Er der stadig noget at være vred over?

Hardcore og punk er den dag i dag stadig rasende. Men hvad har den egentlig at være rasende over? Er de utaknemmelige og snottede? Eller stikker sandheden dybere?

No Future – sådan lød slagordet i 70’erne og 80’erne. Man var fattige, man så sine forældre arbejde sig ihjel, man havde ikke adgang til uddannelse, og arbejdsløsheden var tårnhøj. Oven i hatten var der truslen om atomkrig og rædslen for, at fjenden skulle gå i land, eller man selv skulle flyves halvvejs rundt om jorden, for at dø i en jungle.

Sådan er det ikke i dag. Vi har hårde hvidevarer, vi kan gratis læse kommunikation og få SU for det og bagefter gå på dagpenge, indtil vi nedlader os til at tage et job som community manager på kommunens facebookprofil. Vi kan sende vores børn i skole – kommunal eller privat, hvis statens tilbud ikke lever op til vores krav, vi kan brokke os over, at smør koster kr 30,- og mene, at regeringen bør sende os endnu en check.

Hvad er det for et samfund? Er det overhovedet et, hvor det giver mening at være vred og råbe op om hvor ringe det hele står til? Jojo, nuvel er der klimakrise, men vi ved også godt, at det ikke er os, der kommer til at sulte og drukne. Vi skal bare håndtere flygtningene, og de drukner alligevel i middelhavet. Hvilket vi naturligvis har tænkt os at demonstrere imod. Men det er nok også det, der kommer til at ske. Måske tager vi på færre ferier, men det kan man ikke rigtig skrive en punksang om.



Så hvad er det egentlig vi har at være vrede over? Hvad er det vi vil med vores hardcore og vores punk i 2023?

Diskussionen opstod i mit hoved, da jeg blev bedt om at læse en kollegas anmeldelse af det nyligt udgivne Eyes-album igennem på Passive/Aggressive. Det stod i ret skarp kontrast til min egen ditto. Hvad jeg kaldte “kloge ord i vrede sange”, kaldte kollegaen “bøvet og overuddannet” samt “indbegrebet af millennial-kultur”. Nuvel, pågældende kollega har ti år på mig, og lidt mere på Eyes, så der vil naturligvis være diskrepanser i livs- og verdensanskuelse.

Ikke desto mindre var det ganske tydeligt, at vedkommendes opfattelse af raseri og modkultur stod plantet i en gammeldags, mere bogstavelig “fuck systemet”-tankegang. Der skal være noget at gøre oprør imod, og der skal helst peges på nogen, der er skyld i det.

Det kan være Margaret Thatcher, Ritt Bjerregaard, eller Anders Fogh Rasmussen. Men nogen skal skydes, overhældes med maling eller på anden vis straffes. Det er naturligt. Det kommer der af at vokse op i en verden, hvor fronterne har været malet tydeligt op. Og det er også det, punken kommer ud af. Det var nogens skyld.

Men nu til dags lever vi i en verden uden fjendebilleder. Hele vores traditionelle modkultur er opslugt af det kvælende, bløde tæppe. Selvom Ungdomshuset stadig har bom for porten og er klar til at barrikadere sig med øjeblikkes varsel, drives det for kommunale penge. Og vi vil gerne have de støttekroner. Vi er blevet, hvad vi kæmper imod.

Derfor er det fuldstændig umuligt for min generation – for ikke at nævne dem, der er endnu yngre – at rase rigtigt igennem mod nogen eller noget. Det skulle da lige være Elon Musk, Jes Dorph eller andre, der gør sig selv til symboler på den gamle verdensordens beståen. Forskellen er blot, at hvor man engang kunne forestille sig, at verden ville blive bedre, hvis IRA oplevede at være heldige blot en enkelt gang, er de yngre generationer pinefuldt bevidste om, at symbolerne er netop dette. Symboler på et system, der ikke interesserer sig for individer. Hvis Jes Dorph bliver fyret, skal der nok være andre, der ikke kan holde nallerne fra praktikanterne og hvis (når?) Elon Musk går neden om og hjem, står en anden rigmand klar i kulissen til at samle stumperne op og føje dem til sin egen samling.



Den tidligere arbejdsminister i USA og professor i socialøkonomisk politik Robert Reich beskrev i sin bog ‘The Work of Nations’ fra 1989, hvordan fremtidens arbejdsmarked i langt højere grad ville bestå af såkaldte “symbolanalytikere” i modsætning til tidligere tiders produktions- og serviceindustri. Det fik han ret i. Vores flagrende, omskiftelige og prekære akademikerarbejdsmarked og grundskolens næsten ensidige fokus på anvendelighed i den ene ende og analytisk og kommenterende verdensforholdelse i den anden har skabt en hel generation – måske flere – af konstant reflekterende og kritiserende mennesker, der, i modsætning til Generation X’s konstant ætsende, udadvendte sarkasme, vender det hele indad. Når et band som Nexø synger om den omsiggribende angstepidemi blandt unge, er det her omdrejningspunktet. Det er ikke systemet, som det har været traditionen i punken. Det er derimod en kæmpestor bekymring om, hvad vi har fået hinanden til at gøre ved os selv.

