Den ekstrametalliske dimension: Deuter – ‘Aum’

deuter

Meditation er overhovedet ikke metal: Skribenten bekender kulør som skabs-new ager og prøver at forsvare sig med, at det er for musikkens skyld.

Kunstner
Titel
Aum
Label
Trackliste
Phoenix
Aum
Soham
Offener Himmel 1
Gleichzeitig
Offener Himmel 2
Sattwa
Morning Glory
Soma
Surat Shabda
Abraxas
Susani
The Key

Jeg er ikke noget spirituelt menneske.

Det er ikke, fordi jeg ikke til tider har nærmet mig den dimension: Jeg har hørt masser af Neurosis, laver nogenlunde regelmæssigt mine yogastræk, har sågar en, godt nok kort, overgang prøvet at meditere lidt. Det har bare ikke ført nogen vækkelse med sig. Hvis jeg har opnået en form for større bevidsthed, så er det bevidstheden om, hvor latterligt ligegyldig jeg selv er i det store hele, og hvor opblæst det derfor ville være af mig at forsøge at sætte naturens kværnende monumentalitet ind i en eller anden overmenneskelig sammenhæng. Havet og bjergene er fløjtende ligeglade med mig, universet i endnu højere grad, så det er bare at trække vejret og være i det og prøve ikke at gøre for megen unødig skade på andre i den tid, man er det.

I betragtning af, hvor stramt jeg har det med spirituelle charlataner, der pusher healende krystaller og hustler aurafotografering, har jeg bare haft betænkeligt meget med new age-musik at gøre.

Det er der en naturlig forklaring på: Da jeg i midten af 90’erne begyndte at dykke ned i den tyske 70’er-synth, var det med udgangspunkt i Odens Musikbiblioteks samling. Og her stod synth klassificeret sammen med new age. På sin vis gav det god mening: Popol Vuh bevægede sig i gråzonen mellem de to, selvom det nok alligevel var en tand for dystert som baggrundsmusik til zoneterapi; Kitaro på sin side var begyndt ovre i den eksperimenterende ende af spektret, inden han kammede helt over. Grænsen var flydende, og for et nysgerrigt ungt væsen, der var ved at opdage en ny musikalsk verden hinsides metal og rock, var det nemt at komme til at krydse den.

Forudsætningsløs nybegynder
Jeg var kørt lidt træt i metal efter at have dyrket det med barnets besættelse, og rock havde ikke rigtig vist sig at have nok at byde på: Jeg savnede at blive udfordret på samme måde, som jeg nogle år tidligere var blevet det af metal. Jeg ville forbløffes, jeg ville finde noget nyt at være fanatisk med. 

Jeg gik til opgaven med nybegynderens fuldstændige forudsætningsløshed: Jeg anede intet om, hvad det her var, jeg var klar til at falde for alle knebene og komme på vildspor. Mit eneste pejlemærke var, at det skulle give mig den samme følelse, som metal havde gjort. Jeg ledte efter noget velkendt i det nye: Dysterhed, smadder, uigennemskuelighed, noget, der lukkede alt andet ude. Noget af det, der havde været så inspirerende ved at leve med metal, var, at musikken lukkede sig for de fleste omkring én. Det var ens egen musik, når først man havde fundet ind i den. Det ekskluderende element har altid været en af metals største attraktioner: Det er med til at skabe så meget desto stærkere et sammenhold mellem dem, der har metallen til fælles.

Det fællesskab havde jeg for en tid meldt mig ud af. Nu var jeg på udkig efter noget, jeg kunne melde mig ind i, som resten af verden ikke fattede. Problemet var bare, at der faktisk var en del, der fattede new age, og det var en endnu sørgerligere forsamling freaks end dem, jeg havde ladt bag mig i metallen: Rækkehushealere, fjernsynskrystalrensere, ugebladshoroskoplæsere, fjernvarmebuddhister; battleveste og longsleeves byttet ud med drømmefangere og hørtøj.

Jeg ledte efter noget, der krydsede over på den mørke side af new age.

Den forkerte Deuter
I løbet af de år begyndte Odense Musikbibliotek at sælge ud af samlingen. Der var ikke mange andre end mine venner og mig, der gad at gå i kælderen efter deres vinyler, så en dag havde de sat en ordentlig skudefuld plader fra selskabet Kuckuck ud i salgskasserne. Meget af det var på den vamle side af new age-skellet, men en af dem, der fængede, da jeg sad og prøvelyttede pladerne ved udlånsskranken, var en kunstner, der hed Deuter.

