Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ypperlig dødsmetalproduktion

Updated
Ypperlig dødsmetalproduktion

Hail of Bullets forener vildskaben fra debuten og mixer den med opfølgerens mere stemningsladede album og er dermed endt med et stærkt, dynamisk og vellydende album.

Titel
III: The Rommel Chronicles
Dato
28-10-2013
Distributør
Karakter
4

Hollandske Hail of Bullets har fundet en god formular, som de ikke viger meget fra. Det kan godt være, at de foreløbig tre fuldlængdealbum har forskellige udgangspunkter for det lyriske koncept, men det er i sidste ende krig, der er temaet. Hvad det handler om denne gang er allerede afsløret i titlen: den store krigsstrateg Rommel, der kæmpede for den forkerte side.

Musikalsk har man også igen benyttet sig af Dan Swanö til mix og mastering (eller "mixtering", som svenskeren selv kalder det), mens det er bandets egen trommeslager, Ed Warby, som har stået for den primære del af produktionen. I forhold til debuten, så er lyden på albummet ikke helt så hårdt komprimeret, så selvom skiven lige lyder lidt lavere i niveauet, så er det en fordel, for det har givet bedre plads til dynamikken. Og det er godt, for selvom bandet har sange, der er mere fræsende end på forgængeren, så er der stadig masser af stemningsskabende leads, men også mere tunge sager, hør fx 'DAK', der sine steder godt kan minde om hjemlige By the Patients storartede 'Where Time Collapsed'.

Delikat håndværk i produktionen

Det er intet mindre end en fremragende dødsmetalproduktion, fræsende guitarer, som stadig har en form for afrundet balance, så de passer perfekt med den dybe tyngde fra bassen. Kun forsangeren Martin van Drunen lyder stadig som et utæmmet monster - hidsig som en bidsk hund - og er stadig noget, der får folk til at løfte brynene. For nogen i respekt, for andre mere som et "det kan du ikke mene!". Umiddelbart var der lige lidt mere bid i ham på første skive, måske fordi produktionen også lød vildere. Men dette tredje albums lyd er bare mere langtidsholdbart - det føles nærmest tidløst - og derfor gør det ikke så meget, at lidt af den imponerende hidsighed fra frontmandens hals er blevet tæmmet lidt, for det samlede resultat er imponerende.

Hail of Bullets skal helt klart regnes for nogle af de nye giganter på dødsmetalscenen. Få sange sange fænger fuldstændigt umiddelbart, men lyttes der videre, kommer belønningen. En fornem udgivelse, hvor brutalitet og stemning forenes på meget smuk vis.