Årsliste 2017 – Emil Svendsen

Årsliste 2017 – Emil Svendsen

I 2017 gik Emil Svendsen efter det mørke og stemningsfulde, og det afspejler sig i årslisten, der dog også har et par brutale nedslag

Forfatter

Årets danske album:

1. JustinHate: 'Marrow' – JustinHate kan noget særligt med stemning og smadder. På deres første udspil var de især gode til det første, på det andet det andet. Med denne treer har de på smuk vis æltet det hele sammen, så det både bliver storladent og hidsigt.



2. Myrkur: 'Mareridt' – andet fuldlængdeudspil fra Myrkur kommer musikalsk set længere ud i hjørnerne og har i det hele taget mere røv i buksen end på debuten. I det hele taget virker det, som om hun er mere sig selv på denne rundtenom.



3. Interbeing: ’Among the Amorphous' – Vi var flere, der troede, at det var slut for det ellers sympatiske band efter seks års albumpause. Heldigvis lykkedes det for drengene at få tandhjulene til at snurre igen, og de leverede et ganske overbevisende og velskrevet album.

4. Billy Boy in Poison: 'Invoker' – Hvis man kan tale om nøgtern dødsmetal, så er det netop, hvad bandet har lavet med dette album. Det er stramt rytmisk, med brutal vokal og har en naturlighed over sig, som man roligt kan læne sig tilbage i.



5. Ghost Iris: 'Blind World' – En raffineret omgang tech/metalcore, hvor bandet går til sagen uden at snuble i egne tekniske snørebånd. Det er detaljerne til trods en meget ligetil plade.

Årets internationale album:

1. Gone Is Gone: 'Echolocation' – En supergruppe er sjældent så super, som den lyder på papiret. Men Gone Is Gone er en undtagelse. Troyerne fra henholdsvis Mastodon og Queens of the Stone Age plus trommeslageren fra At The Drive In og en fyr fra filmmusikken fik i årets første dage udgivet et album, der var en triumf for storladen alternativ rock.



2. Enslaved: 'E' – Der er noget vitalt og ærkeskandinavisk over Enslaved med deres hang til store lydflader, tekniske finurligheder og en solid bund, som jeg endnu engang vil glæde mig over med ’E’ – ingen alderssvækkelse her!

3. Royal Thunder: 'WICK' – Dette atlantabaserede band er gået under radaren hos de fleste herhjemme, måske fordi der er mere fokus på vokalens intensitet end snavset på guitarlyden, og de derfor kan forekomme vel renskurede. Det er synd, for Mlny Parsonz & Co. har med denne udgivelse lavet en glimrende og vemodig omgang.



4. Mastodon: 'Emperor of Sand' – Ja ja, folk siger godt nok, at de ikke rigtig kan synge og kan være tvivlsomme live og alt det der, men de skriver stadig bedre sange end de fleste, og jeg føler mig sgu derfor bare i godt selskab med disse særlinge.



5. Foo Fighters: 'Concrete and Gold' – Jeg har det nærmest skizofrent med Foo Fighters, da jeg synes, at de både har lavet nogle af de bedste og de kedeligste rocksange, jeg kender. På ’Concrete and Gold’ er der heldigvis flere af den første kategori. Bedste album siden ’Echos, Silence, Patience, & Grace’.

Årets internationale hit:

Foo Fighters: 'The Sky Is a Neighborhood' – Ud over at omkvædet fungerer umanerligt godt, så er kombinationen af David Grohls underfundighed i at lade stjernehimlen være de forstyrrende overboer, og at der i øvrigt ikke er noget med guder, magi eller bøhmænd tilstede, ganske forfriskende i en verden, der er til at forvitre i vanvid. En drilsk ode til det naturvidenskabelige verdensbillede.



Årets danske hit:

Bersærk: 'Fimbuls Børn' – Bersærk er efter min ringe mening det næste store, og med denne forsmag på, hvad vi har i vente, slår de deres navn fast.



Årets genfundne klassiker:

Queensrÿche: 'Operation: Mindcrime' – Med en omvej omkring Dream Theater og John Petruccis Musicman-guitar fandt jeg tilbage til Queenrÿches mesterværk af et konceptalbum (da jeg fik nok af førstnævntes cheesyness, men i øvrigt er de to plader i samme boldgade). Især ’Suite Sister Mary’ har kørt på repeat.



Årets fysiske udgivelse:

Gibson: 'HP 415W 2017' – Ja, jeg har fået ny stålstrenget. En fryd at spille på!

Årets koncerter:

1. The Dillinger Escape Plan: Copenhell, 23-06-2017 – En energisk og perfekt spillet afsked fra professorerne i mathcore, der også blev vemodig, da det var bandets afskedsturne og sidste stop i Danmark.

2. Anthrax: Roskilde Festival, 01-07-2017 – Man kunne frygte, at de gamle thrashere havde taget munden for fuld med en festival som Roskilde og en scene som Arena – er der efterhånden nok metallere til at fylde det store telt med fest? Det var der. Anthrax var tændte og spyede ild, og folk kvitterede.

3. Royal Thunder: Pumpehuset, 05-12-2017 – Hvor amerikanernes pladeproduktioner godt kan blive vel amerikanerrenskurede, så fik vi live et skud vildskab, som fik bandet til at fremstå mere cool, end jeg turde have håbet på.

4. Bersærk: Beta, 01-12-2017 – Når man som et forholdsvist nyt band har et publikum, der synger med på snart sagt alle sange, så har man fat i noget helt særligt. Denne aften i Beta fik vi så eftertrykkeligt drukket julen ind med hedningene.

5. Foo Fighters: Roskilde Festival, 30-06-2017 – Der har været megen snak om, at Orange Scene var blevet for stor til nutidens bands. Foo Fighters modbeviste dette eftertrykkeligt.


Årets internationale navn:

Troy Sanders – Da sangeren/bassisten både har behaget mine – og sikkert også andres – øregange i år med både Gone Is Gone og Mastodon, får han naturligvis pokalen.

Årets danske navn/solist:

Kellermensch – Med et meget troværdigt album og en række gode koncerter, der rækker ud til et bredere publikum, tilhører 2017 Kellermensch.



Årets nye internationale navn:

Frank Carter & The Rattlesnakes – Han er ret beset ikke en vårhare, den gode Frank, men er har nået langt med sit showmanship og sin tilbagelænede punk. Jeg tror, han når endnu videre

Årets nye danske navn:

Natjager – Med tung autotunevokal og velskrevne sange får Natjager givet fingeren til metallens purister, hvilket i sig selv er rock’n’roll.



Årets comeback:

Interbeing – Når man efter seks år vender tilbage med et  så stilsikkert brag, som dette danske band gjorde, bør det hyldes behørigt – det kunne nemlig sagtens være gået grueligt galt.



Det overså jeg i 2016:

Vektor – Selvom det svider, så må jeg krybe til det omvendte kors og indrømme, at de på redaktionen, der i 2016 hyldede dette mesterlige projekt, havde fat i noget.

Årets optur:

At Royal Thunder viste sig at være så meget mere cool live, end de er på plade.

Årets største skuffelse:

Fredagens Copenhellprogram udstillede det forstemmende i, at et band som The Dillinger Escape Plan stopper, og Five Finger Death Punch nægter at dø. Det var en bitter pille, som krævede udvandring og værtshusbesøg, og jeg har stadig ikke forliget mig med tanken.

Største ønske for 2018:

At The Dillinger Escape Plan genopstår, og Five Finger Death Punch lægges i graven.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Alice in Chains på Copenhell.