Jeg er i tvivl nu, om jeg allerede havde hørt om Deuter på det tidspunkt, eller om min kammerat fortalte mig om ham, efter jeg havde købt en håndfuld plader med ham. Hvordan den her tysker i starten af 70’erne havde været en outsider i krautrock-bevægelsen, der havde lavet en enkelt plade, ‘D’, som var en kultklassiker med dens hjemmekogte blanding af syrerock og raga, inden han var taget til Indien, gået med i en kult og indspillede plader, der mest havde karakter af brugsmusik: Musik beregnet til  underlægning til meditation, snarere end til at lytte til for musikkens egen skyld.

Det var den vedtagne fortælling om Deuter i synth- og kraut-kredse. Men det var meditationspladerne, jeg havde købt. Det her var midt-90’erne i provinsen: Før Discogs, før YouTube, før der var et marked for mere eller mindre dodgy reissues af obskure plader. Den musik, man havde mulighed for at høre, var den, ens venner havde, det, der var på musikbiblioteket, de plader, man faldt over i brugtpladeforretningerne. Resten måtte man forestille sig ud fra beskrivelserne; der skulle gå over ti år, før jeg faldt over ‘D’ i en pladeforretning og endelig kunne komme til at høre den.

Havde det ændret min opfattelse af Deuters efterfølgende plader, hvis jeg havde kunnet begynde med den vedtagne klassiker og arbejde mig frem gennem diskografien derfra? Utvivlsomt. Havde jeg haft den samme tålmodighed over for den tiltagende cheesiness, efterhånden som vi nåede op i 80’erne, hvis jeg havde haft alverdens obskure kraut-perler inden for click-vidde? Tvivlsomt. Havde det været et tab for min musikoplevelse? Definitivt.

Lystig fløjte og dyster drone
‘D’ er en let plade at elske. Bare bagsiden, hvor Georg Deuter sidder i sit hjemmestudie med overskæg, solbriller og præmatur skullet og poserer med et par bongotrommer foran en spolebåndoptager og plakaten for Andy Warhols film ’Flesh’ med en nøgen beefcake-Joe Dalassandro, siger noget om, hvor cool og blæst en plade, det er. Der er en sang, der hedder ‘Krishna Eating Fish and Chips’; det siger noget noget om, hvor let Deuter tager det hele. Guitaren er forvrænget hele vejen igennem, rytmen banker hektisk af sted, der er fuld skrald på.

På ‘Aum’, der kom bare et år senere, i 1972, står Deuter, der nu lyder navnet Chaitanya Hari Deuter, på et lillebitte billede storsmilende og klædt i hvidt foran Det Indiske Ocean, der også pryder det spartanske cover. ‘Aum’ har ikke rigtig noget med krautrock at gøre, men bortset fra de lystige fløjtesekvenser, der indleder begge pladesider, har det heller ikke meget med new age at gøre, sådan som den slags oftest lyder. 



Grundstemningen er ildevarslende, rugende, uforløst. Over lange passager er det ren guitardrone, andre steder tager percussion over, som i den voldsomme ‘Offener Himmel I / Gleichzeitig’ med orgeldrone nedenunder eller det blødt duvende titelnummer med en overspændt og nedstemt guitar, der hele tiden er på nippet til at bryde ud, men holdes tilbage. Den får en reprise på ‘Surat Shabda’, hvor guitaren er erstattet af synthesizer, inden den på b-sidens hovedstykke, den syv minutter lange ‘Susani’ får lov at drone igennem over en enkelt akkord, der pitches lidt op og ned, mens havets brusen i baggrunden har afløst de forbikørende biler, der flere steder høres på resten af pladen. (Den ligegyldighed over for baggrundsstøj eller trang til at lade tilfældet regere og ikke kontrollere noget går i øvrigt igen på den jævnaldrende landsmand Michael Vetters plade ‘Zen-Flöte’, hvor man på et tidspunkt kan høre en motorcykel blæse forbi det kloster, hvor pladen er indspillet om natten).

På bare et år siden debuten har Deuter tydeligvis fået et helt andet, langt mere personligt forhold til den indiske musiktradition, men i stedet for at efterabe den, som han gjorde på ‘D’, lader han den farve hans stadig tydeligt vestlige musik.



