Keep the faith

Evoke

Århusianerne vinder årets danske deathcore-kamp, uden rigtig at imponere eller fremkalde virkelig stærke følelser.

Kunstner
Titel
Evoke
Trackliste
Downfall
New Era
Hardwired
Wrath
Ode to Heresy
Out of the Dark
Heart in a Prison
The Perfect Human
The Greatest Threat
Wither
Karakter
3

Danskerne er til brun sovs og kartofler. Halloumi, poke bowls, ufiltreret naturvin og hvad der ellers er tidens trend – nej, tak. Kan vi venligst få et stykke med højtbelagt thrash, som var det 1983? Lidt (MEGET) stegt flæsk, persillesovs og dødsmetal, gravet op af den jyske muld? Eller måske en hakkedreng, med bløde løg og black-metal-sovs? Vi craver det sikre valg – men det er alt andet lige også nemmere at følge bedstemors opskrift, end at skulle opfinde den selv.

Ditto hvad angår det musikalske indslag, der får vores hverdag til at glide ned lidt nemmere. En stikpille glider nemmere op med Pantera end morgendagens stjerner.

Til trods for den musik-konservatisme, har den danske ‘core-scene været i en blomstrende udvikling de seneste 10 år. Generationen der voksede op med metalcorens endelige gennembrud i start/midt-00’erne, har selv fundet instrumenterne frem. De er den primære årsag til, at Danmark trods alt repræsenteres i udlandet. Af andet end gentagelser af fortiden.

Prime Collective har gennem årene været fungeret som fødested for mange af de bands, vi i dag ser som spydspids. Ghost Iris, Cabal, Lifesick, Hagning the Nihilist og naturligvis Unseen Faith. Alle bands, der på hver sin måde har været med til at definere dansk ’core de seneste år. At vi nu har fået et nyt ’core-orienteret pladeselskab, i form af Last Mile Records, taler for ligeledes den positive danske udvikling.

Eller også taler det for, at metal-, death- og djent-core efterhånden tilsvarer et besøg på Flammen frem for Alchemist?

Fingere på pulsen
Tidligere på året spåede vi, at Cabal og Unseen Faith ville clashe head to head, i kampen om titlen ’Årets deathcore udgivelse’. Desværre var københavnernes uambitiøse anden fuldlængdeudgivelse mere tilbageskuende end nødvendigt. Et opkog af tidligere præstationer, et skridt nærmere grillbuffet og Irish Coffee og et selvmål i deathcore-kampen. ’Drag Me Down’ var nært et card-blanche til Unseen Faith.

Siden Aarhusianerne ep-debuterede med den kritikerroste ’Yokebreaker’ (2015), har kvintetten udviklet sig markant. Kundskaberne er blevet bedre og det musikalsk udgangspunkt har rykket sig. Det deathcore-djentede udtryk er stadig primært, men der er med tiden blevet mere plads til melodiske passager – og nu også blackend elementer.

Selvom ’Downfall’ starter ondt og brutalt, skal vi ikke mere end 40 sekunder ind i nummeret, før melodiske guitar-passager byder lydbilledet, som solen på en overskyet dag. Tilsvarende indledes og bæres ’New Era’ af helt klassisk atmosfærisk djent-guitar. Et melankolsk udtryk, der overtager lydbilledet fuldt ud den sidste fjerdedel af nummeret. Et kunstnerisk valg, der løfter nummeret markant og kanonisere det ind blandt kvintettens bedste kompositioner.



På tilsvarende vis er ’Ode to Heresy’ og den afsluttende ’Wither’ blandt pladens højdepunkter. Melankolien driver af de ’Vildhjarta’-inspirerede stemningsriff og kombinationen af Alexander Eriksens blackend-inspirerede vokalføring, klassisk deathcore-riffs og de ambiente lydflader, vidner om et band med fingeren på pulsen og indsigt i den udvikling deathcoren gennemgår i disse år

’Evoke’ er indiskutabelt bedst, når Unseen Faith leger med genre-elementerne, fremfor den lidt banale og småkedelige rene deathcore-tilgang.

Promovering versus musikalsk relevans
Unseen Faith gør sig bedst når der leges med det musikalske udgangspunkt. Når deathcoren er grundlaget, der skaber fundament for udskejelser. ’Out of the Dark’ er principielt et spændende nummer, med flere gode ideer. At involvere Daniel Mcwhorter gør dog intet godt. Gedion-forsangeren skaber et kedeligt hardcore-ophold, der kun cementerer, at han er langt bedre til den type vokalføring end Eriksen.

I det hele taget virker det som et mismatch. Der er større fokus på at kunne promovere bandet i udlandet, end den musikalsk værdi den ekstra vokal tilføjer. Pladens legelyst, flirten med blackend og succeen med gæsteoptræden fra Andreas Bjulver Paarup taget i betragtning, ville et besøg fra Kim Song Sternkopf eller en vokalist som Marcus Bischoff være mere oplagt – nu udlandet skal involveres.

’Evoke’ er hverken flæsesteg hos mor eller et besøg hos Noma. Det er en selvstændig plade med flere gode ideer. Det er en udgivelse, der byder på udvikling og en håndfuld gode kompositioner, men ligeledes levner plads til bedre sangskrivning og en tydligere rød tråd.