To skridt frem og et tilbage

Populær
To skridt frem og et tilbage

Den amerikanske kvartet har udviklet deres lyd mod det mere direkte, brutale og tunge. Desværre klamrer bandet sig samtidig til, hvad der var engang, i stedet for at se fremad og stå ved den markante udvikling.

Titel
They Bleed Red
Trackliste
Consume The Damned
The Way We Die
Yout Last Breath
Stay Of Execution
Break The Ties
Shattered Silence
Let The Pain Take Hold
Master Of None
Searching For The Sun
How The End Shall Be
Broken By The Cold
Eye Of The Tiger
I Am Alive
We Live
Karakter
3

I 2012 gik John Sankey (tidl. Fear Factory) sammen med Francesco Artusato (tidl. All Shall Perish). Resultatet var Devil You Know. Howard Jones blev tilføjet, og trioen indspillede bandets debutalbum ’The Beauty of Destruction’. Før debuten blev udgivet, blev det offentliggjort, at Ryan Wombacher (tidl. Bleeding Through) og Roy Lev-Ari var tilføjet bandet. Så var kvintetten i 2014 parat til udgivelse og efterfølgende tour. ’They Bleed Red’ udkom i slutningen af november 2015 og var ikke bare bandets andet album, men også et farvel til Roy Lev-Ari. Bandet SAGDE i forbindelse med udgivelsen, at de havde forsøgt et forsimple deres musik. At gøre deres anden plade lettere tilgængelig, mere direkte, brutal og tung.

Den udvikling fremgår tydeligt af ’They Bleed Red’. Pladen er blevet til i samarbejde med Josh Wilbur, der blandt andet har produceret for Lamb Of God, All That Remains og Killer Be Killed. En erfaren herre, hvilket uden tvivl har været med til at præge bandets lyd mod det lyttervenlige og direkte. Åbningsnummeret ’Consume the Damned’, cementerer den udviklingen ved at være et aggressivt riffdrevet nummer båret af Jones' letgenkendelige vokal. Den efterfølgende førstesingle ’The Way We Die’ er et klassisk metalcorenummer på godt og ondt. Det melodiske omkvæd gør nummeret til en decideret crowd pleaser, og det er et nummer, som utvivlsomt vil udvide kvartettens fanbase. Desværre lyder nummeret samtidig som noget, der kunne være komponeret i start-00’erne, hvor metalcore for alvor havde sin sejrsgang, og de respektive medlemmer af Devil You Know brød igennem for første gang.

Den problematik er principielt gældende for hele ’They Bleed Red’. Der en overvægt af stærke kompositioner, men det hele lyder som en gentagelse af noget, der var engang. Med så erfarne medlemmer er det ikke utopi at håbe på udvikling. Et nyt take på en ellers slidt genre. Men det bliver altså ikke denne gang. I stedet har Devil You Know skænket menneskeheden en ganske habil metalcore-plade, der nok skal vinde indpas hos de fleste, der er til genren. Jones leverer, som man kunne forvente, og som han er blevet kendt for, mens Sankeys trommespil er så typisk metalcore, at man stort set kan forudsige hvert enkelt sterile element, der præsenteres. Mere interessant er Artusato, der har komponeret op til flere ganske solide og afvekslende riff. ’Break the Ties’, er en stærk skæring og samtidig et godt eksempel på, hvordan Artusato driver musikken frem. I det hele taget fungerer det bedst for Devil You Know, når det er aggressivt, og guitaren tordner. Kvartettens forsøg på en powerballade, ’Let the Pain Take Hold’, er et kedeligt og uinteressant indspark, hvor Jones' vokalarbejde er det eneste, der rigtig fænger. Bedre går det med den bombastiske og eksplosive ’How the End Shall Be’ og ’Broken by the Cold’.

Er man så heldig at have den version af ’They Bleed Red’, der indeholder tre bonus-numre, bliver man yderligere begavet med et cover af Survivors ’Eye of the Tiger’, den akustiske og kedelige ’I Am Alive’ og ’We Live’. Førstnævnte skal nok skabe fadølsstemning i livesammenhæng, men på plade er det et ligegyldigt indslag. Kun den sprælske 'We Live' er værd at give opmærksomhed.

Generelt er der dog god grund til at give ’They Bleed Red’ opmærksomhed. Men samtidig må man også erkende, at Devil You Know og ’They Bleed Red’ ikke er meget mere end vellydende underholdning. Et album, der har relevans, lige til der kommer et nyt udmærket metalcore-album, der kan og vil det samme. Om 10 år vil ’They Bleed Red’ blive husket som det der udmærkede album, med den der single, hvor der var strippere i videoen.