Ove Kaj Pedersen forklarede i 2011, hvordan Danmark var blevet en konkurrencestat fremfor en velfærdsstat og satte dermed ord på, at selve eksistensen var blevet en konkurrence.
I 2023 er der rift om jobs. På en måde, i hvert fald. Alt handler om kompetencer og hvis du ikke kunne finde ud af at skaffe dig en uddannelse i din ungdom, er det mere end almindeligt svært at gøre det som voksen, med forpligtelser, økonomi og boliglån. Og selv hvis du har fået en uddannelse, skal du også være en af de bedste blandt dine jævnaldrende. Hvis man ikke har en lang uddannelse, kan man ikke få et godt job. Hvis man tager en lang uddannelse, skal det være naturvidenskabeligt, ellers bliver man udskammet af politikere og erhvervsliv. Hvis man gør det, får man alligevel at vide, at man bruger for lang tid på sit studium. Hvis man formaster sig til at være humanist, skal man være omstillingsparat og klar til at flytte langt for et job. Og man skal acceptere, at jobbet er tidsbegrænset. Og hvis alle disse krav knækker dig, er det, fordi du ikke var i stand til at leve op til det, der kræves.
Og derved er det eneste bestående fjendebillede i vores verden os selv.



Når Victor Kaas derfor beskriver hvordan etiketten “underperformer” – altså, en, der ikke præsterer så godt som forventet – i høj grad kommer fra ham selv, når han sammenligner med skolekammeraterne,  men samtidig giver fuldstændig fortabt, når han bliver spurgt, hvad der skal ændres, er det intet mindre end krystalliseringen af det omfattende skifte, der er sket i vores sind og vores samfund. Vi er en generation, der ikke bliver overrasket over at opdage, at det hele går ad helvede til. Vi har set forfaldet ske alle vores formative år. Tårnene faldt, krise efter krise af forskellig beskaffenhed kom, once-in-a-lifetime-begivenheder som temperaturrekorder, terrorangreb, krig og kollaps kommer på månedlig basis. Og vi har vidst det hele tiden.

Hvor punken og hardcorens vrede i gamle dage var rettet mod de mennesker, der tog noget fra os, rettes den nu mod os selv. De unges ironi er ikke rettet mod autoriteter. Den er rettet mod selve eksistensen. Min kollega kaldte det en defaitistisk indstilling, kritiserede den for ikke at ville gøre noget.
Men det er den forkerte vinkel. Et band som Tvivler, der dog er jævnaldrende med min kollega. beskriver en følelse således: “Jeg håber, at noget snart bliver anderledes /…/ Jeg håber, at noget snart bliver bedre eller bare værre / Velkommen til småborgerlighedens tvangsfrie tvang“
Det er en uendelig følelse af, at være i centrum i sit liv og sin eksistens, på en måde, der ikke lader sig ændre eller endda påvirke. Det er følelsen af at have ansvar for alt, der sker, uden at have mulighed for at vælge det hverken til eller fra.

Selvom livet var langt mere restriktivt i gamle dage, var det dog muligt at fralægge sig ansvaret. Det var familien, samfundet, eller skæbnen eller endda Vorherre, der havde besluttet sig for det.
Det er det ikke nu. Der er kun dig. Og derfor er millennialpunk indadvendt. Derfor raser hardcoren mod dem, der siger, vi bare skal være glade for at være til. Men hvem har bedt om det? Hvem har bedt om stress og angst og pres og eksistentiel angst hver eneste dag i livet? Hvem har bedt om at blive inviteret til en fest, hvor man konstant vurderes på, hvor meget man bidrager med? Hvem har bedt om, at man skal klædes pænt på, fordi tante Birte kommer på besøg? Vi kan sige nej til at hilse på Birte, men vi kan ikke sige nej til os selv. Vi kan ikke sige nej til at eksistere.



Når fjendebilledet er dig selv, er det også din egen utilstrækkelighed, du kæmper med. Og hvis du alligevel gennemskuer, at det er en konstruktion, så har du ingen at pege fingre ad. For selv om man kan se, at systemet er i stykker, ved ingen længere, hvordan man reparerer det. For maskinen kører, uanset om du er med eller ej. Og det er udfordringen for modkulturen og for punken i særdeleshed. Hvordan kan man forny sig selv og være relevant, hvis man blot udskifter Nixon eller Thatcher med Trump, når man trykker merchandise?

Hvordan formulerer man, at man har det svært ved at være til? Indre Krig gjorde det på ‘Claustrophobia’, men stod stadig tilbage som afmægtig i situationen. Kan man tage magten tilbage over sin egen tilstand? The kids are not alright, når de gentager “I’m so sorry” igen og igen.
Kan selve det at beskrive, hvordan man har det, være en modstand? Kan den ironiske memeæstetik, hvor man selvbevidst beskriver, hvor fedtet ind man er i det hele, mens man holder fest for kommunale kroner være punk, som når Eyes gør det?

Ja, det kan det. Men vi har brug for ikke at være undskyldninger for os selv. Vi har brug for at tage magten og agere, fremfor at reagere. Det er pointen med energien. Vi skal ikke længere være brokkerøve, men vi skal beslutte, hvor vi vil hen, og hvad, vi vil gøre.