Mock, burn, spit on the cross!
Efter en noget ujævn afstikker til alternativ metal vender Whitechapel nu tilbage til rødderne med deres stærkeste udgivelse i årevis.
Hymns in Dissonance
Diabolic Slumber
A Visceral Retch
Ex Infernis
Hate Cult Ritual
the Abysmal Gospel
Bedlam
Mammoth God
Nothing is Coming for Any of Us
Whitechapels niende studiealbum, ’Hymns in Dissonance’, markerer en markant udvikling i bandets musikalske retning. Efter at have udforsket melodiske og atmosfæriske elementer på deres mildest talt middelmådige ’The Valley’ (2019) og ’Kin’ (2021) vender det Tennessee-baserede band tilbage til deres deathcore-rødder med en udgivelse, der er præget af ubønhørlig brutalitet og dystre temaer.
En generelt større succes end forsøget ud i alternativ metal – men nogen gange skal man også bare lige opleve, at græsset ikke er grønnere på den anden side.
Deathcorens udvikling i popularitet de seneste år taget i betragtning, er det et forståeligt skridt tilbage. Whitechapel er, alt andet lige, et af genrens grand-old-men i bandform.
Hvad bandet ikke har forladt, er ideen om at skrive konceptalbums. På ’Hymns in Dissonance’ får vi historien om en kultleder, der orkestrerer et ritual af destruktion. Derfor repræsenterer hvert nummer fra førstesinglen ’A Visceral Retch’ og frem hver af de syv dødssynder. Derved sætter bandet rammerne for en forholdsvis makaber fortælling om korruption og vold – en hel anden tematik end de indadvendte og selvmediterende rammer, der var det lyriske ståsted for de to seneste udgivelser.
Musikalsk er der skruet maksimalt op for aggression. Guitararbejdet fra Alex Wade, Ben Savage og Zach Householder er blandt det mest brutale i Whitechapels karriere med dybe, knusende riffs og urolige, melodiske progressioner. Bassist Gabe Crisp og trommeslager Brandon Zackey tilføjer et ubønhørligt rytmisk fundament, hvor Zackeys blastbeats og kirurgiske præcision hæver intensiteten endnu mere.
Albummet åbner med 'Prisoner 666', der øjeblikkeligt slår tonen an med en ildevarslende intro, der bryder ud i en knusende eksplosion af Whitechapels signaturlyd. Nummeret trækker tydelige paralleller til ’This Is Exile’ (2008) med en blanding af groove-tunge riffs og hektiske tremolo-pickede passager og Phil Pozeman momentvis tilbage med et vanvidstempo i vokalfraseringerne. Et eminent åbningsnummer.
Generelt er Phil Bozemans vokale præstation intet mindre end monstrøs. Der er en grund til, at deathcore-afficionados peger på Bozeman, når snakken går på genrens ondeste vokal. Efter at have udforsket ren sang på tidligere albums, har vi ham tilbage til de brutale skrig og growls, der grundlagde vokalistens omdømme – hvilken fornøjelse.
Godt til gamle og nye
’Hymns In Dissonance’ er en sejr for Whitechapel. Intet mindre. Produktionen føles fejlfri, og alt står skarpt, mens vi får ti stort set velkomponerede numre, der blæser én bagover. ’Hate Cult Ritual’ bør udnævnes til anthem of 2025, med sit brutale, blasfemiske omkvæd, der nok skal få rigeligt med plads i live-kontekst: ”Mock, burn, spit on the cross!” - mesterlig, ondskabsfuld komposition, der bringer bandet nærmere blackened dødsmetal end decideret deathcore.
Alt i alt er ’Hymns in Dissonance’ et vidnesbyrd om Whitechapels fortsatte afsøgen af nye territorier og gruppens engagement indenfor genren. En kærkommen placering i toppen af deathcore-genren, uden det lyder afdanket, uengageret eller ligegyldigt. Bandet har succes med at forkæle eksisterende fans, og mon ikke også Whitechapel lykkes med at trække nye til.