Før forløsningen
Måske er det det, der gør ‘Aum’ så speciel for mig: At det så tydeligt er en plade, der ligger lige før den store, personlige forløsning – der sikkert har bekommet Deuter godt, men kunstnerisk gjorde ham langt mindre interessant. Måske er det derfor, jeg så godt kan lide den: Fordi det spirituelle tydeligvis ikke er fuldbyrdet, så Deuter efterstræber en balance, han endnu ikke har fundet. Det skaber en spænding, som han mister på de efterfølgende plader.

Ikke at de er uden kvaliteter: ‘Haleakala’ fra 1978 er en god, mørk plade, der ikke lyder alt for frelst, og det samme gælder for ‘Celebration’, ‘Ecstacy’ og ‘Silence Is the Answer’ fra samme periode, men så begynder det også at tære voldsomt på ens tolerance over for åndefangere og sjælero. Når Deuter alligevel trods det salige smil på bagcoveret til ‘Ecstacy’ holder, er det, fordi det tog så lang tid, før han gav sig helt hen til den brugsmusik, hans plader efter ‘D’ blev afskrevet som af puritanerne. 

Og selv når han gjorde det, var der stadig noget at hente indimellem: ‘Tibet: Nada Himalaya, Vol. 2’ fra 2005, hvor han spiller på tibetanske bedeskåle, er fænomenalt dyster-rolig. Men ellers er de plader, han fortsat kværner et par stykker ud af hvert år,  selvom han bliver 74 næste gang, i det store hele ren muzak, der egner sig bedre til venteværelset hos en kostvejleder end til decideret lytning. 

I sidste ende var det vel det, der førte mig tilbage i metallens trygge favn: Uanset hvad var man sikker på, at man aldrig ville komme til at høre det i et venteværelse. At man aldrig skulle vente på forløsningen. Men jeg har beholdt ‘Aum’ og vender tilbage til den med jævne mellemrum. 

Hvor langt væk fra metal er det her?
Nogle lysår, men der er ormehuller i universet, der nogle gange gør afstanden en del kortere.

Er der overhovedet noget metal over det?
Kirk Hammett er blevet ret new age og mediterer og sådan, men nu er Kirk Hammett selvfølgelig heller ikke den mest metal personlighed i metal. Deuter har langt hår og skæg på pladen, men det havde alle mænd i 70’erne, hvis de ikke var squares, og hans hvide gevandter er decideret umetal.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi new age på mange måder løber parallelt med heavy metal: Det har sit udspring i 60’ernes modkultur, finder sin egen lyd op gennem 70’erne, inden det får sit brede gennembrud i 80’erne med kunstnere som Jean-Michel Jarre, Kitaro og Vangelis, der forener det med den vestlige popmusik og gør det til en millionforretning. Op gennem 90’erne får det stadigt tydeligere karakter af et fortidslevn og assimileres ind i den kultur, det begyndte som en modreaktion på, inden det får sin revival på 00’ernes kassettebånds-lo fi-scene og udmønter sig i helsekostforretninger i hver en by og udbredt vegetarianisme: Ikke rigtig en del af mainstream, men stort nok til at udgøre sit eget samfund i samfundet. Med panfløjterne forvist til de samme genbrugskasser som spandexbukserne.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Hvis det sker i umiddelbar forlængelse af hinanden, kan Deuter godt få metal til at virke meget stressende. Når man lige har fået styr på åndedrættet, er thrash pludselig meget hektisk, og det er svært at opretholde det salige smil til tekster om – ja, hvad metaltekster nu har det med at handle om. På den anden side kan det også være helt befriende at få metal til at rive sig ud af den ubehagelige indre balance, det her har hensat én i.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Droneduoen Barn Owl fandt sammen ud fra en fælles kærlighed til thrash metal, som de især på de første plader sine steder lod skinne igennem de lange, tunge akkorder. Senere fandt de frem til en anderledes lethed i musikken, der ikke er fjern fra den foruroligende rugen, der ligger over alt på ‘Aum’, inden de i hver deres soloprojekt som Deuter gik ren synth. 

Men ormehullet viste sig for alvor, da Wolves in the Throne Room i 2014 udgav ambient-pladen ‘Celestite’, der skulle tydeliggøre den kosmiske dimension i deres musik. Den kan man høre med nogenlunde sort samvittighed – den er bare ikke i nærheden af at stikke lige så dybt som ‘Aum’.