi trækker det desværre ned. Den fest, som Skálmöld leverede på scenen sidste år på Christianshavn, havde flere af numrene fra pladen her med i sættet, og der er ingen tvivl om, at materialet fungerer live, så derfor skal anmeldelsen, trods den lidt konservative karakter, alligevel slutte med en opfordring til at tjekke bandet ud, hvis man ikke allerede har gjort det.
'Narfi' viser bandet fra deres stærke, melodiske side: