Årsliste 2020 – Adriana Zak

Alting blev vendt på hovedet og ligeså blev min playliste. Den ellers hidtil herskende sortmetal har måtte give plads til dungeon synth, okkult- og eventyrrock, der har vist sig at være lige så gode kompagnoner til et godt glas vin, der i år ofte er blevet nydt ude i naturen.

Tid giver mulighed for refleksion og fordybelse. Efter at have forliget mig med en surrealistisk hverdag, hvor frygt og ensomhed herskede i samfundet, blev forårets og sommerens lange dage – foruden gåture og meget natur – brugt på at høre noget af al den musik, jeg umiddelbart ikke forstod hypen omkring. Og det er muligvis den klogeste beslutning, jeg har taget i 2020.

På en solbelagt græsplæne i Frederiksberg forstod jeg langt om længe fascinationen omkring Hällas, som nu er endt på toppen af playlisten for årets mest spillede kunstner på min Tidal. De deler plads med Demon Head, som jeg af alverdens åndssvage grunde har misset live i flere år, hvilket har gjort mig så irriteret, at jeg af ren stædighed ikke har haft lyst til at dykke nærmere ned i deres musik.

Noget andet godt, der er kommet ud af pandemien, er at min kærlighed for naturvin og dungeon synth kun har vokset sig større. Visse ting kan man kun lære at elske med tiden – eller rettere, ved at have tid til at nørde og gå på opdagelse – og disse to er tilsyneladende nogle af dem.

Årets danske udgivelse:
1. Offermose: ‘Stilhedens Tårn’ – Denne dungeon synth-nyklassiker er slet ikke til at få armene ned over. Fremragende kompositioner og en tung melankolsk stemning rammer lige der, hvor det gør allermest ondt, og hvor det er aller bedst. Det giver gåsehud, myrekryb, en knude i halsen og kilden i maven på een og samme tid, og så fremkalder det også så stærke og mange emotioner, at man slet ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv.



2. Fanebærer: ‘Den første ild’ – Fanebærer skuffer aldrig og imponerer altid; rå, dansk sortmetal fra sin grummeste og absolut bedste side!



3. Bona Fide: ‘Yield’ – Endelig har vi fået et gotisk folk/americana-band i Danmark, der kan måle sig med internationale navne som Chelsea Wolfe, King Dude og Marissa Nadler. Duoen har et stærkt poetisk udtryk, hvor Sophia Lunas skrøbelige men kraftfulde vokal sammen med Emil Palmes eksperimenterende og pirrende guitarspil skaber et minimalistisk univers, der sprænger sine egne rammer.



4. Septage: ‘Septic Decadence’ – Det er egentlig ikke fordi, vi mangler dødsmetalbands i landet, men Septage har ikke desto mindre været et tiltrængt indslag. Udtrykket er lige så råddent og friskt som albumcoveret, vokalen er voldsomt slimet, og der er godt med plads til trommerne, som endnu engang er mesterligt spillet af Ugur Yildirim.



5. Afsky: ‘Ofte jeg drømmer mig død’ – Ole Luk slår igen fast, hvor dygtig en black metal-musiker han er, og det er ikke overraskende, at dette album har gjort sig bemærket på store nationale medier. Foruden at markere musikalsk udvikling, er soloprojektets andet udspil en stor hyldest til dansk kulturarv, der må siges at blive sat i ny og ganske interessant kontekst.



Årets internationale udgivelse:
1. Paysage d’Hiver: ‘Im Wald’ og ‘Schnee’ – Når en af verdens bedste black metal-solister laver fire udgivelser på et år, er det næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre er det just præcist, hvad Tobias Möckl har brugt 2020 på, hvilket er til at få tårer i øjnene over. Hans depressive og kolde univers har særligt været godt på albummet ‘Im Wald’ og kompilationen ‘Schnee’, hvorfor det er umuligt at vælge, hvilken af de to, der er bedst.





2. Isengard: ‘Vårjevndøgn’ – Fenriz’ kreative rodekasse har en ubenægtelig trve kvlt-charme over sig. Albummets sange, der er omtrent tredive år gamle, trængte virkelig til at se dagens lys, og vi trængte alle sammen til at høre dem i disse tider fyldt med moderne skrammel.



3. Hällas: ‘Conundrum’ – Med hits som ‘Star Rider’ og ‘The Astral Seer’ ville man umiddelbart tro, at fuldlængdedebuten ‘Excerpts from a Future Past’ ville være svær at overgå, men det viste sig heldigvis langt fra at være tilfældet. Andenpladen om karakteren Hällas’ eventyr i det ydre rum udviser en naturlig sonisk og kompositorisk videreudvikling, der kun gør konceptet stærkere.  



4. Crypt Dagger: ‘From Below’ – Poser Disposer, Executer ov Hell og Savage Defiler of the 14000 er en sej trio. Alt ved dette band er sejt. De er en komplet kliché men så ægte i deres udtryk, at de slipper afsted med det. Jeg glæder mig til at stå i pitten og være den der mærkelige gammel dame, der går amok, når de utvivlsomt rammer Muskelrock eller Metal Magic. Der er håb for ungdommen!

[Rettelse: Crypt Dagger er i mellemtiden gået i opløsning, hvorfor en koncert med dem desværre kun bliver imaginær.]



5. Malokarpatan: ‘Krupinské Ohne’ – Sej blanding af black og alt det gode heavy fra gamle dage. Malokarpatan forstår at være ægte og nyskabende, for deres musikalske referencer og slovenske rødder er ikke til at tage fejl af. Vokalen er derudover satans sprød og giver deres sejhed en endnu sejere kant.



Årets internationale hit:
Hällas: ‘Tear of a Traitor’ – Hällas’ eventyrrock er fantastisk og lige så er denne single fra ‘Conundrum’, hvor særligt Tommy Alexanderssons passive aggressive vokal – og ikke mindst falset – og Nicklas Malmqvists keyboard sparker 7% mere røv end normalt. Derudover er musikvideoen noget nær perfekt; der er glimmerkapper, pastelfarver i mange nuancer og en ridder. What’s not to like?



Årets danske hit:
Demon Head: ‘The Triumphal Chariot of Antimony’ – Nyt er ikke altid godt, men det er ikke tilfældet med førstesinglen fra Demon Heads kommende plade. Den melankoli, der er fylder sangen, og den desperation, der er tilstedeværende i vokalen, klæder bandets okkulte og mystiske udtryk utrolig godt.



Årets genfundne klassiker:
Coven: ‘Witchcraft Destroys Minds & Reaps Souls’ – Covens debut fra 1969 er en sand vintage-okkultisk perle, der har været min følgesvend på mange gåture i det danske sommerlandskab. Det har været soundtrack til mange refleksioner over, hvordan det mon var at leve i de gode gamle dage, og hvilken afgrund, den moderne verden synes at være på vej ned ad.

Årets koncerter:
1. Lubomyr Melnyk: Christians Kirke, 30-10-2020 – Hvis I tror, at grindcore- og black metal-guitarister og -trommeslagere kan spille hurtigt, så er det, fordi I ikke har set Lubomyr Melnyk spille klaver. Den 72-årige ukrainske pianist er vel nok verdens hurtigste, kendt for sin “continuous music”, og kan spille 19 noder per hånd per sekund, hvilket mildest talt er imponerende. At han derudover komponerer fantastisk smuk musik er prikken over i’et. Hans koncert i Christians Kirke – arrangeret af spillestedet Alice – var intet mindre end en sublim og meget, meget længe ventet oplevelse, der fik en tåre eller ti til at trille ned ad kinderne.



2. Bona Fide: Alice, 26-11-2020 – Der er noget magisk ved at tage til koncert uden at kende musikken ind og ud på forhånd, så man er åben for nye indtryk og møder kunstneren på en nysgerrig måde. Bona Fide var denne oktoberaften en af årets mest spændende musikalske oplevelser, hvor en intens stemning og yderst veludført performance tryllebandt mig fuldstændigt.

3. Solbrud: Pumpehuset, 17-10-2020 – Få danske bands kan hamle op med hvor dygtige, det københavnske band er til at give koncert. Deres atmosfæriske black metal fylder hele rummet og kravler ind under huden på publikum, og denne aften i Pumpehuset var ingen undtagelse. Solbrud kan ganske enkelt ikke give koncert, uden at det ender på min årsliste. Denne gang havde jeg desuden fornøjelsen af at følge dem hele aftenen, hvilket ikke just gjorde oplevelsen ringere.

4. Offermose: Pumpehuset, 22-11-2020 – Kender I det, når I bliver helt opslugt af en kunstner, og at glæden ved at se vedkommende live er altoverskyggende? Det var netop det, der skete, da Offermose varmede op for Afsky på sidste af i alt tre udsolgte aftener i Pumpehuset. Mere intime rammer og mindre respektløse publikummer havde været at foretrække, men selv ubehøvlede klaphatte, der ikke har forstået, at koncerter handler om musik og ikke øl og råberi, kan ikke ødelægge en så solid præsentation fra en kunstner, der er så talentfuld som Offermose.

5. Oranssi Pazuzu: internettet, 15-05-2020 – Årets første streamingkoncert var ingen skuffelse. Sidst, jeg så det finske kollektiv, var til Midgardsblot og Roskilde Festival for tre år tilbage, og i år skulle jeg have set dem på Roadburn. Det skete ikke. Til gengæld lavede de den bedste livestreamingkoncert, jeg har set i år, hvor de rent faktisk tænkte over formattet og de muligheder, det har. Det kan mange andre bands lære af.

Årets internationale navn:
Wardruna – En af de kunstnere, der virkelig har vendt pandemi-situationen til en fordel, er Einar Selvik og resten af hans orkester. Til trods for album- og tour-udskydelse har Wardruna været ganske aktive ved at give streamingkoncerter, udgive singler, lave en videointerview-serie og – ej at forglemme – at lægge soundtrack til det nye Assassin’s Creed. Alt sammen med et slutprodukt af yderst høj kvalitet, og et godt håndværk er efterhånden en sjældenhed.



Årets danske navn:
Offermose – Hil den skumle synthesizer!

Årets nye internationale navn:
Persekutor – “Is like part outlaw, part punk: forget rules, do it yourself, hammer down! Anyone who is giving sourpuss face about this can feel free to fucks off.”.

Årets nye danske navn:
Heltekvad – Sværd er seje, kutter er seje, sort/hvid-billeder i skoven er seje, middelalder-sortmetal er sejt.

Årets comeback:
Jeg har tilsyneladende ikke styr på, hvem der er tilbage fra rehab.

Årets fysiske udgivelse:
Robert Eggers: ‘The Lighthouse’ – Et filmisk mesterværk er endelig kommet på blu-ray. I 2015 debuterede Robert Eggers med sin første fuldlængde-film ‘The VVitch’, der blandt andet med sin scenografi og atmosfæriske udtryk rykkede ved horror-genren. Det var derfor med store forventninger, at jeg så ‘The Lighthouse’ for første gang, da den kom i biograferne sidste år, og jeg blev alt andet end skuffet – det var kærlighed ved første blik. Robert Eggers er ekseptionel dygtig til at frembringe en yderst tilstedeværende skummel stemning, man som seer ikke helt kan sætte finger på, men som undervejs i filmen sætter sig dybere og dybere i ens psyke. Fortællingen er mystisk, mytisk, forvirrende og fascinerende, og derudover er det sort/hvide visuelle udtryk fandens veludført. Inden jeg går helt i selvsving – for jeg kunne skrive flere sider om alle filmens forcer – er det også værd at nævne, at Robert Pattinsons præstation er formidabel og en stor fuckfinger til alle, der stadig kun sætter ham i relation til Twilight-filmene.



Det overså jeg i 2019:
Mange Hällas-koncerter, bogstaveligt talt. Alle de gode udgivelser, jeg er gået glip af, er jeg stadig uvidende om.

Årets optur:
For mig personligt har der særligt været to højdepunkter i år: at blive husfotograf på Alice og en tur til Norge. For dem, der ikke ved det, er Alice en sammensmeltning af de tidligere københavnske spillesteder Jazzhouse og Global, hvor jeg har været tilknyttet førstnævnte. Det har derfor været rart “at vende hjem”, og ikke mindst få en masse musikalske oplevelser, jeg næppe selv ville have opsøgt.

Turen til Norge i sommers var fantastisk og perfekt sammensat: den indeholdt både en masse smuk natur, rigeligt med god mad og vin, og selvfølgelig også en masse black metal – det er decideret svært at undgå. Jeg havde fornøjelsen af at se og besøge Fantoft Stavkirke, hvor nogle af de brædder fra den oprindelige kirke, som Varg Vikernes brændte ned i ‘92, lå til offentlig skue. Derudover var jeg naturligvis forbi Gaahl for at hilse på, mens jeg var i Bergen, som jeg i øvrigt faldt pladask for. Sikken smuk by.

Som nævnt i introen har jeg også haft glæde ved at lytte til en masse Hällas, Demon Head og dungeon synth, og derudover har jeg også haft optur over Bandcamp, der på mange fredage under krisen valgte at lade al indtjening gå ubeskåret til kunstnerne. Det er god stil!

Årets største skuffelse:
At Tribulation nu står uden Jonathan Hultén. Hans guitarspil og ikke mindst live-performances var det helt essentielt unikke ved bandet, og jeg er ikke just spændt på at se, om de kan holde samme niveau uden ham. Når det så er sagt, er jeg til gengæld positivt spændt på at se, hvad Hultén får ud af al den ekstra tid, han nu har mellem hænderne, for hans soloprojekt og animationer er i forvejen temmelig interessante.

Største ønske for 2021:
At kunne komme på festival i Sverige og Norge til sommer. Det er svært urealistisk, men ikke desto mindre er en tur på Muskelrock, Sweden Rock, Beyond the Gates og Midgardsblot svært tiltrængt. Mere realistisk er det at håbe på, at vi kan afholde langt flere almindelige spillestedskoncerter end i år, og endnu mere realistisk er det at håbe på en masse gode black metal-udgivelser.

Det glæder jeg mig mest til i 2021:
Det nye Demon Head-album i sin endelige udgave, og ikke mindst at se, hvordan bandets gamle fans tager imod den. Wardruna har også nyt på vej, og selvom jeg stadig bedst kan lide de albums fra dengang, hvor Gaahl stadig var involveret i projektet, lyder de nye singler temmelig lovende – så mon ikke hele pladen også er det?

De kommende udgivelser fra Emptiness og Tribulation, som er to af mine yndlingsbands, ser jeg også frem til, men jeg må ærligt indrømme, at jeg også frygter dem. De to singler, Emptiness indtil videre har smidt på bordet, er markant anderledes fra deres tidligere materiale, og de to singler, Tribulation er kommet med, lyder off. Udover en udynamisk produktion kan jeg endnu ikke helt sætte finger på, hvad der præcis er galt med dem.