Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '11 Fredag: Fest fra start

Populær
Updated
Copenhell '11 Fredag: Fest fra start

Endelig kom den fredag i juni, hvor Copenhell skulle levere den svære toer ovenpå sidste års varme modtagelse fra publikum og presse.

Dato
17-06-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (i teksten dog C.V)

Med et tætpakket program til Copenhell 2011, opfølgeren til succesen fra 2010, skulle man ikke tro, at opvarmning var påkrævet, og det var det naturligvis heller ikke, men flere Devilution-folk, tog sig alligevel en grillpølse og et par start-øl inden åbningen. Indenfor på Copenhell var der alligevel også kun én slags øl at vælge mellem, men til gengæld var prisen på den relativt fornuftig.

I teksten herunder linkes til alle fredagens bands, men kan man ikke vente, så er de samlet her:

Upcoming: Solbrud, Billy Boy In Poison, Helhorse
Hades: Rolo Tomassi, The Burning, Baptized in Blood, Deicide
Helviti: Artillery, Opeth, Korn, Judas Priest
Lørdagen: HER!

Ved første øjekast var Copenhell, som Copenhell var sidste år, men efter man var blevet sluset ind og fået kommentaren "Velkommen til helvede" et par gange, var nogle ting vendt lidt rundt på pladsen ligesom Hades-scenen havde fået helt ny plads. For slet ikke at tale om, at der var kommet en upcoming-scene til, og den havde en fin debut.

Madboderne var flere, men flere selvudnævnte madanmeldere knurrede lidt i krogene over, at kvaliteten ikke havde fulgt med kvantiteten.

indgang program
Foto, venstre: Indgangen lignede sig selv, men uden den ekstreme happening fra sidste år.
Foto, højre: Som sidste år kunne man aflæse programmet, der var malet på containere. Sidste års Helviti-program blev også hyldet.

Aparte nok var det netop et af upcoming-scenens bands, som lagde musikalsk ud. Solbrud spillede solen frem efter en byge, der dog fik strømmen til at drille, og bandet oplevede dagens første strømafbrydelse. Heldigvis havde man styr på det, og der kom snart lyd igen.

Når man bliver forkælet med en ekstra scene skal man jo ikke klage, men scenen bød også på metalliske dilemmaer: skulle man se upcoming-navnet eller et samtidigt band på en af de hovedscenerne? "Bøllerne" i Billy Boy in Poison måtte således slås med vanvittige Rolo Tomassi om publikums opmærksomhed. Senere var det The Burning og Helhorse, som dystede på denne vis.

Den store Helviti-scene blev åbnet af Artillery, som måtte hasteindkaldes, da John Garcia var strandet i en lufthavn i Canada, og dermed førte Kyuss Lives! til et afbud.

øltelt tis
Foto, venstre: Biergarten-teltet var vokset, og der var atter masser af metallisk fællessang.
Foto, højre: Der var masser af tissemuligheder, for som de tomme ølkrus antyder, så skal der jo noget ud. 12.000 liter øl blev der drukket på pladsen fredag!


scenen upcoming
Foto, venstre: Uden publikum så scenen for alvor enorm ud.
Foto, højre: Upcoming-scenen var forsøgt gjort lidt mere intim og rå mellem de store skibscontainere.


Opeths show var mest til gavn for bandets fans end for den gennemsnitlige metaltilhænger, da den fint fremførte musik ikke rigtigt kom ud over scenekanten. Det trick formåede Baptized In Blood til gengæld på den mindre Hades-scene.

Hver gang, det var tid til et nyt band på en af hovedscenerne fik man som sidste år igen en stor flamme fra en gigantisk flammekaster. Ofte med flot røgring til følge. Og det skulle vise sig ikke at blive de sidste bål, man fik at se på pladsen til dette års Copenhell.

DoxHell Store toiletter
Foto, venstre: biografen "Dox:Hell" var der stadig og havde fint program.
Foto, højre: Alting er større på Copenhell!


Deicide havde nok haft bedre dage - men kendere vil vide: også værre! - men det onde growl var rigt tilstede hos frontmanden, som The Burnings Johnny Haven tidligere på dagen havde beskyldt for surmuleri, fordi der ikke var sorte M&M's i back stage-området.

Korn har fortjent fået fine ord med på vejen for sit show, der også bød på lidt af Metallicas 'One'. Scenen var dermed varmet godt op til dagens hovednavn: Judas Priest. Kunne de mon levere varen, trods en snarlig pension? I dén grad, tilfredshed over hele linjen og to timers show.

Fredag havde nu kun ølteltet til musikalsk underholdning lidt endnu, men mange trak hjemad, så lørdagen også kunne blive en succes uden et værkende tømmermandshoved. Og i år var der umiddelbart fin bustransport (skriver skribenten, der som københavner blot hoppede på cyklen). "Lørdag, oh lørdag, hvad mon du gemmer til os?" var den forventningsfulde afslutningstanke ovenpå en god start.

Bjarke Ahlstrand, som mange måske husker fra et metalprogram på P3 i '90erne eller som en del af Mighty Music/Target, tog en masse fede stemningsfotos, som han har givet os lov til sætte ind, så hør lidt tråd og (gen)oplev Copenhell-stemningen her:



Læs om lørdagen HER!